8. juni
Klokken var lidt over otte, da jeg endelig kunne åbne døren til lejligheden og trække vejret dybt efter en lang dag på arbejdet. Allerede i entreen blev jeg mødt af lyden af barnegråd, og det føltes, som om trætheden lagde sig som en tung kappe over mine skuldre.
Stønnende gik jeg ind i stuen, hvor min datter Frederikke og svigersønnen Mads sad klistret til fjernsynet, helt opslugt af et eller andet underligt quizshow. Lejligheden lignede et bombet lokum: legetøj lå spredt på sofaen, i vindueskarmen, på gulvet. På spisebordet flød der slikpapir, kyllingeben, tomme dåser fra Faxe Kondi og æbleskrog.
Snavset børnetøj hang på ryggen af lænestolen, og et brugt, sammenkrøllet ble lå henslængt hen over en spisebordsstol. Luften var trykkende, og en særegen lugt stak mig i næsen det var ganske umuligt at kalde det andet end ubehageligt. Alt dette væltede ned over mig som en bølge, og jeg følte, at jeg mistede fodfæstet.
Det var dog svært at værge sig mod min etårige barnebarn, Sofie, da hun løb grinende hen til mig og kastede sig om min hals. Jeg hankede op i hende, åbnede vinduet på vid gab og lod den kølige juni-luft strømme ind, mens jeg derefter tøffede ud i køkkenet.
Billedet, der mødte mig dér, slog næsten pusten ud af mig. Vasken proppet til med beskidte tallerkener, brødskorper og et lag lunken te på bordet, og nedenunder lå de sørgelige rester af min yndlingskop, som min afdøde mand engang gav mig. En stegepande med sorte karbonader stod stadig på komfuret, og køleskabet var lige så tomt som en konfirmands sparegris.
Frederikke stormede ind i køkkenet, gav mig et lynkys på kinden og sagde:
Hej mor! Nu hvor du er hjemme, tager Mads og jeg lige ud. Jeg skal skynde mig at gøre mig klar og jeg fodrede Sofie for en times tid siden.
Jeg stoppede hende. Vent, Frederikke… Hvor skal I hen?
Hvor skulle vi ellers? svarede hun, næsten fornærmet vi trænger til at slappe lidt af først i biografen og bagefter en tur forbi en café. I øvrigt, mor, kan du ikke lige sende mig et MobilePay? Vi er løbet tør for penge.
Mads stak hovedet ind fra stuen:
Karin, kunne du ikke lave lidt grønkålssuppe til i morgen? Så det i fjernsynet, og duften hang næsten ud af skærmen! Må vi også ønske os en god forårssalat? Og for resten har du købt mere kaffe? Jeg kan ikke undvære!
Jeg kiggede mellem min datter og svigersøn, helt fortumlet: Hvad med mig? Jeg har arbejdet på klinikken hele dagen og knap nok nået at spise frokost. Jeg er så udmattet, og jeg har allermest lyst til at hvile mig lidt hvorfor tager I ikke bare Sofie med?
Mor, vi har brug for tid sammen, bare os voksne. Psykologen siger, det er sundt for parforholdet især nu hvor vi har været igennem så meget. Desuden har du ikke set Sofie i dag, og hun har sikkert savnet dig. Det bliver hyggeligt for jer begge to. Vi er snart tilbage, du må ikke være ked! Du er verdens bedste mor!
Før jeg nåede at svare, var Frederikke væk, og ganske få minutter efter smækkede døren bag dem. Nu sad jeg alene tilbage med mit halvandetårige barnebarn, der pludrede fornøjet i sofaen.
Det hele ramte mig som et sæt jeg havde lyst til at skrige eller græde. Jeg følte mig som rendyrket arbejdskraft, husholderske, pengeautomat intet andet.
Mit hoved smertede så slemt, og selvom kroppen skreg på ro og stilhed, havde Sofie helt andre planer med sin mormor. Oveni skulle der laves mad, for jeg havde ikke fået et ordentligt måltid i dag. Alt rodet var også stadig ikke ryddet op.
Jeg følte mig mast, som havde jeg lige kæmpet mig igennem en tredje verdenskrig. Tårerne pressede sig på, og jeg sank sammen på en stol og lod dem løbe frit…
***
Frederikke og Mads havde boet i min toværelses lejlighed i flere år nu. Før de flyttede ind, førte jeg et roligt og forudsigeligt liv. De havde lejet et værelse ude i Sydhavnen, men blev smidt ud, fordi udlejeren pludselig skulle bruge pladsen selv eller hvad det nu var for noget rod.
Frederikke tiggede om at bo her “bare indtil de fandt noget andet”. Efter sigende skulle det kun være et par måneder. De fandt dog aldrig noget, hverken fordi det var for dyrt, for småt, for langt væk, eller for dårlige forhold.
Så blev Mads fyret fra sit arbejde i en lille detailbutik; Frederikke forklarede, at nogle usympatiske kollegaer havde saboteret ham, men han skulle nok finde noget andet. Alligevel gjorde han det aldrig han sad bare derhjemme med fjernbetjeningen eller computeren i hånden.
Parrets eneste indtægt var nu Frederikkes beskedne barselsdagpenge. Men så ændrede alt sig, da Frederikke blev gravid. Og det var ikke nemt for hende hun døjede med helbredet og skulle tage dyre hormontabletter, gå til adskillige scanninger og undersøgelser, og medicinen blev betalt af mig, for jeg arbejdede jo som fysioterapeut på privathospitalet.
Mit liv forvandlede sig til et mareridt; pengene slog slet ikke til længere. Frederikke og Mads bidrog ikke med noget, hverken indkøb, husholdningsartikler eller regninger de levede i sus og dus hos mig.
Alt denne byrde hvilede på mine skuldre. Jeg indså, at de udnyttede min venlighed, men frygten for at min eneste datter vendte mig ryggen især mens hun var gravid fik mig til at tie. Hvordan skulle jeg smide hende ud, når hun ventede mit lille barnebarn? Jeg måtte bide tænderne sammen og tage ekstra vagter i klinikken…
En aften blev jeg afbrudt af dørklokken, mens jeg sad og stirrede tomt ind i væggen. Uanmeldt stod min gamle veninde, Birthe, på trapperne.
Mit første instinkt var at undskylde rod og kaos, men jeg lukkede hende alligevel ind. Hun kendte mig for godt til ikke at vide, hvilket cirkus jeg havde fået ind i mit liv.
Birthe sagde ikke et ord, men gik direkte til køleskabet, fandt nogle æg og lidt mælk, vaskede snavset op og satte gang i en omelet. Sofie faldt i søvn på mit skød, og jeg bar hende ind til hendes seng, mens duften af omelet bredte sig.
Birthe satte sig overfor mig:
Kom nu, Karin, du må have mad. Jeg kan se på dig, du intet har spist. Du er bleg som et lagen, og du er blevet alt for tynd. Du bliver nødt til at passe på dig selv din datter og hendes mand suger al energi ud af dig. Du er nødt til at gøre noget.
Hvad skal jeg dog gøre? mumlede jeg og trak på skuldrene. De har intet sted at tage hen. Kan jeg virkelig smide min datter og barnebarn ud?
Karin, de udnytter dig. Hvorfor skulle de tage ansvar, arbejde eller betale for sig, når du gør alting for dem? Du bliver nødt til at sige til eller også gør jeg. Jeg kan ikke bare se passivt på mere!
Birthe havde ret. Hvis jeg ikke tog mig sammen, ville jeg knække. Jeg lovede at tage snakken med Frederikke, når hun var hjemme. Indtil da hjalp Birthe mig med at rydde op og lavede urtete til os. Hun lavede endda en hurtig massage af mine skuldre, mens vi sammen ventede på de unge.
Frederikke og Mads kom hjem klokken elleve. Birthe og jeg sad parat i stuen.
God aften, Birthe, sagde Frederikke mut, og skævede til min veninde, som hun aldrig rigtig brød sig om.
Jamen godaften, svarede Birthe tørt. Nå, blev det ikke til hele natten? I kunne da bare blive ude og feste videre!
Mor, vi går i seng nu, sagde Frederikke hurtigt, men jeg standsede hende:
Frederikke, sæt dig lige sammen med Mads. Jeg skal tale med jer begge.
Hvad er der, mor? spurgte Mads.
Det er slut nu. I skal finde et andet sted at bo. I har en uge så må I selv klare resten. I ER en ung familie, og I skal lære at klare jer selv.
Mor, hvordan kan du? udbrød Frederikke grådkvalt. Vi har jo ingen penge, jeg er på barsel, hvor skal vi gå hen?
Det må I finde ud af. I er voksne mennesker, det er jeres ansvar nu. Jeg kan ikke beskytte jer fra alt. Hvad hvis jeg ikke er her i morgen? Du må se virkeligheden i øjnene, Frederikke.
Du er en dårlig mor, råbte Frederikke. Hvordan kan du smide os ud? Det gør kun en heks!
Birthe slog hånden i bordet: Det er nok. Der er ingen, der taler sådan til Karin. Gå ind til jer selv og tænk over det!
Det er DIN skyld! skreg Mads til Birthe. Bland dig udenom! Hvorfor skal du blande dig i min familie?
Konflikten kunne have eksploderet, hvis ikke Sofies søvnige klynk havde afledt deres opmærksomhed. De unge trak sig tilbage.
Birthe gav mig min hånd og sendte mig et blik, der sagde alt: Jeg er her endnu. Jeg følte for første gang på længe en mærkelig form for lettelse.
En uge senere var Frederikke og Mads flyttet ud. Jeg blev udnævnt til familiens største egoist alle mine tidligere ofre glemt på et sekund. Men jeg ved stadig, at det var den rigtige beslutning.
Jeg håber bare, at Frederikke en dag forstår, at det var for hendes egen skyld. Selv de mest elskede børn har brug for nogle grænser og et rap over næsen, hvis ikke de skal synke helt til bunds. Man gør det kun, fordi man elsker dem det håber jeg, hun en dag ser.
