Astrid skubbede lydløst hoveddøren op til deres lejlighed i Vanløse, og listede skoene af sig, så hun ikke vækkede sin mor. Hun undertrykte et støn, da hun fik de nye sko af smukke, men med skarpe kanter, der havde gnavet hul på hendes fødder.
Hvorfor er du allerede hjemme? Gik du bare? Kunne du ikke lide brylluppet? Moren stak hovedet ud i entréen, hendes stemme dæmpet, men skarp.
Hvorfor sover du ikke? Sidder du vågen for at kontrollere mig nu? Astrid svarede hårdt, lettere irriteret.
Moren klemte læberne sammen, sukkede og forsvandt ind i stuen. En bølge af dårlig samvittighed skyllede over Astrid hun vidste, at hendes mor ikke havde sovet, fordi hun ventede på hende, ville høre de nyeste historier. Astrid fulgte hende ind, satte sig på sofaen og lagde armen om sin mor.
Du behøver ikke at fedte for mig. Hvis du ikke vil fortælle noget, så hører jeg det vel fra Maries mor før eller siden.
Undskyld, mor. Jeg er bare træt, og skoene har ødelagt min fod. Restauranten var fantastisk, der var mindst halvtreds gæster, alle var glade og larmende.
Og Marie så virkelig ud som en drøm i hvidt. Og gommen var flot hun begyndte at remse op.
Hvorfor gik du så så tidligt? afbrød moren.
Mor, de fleste var så opblæste og selvhøjtidelige, helt urørlige. Og så skal jeg tidligt op i morgen.
Op til hvad? Det er jo søndag, moren satte sig op og så undersøgende på sin datter.
Jeg fortæller dig det i morgen, mor. Nu trænger jeg virkelig til et bad. Astrid kyssede sin mor på kinden og gik ind på værelset for at smide kjolen.
Hun smed kjolen fra sig med væmmelse. Den så alt for enkel og billig ud sammenlignet med de andres, syntes hun. Efter hun havde været under bruseren lidt for længe, skrubbede hun især ryggen, hvor en svedig, overvægtig mand havde lagt sin hånd under dansen.
Han havde tvunget hende ud på gulvet, uden at høre hendes afslående mumlen. Han havde holdt hende alt for tæt på sin store mave.
Hun mærkede hans fugtige, varme håndflader brænde ryggen. Hælene på de dyre sko skar i huden. Det var næsten ikke til at holde ud.
Senere satte han sig ved hendes bord og fyldte hendes glas alt for rigeligt. Marie, hendes eneste veninde blandt gæsterne, var optaget af selskabet og sin nye mand.
Kun et par gange havde Astrid fanget blikket fra en interessant mand, men også han blandede sig ikke, lod hende bare sidde med sine problemer.
Hun sagde, hun skulle på toilettet og smuttede. Udenfor restauranten prajede hun en taxi og kørte hjem gennem regnen.
Sådan et poleret bryllup ville hun aldrig selv have. Alt var opstillet, som om nogen havde planlagt hver eneste replik. Astrid følte sig blot som statisten.
Hun lå længe søvnløs. Musik, latter, glas, skåltaler det rungede stadig i hovedet. Hun kom i tanker om manden fra brylluppet.
“Hvorfor kunne det ikke have været ham, der inviterede mig til at danse, og ikke den fede gris? Nu kan det også være ligemeget,” sagde hun til sig selv, vendte sig om på siden og faldt endelig i søvn.
Den lune september blev byttet ud med en regnfuld og kold oktober. Marie kom hjem fra bryllupsrejsen, og inviterede Astrid forbi til kaffe og snak i huset på Frederiksberg.
Astrid var nysgerrig hvordan mon det egentlig er, de rige bor? Men hun kunne ikke komme tomhændet. Da dagens timer på seminariet sluttede, gik hun i Lagkagehuset og købte Maries yndlingssnitter. På vej ud ramlede hun ind i en mand i døren.
Er det Dem? sagde han pludselig.
Astrid kiggede forbavset op, og genkendte straks manden fra bryllupsfesten. Overrasket stivnede hun et øjeblik.
Kom nu, vi blokerer døren, grinede han og trak hende med ud til siden.
De forsvandt så pludseligt fra festen, som en Askepot. Jeg nåede ikke at præsentere mig, hans smil var bredt og selvsikkert.
Men jeg tabte ikke min sko, hun trak på skuldrene, men smilede.
Hjemad? Kan jeg give Dem et lift? foreslog han.
Nej, jeg skal over til Marie, bruden fra brylluppet. Har De ombestemt Dem mht. at købe kager? Astrid sendte ham et undersøgende blik.
Jeg er så glad for vores tilfældige møde, at jeg gerne giver afkald på alle kager i verden, svarede han, idet han så på den lille æske i hendes hænder. Kom, han tog hende let under armen og førte hende hen til en stor, sort Volvo SUV.
Astrid sad næsten aldrig i sådan en bil. Han styrede roligt, som om han kendte hvert hjørne. Pludselig blev hun urolig.
Jeg ved, hvor din veninde bor. Jeg arbejder sammen med hendes mand, vi er venner, forklarede han, da han så hendes nervøsitet.
Mens de kørte, fortalte han, at han hed Jesper, var skilt og havde en labrador derhjemme…
“Rige, flotte, succesfulde Jesper. Og han har charme ovenikøbet. Alt det, du ønskede dig, mor…” tænkte Astrid, mens hun sad og stirrede ud af vinduet.
Hvor har du været? Jeg begyndte at blive bekymret, sagde moren, da Astrid endelig kom hjem den aften.
Hos Marie. Du skulle se, hvor flot de bor nu… Astrid beskrev huset, og Marie, der stadig havde sommerkulør midt i efteråret.
Hvordan kom du derhen? Deres kvarter kaldes jo millionærgyden.
Det var sådan folk i byen talte om det nye, eksklusive område.
Jeg blev kørt af en bekendt, sagde hun modstræbende.
Du lærte ham at kende til brylluppet? Han er vel ikke fra de forkerte kredse? Gav du ham dit telefonnummer?
Ja, mor. Jeg stak ham nærmest telefonen i hånden, svarede Astrid irriteret.
Hvorfor er du så vred? En fornuftig mand har blik for dig og så kan du spille fornærmet, det er typisk dig, sukkede moren.
Jeg gav ham mit nummer, ok? Må jeg nu få fred?
Hvad går der af dig? Hvorfor er du så vrissen?
Fordi jeg er træt af dine spørgsmål. Kan du da ikke bare vente og se, hvad der sker?
Jeg ønsker dig jo bare det bedste, så du får en ordentlig mand som din veninde. Ikke en eller anden fattig studerende. Eller vil du leve af rugbrød alene?
Mor, hvornår led vi sidst nød? Astrid rynkede panden.
Det er bare noget, jeg siger, moren blev stille. Kan du virkelig slet ikke lide ham?
Kan vi ikke bare stoppe? Jeg vil ikke tænke på ægteskab endnu.
I det samme ringede Astrids mobil, og det reddede hende fra flere diskussioner. Det var Jesper.
Jeg besluttede ikke at vente og ringer nu: Hvad laver du på søndag?
Ikke noget særligt, jeg skal bare forberede mig til forelæsningerne mandag.
Hele dagen? Vejret varsler sol. Skal vi tage en tur på hesteryg? Du har aldrig prøvet? Så henter jeg dig klokken elleve.
Astrid sagde ja og opdagede først bagefter, at de på et eller andet tidspunkt var begyndt at sige “du” i stedet for “De”.
Hun havde kun set gamle arbejdsheste hos sin mormor på landet, og været bange for dem. Men rideturen med Jesper blev en fantastisk oplevelse.
Jesper viste hende forsigtigt ind i sin verden, med penge og muligheder. Han forstod at tale med folk, så ingen kunne sige nej til ham. Astrid nød hans opmærksomhed, hans erfaring, og at føle sig i centrum.
Ugen efter dukkede Jesper pludselig op hjemme hos hende med blomster og en stor lagkage. Astrid blev pinligt bevidst om lejligheden: Den slidte løber, de falmede tapeter men Jesper lod til at føle sig hjemme, lo, lyttede og roste det hele.
Han fortalte, at han som barn havde boet akkurat sådan: småt, men trygt og hyggeligt. Moren smeltede helt.
Han er jo som taget ud af en drøm, sagde moren, da Astrid kom hjem. Hvis han frier, siger du så ja?
Mor, vi har kun set hinanden få gange… hvad taler du om? Astrid var forarget.
Men kort før jul faldt frieriet faktisk. Og han forærede hende en ring med diamant.
Åh Gud, nu kan jeg dø lykkelig, udbrød moren dramatisk, da hun så ringen. Astrid rystede bare på hovedet.
Brylluppet holdt de i Nordsjælland, i starten af marts, hvor solen smeltede istapperne, og alting duftede af forår og nyt håb. Astrid satte dog en betingelse: Ingen kæmpestor fest. Det skulle være småt og privat. Jesper nikkede uden tøven.
Efter brylluppet flyttede hun ind hos ham i Charlottenlund.
Endelig nogen at snakke med! Mændenes koner snakker kun om spa og shopping og har sikkert aldrig åbnet en bog, lo Marie, der nu boede tæt på.
Marie ventede nu barn. Men Jesper slap aldrig Astrid af syne. Hver morgen blev hun kørt til universitetet af chaufføren, og hentet igen efter forelæsningerne.
En dag blev en forelæsning aflyst; Astrid besluttede at gå hjem i forårssolen. Knopperne på træerne var ved at springe ud.
Undervejs stødte hun på studiekammeraten Mads. De gik ind, drak en kop kaffe på en café. Astrid følte sig næsten lykkelig ved bare at snakke almindeligt med nogen igen.
Hun manglede ikke noget materielt, men savnede selskab. I klassen havde hun også følt, de trak sig lidt fra hende, efter hendes bryllup.
Hvad tænker du på? spurgte Mads.
Jeg må gå, svarede Astrid hurtigt.
Holder han øje med dig? spurgte Mads bekymret.
Nej… jeg må bare hjem, hun rejste sig.
Da hun kom hjem, stod Jesper allerede og ventede.
Hvor har du været? spurgte han koldt.
På universitetet.
Lyv ikke. Du ringede ikke, selvom undervisningen blev aflyst. Hvorfor? For at mødes med din elsker?
Det er ikke en elsker vi går i samme klasse, Astrid var rystet.
Jesper havde aldrig talt sådan før. Hans øjne var som is.
Vi tog bare en kop kaffe. Jeg forstår ikke, hvad du mener, hun prøvede at kæmpe imod, men havde mest lyst til at undskylde.
Du er min kone nu. Jeg har fjender og konkurrenter, som bare venter på, at jeg laver en fejl. Du skal ikke bringe mig i fare.
Hvordan bringer jeg dig i fare ved at tage en kaffe med en studiekammerat? Astrid blev vred.
Forstår du ingenting? Jesper rejste sig fra sofaen, gik tæt på hende.
Lad være med at tale sådan til mig, Astrid trak sig tilbage.
Jeg slipper dig ikke, hvæsede han og greb så hårdt om hendes arm, at det gjorde ondt. Hvis ikke du adlyder
Hvad så? Vil du lænke mig? Når jeg bliver læge, vil du så se rivaler i alle mine patienter? Astrid rykkede til.
Hun mærkede ikke, hvad der skete. Det hele forsvandt i et hvidt skær. Smagen af blod fra hendes læbe bredte sig. Jespers mund bevægede sig, men ordene kunne hun ikke høre for suset.
Forstod du? lød det ude i det fjerne.
Jeg forstod, hendes læber adlød ikke længere.
Inden hun overhovedet tænkte over det, gav Jesper hende en lussing, så hun væltede bagover. Hun mærkede ikke smerten, forsvandt bare væk.
Da Astrid vågnede, var han væk. Hun begyndte at tude, kroppen rystede. Hun kæmpede sig op, gik langsomt op ad trapperne til soveværelset og kastede sig grædende i sengen.
Senere ville hun ned og hente is på køl, men soveværelsesdøren var låst. Hun havde ikke hørt Jesper låse den ude.
Næste morgen var hendes ansigt hævet, læben sprukken. Astrid var fanget ingen telefon.
Da rengøringsdamen kom for at gøre rent før frokost, tryglede Astrid hende om at låse døren op. Nøglen sad i døren. Kvinden åbnede, gispede da hun så Astrids ansigt.
Han vil slå mig ihjel, hvis jeg lukker dig ud, sagde hun nervøst.
Sig, jeg narrede dig, bad om vand og så løb afsted selv, hviskede Astrid.
Tag din hætte op, dæk ansigtet, råbte kvinden bag hende.
Astrid takkede og listede ud på vejene, skjulte ansigtet for forbipasserende. Ingen veg ikke for hendes blik. Moren tabte alt, hun havde i hænderne, da hun så Astrid.
Hvordan kunne det ske? Han virkede så anstændig. Undskyld, skat. Jeg gjorde det for din skyld. Hvis han kommer? Døren kan sparkes ind…
Nu må du ikke sige noget, mor.
Astrid var ligeglad, tingene kunne ikke blive værre. Hun ringede efter Mads og bad ham komme.
Mads havde vikarieret som sygeplejerske på akutmodtagelsen. Han tog sig af hendes sår, tilkaldte læge til dokumentation. Han fotograferede Astrids ansigt, sendte billederne til Jesper med beskeden: “Kommer du igen, går det direkte på nettet.”
Jesper dukkede aldrig op igen. To uger senere, da hævelsen havde lagt sig, begyndte Astrid igen på universitetet.
Skilsmissen gik hurtigt igennem. Om sommeren, efter eksamen, gik hun og Mads på café.
Pludselig fik de øje på Jesper han så ikke Astrid, var optaget af en yngre kvinde. Mens han var ude på toilettet, satte Astrid sig over til kvinden.
Pas på dig selv, du skal gå fra ham. Han er farlig gør du én ting forkert, slår han dig.
Hvem er du? pigen så mistroisk på Astrid.
Hans ekskone. Du må ikke fortælle ham, du mødte mig. Løb, mens du kan. Astrid gik omgående.
Hun så ud gennem glasdøren, så Jesper komme tilbage og spørge sin nye kæreste om noget. Hun trak på skuldrene. “Hun sagde ikke noget”, tænkte Astrid lettet.
Hvorfor advarede du hende? spurgte Mads udenfor.
Hvis bare én havde sagt det til mig i tide, var jeg aldrig blevet gift med ham. Jeg prøvede at finde ud af, hvorfor han var skilt ingen sagde noget. End ikke Marie, svarede Astrid.
De flyttede senere til Aarhus. Mads blev kirurg, Astrid kardiolog.
De fik en dreng sammen. Moren blandede sig aldrig mere i hendes liv.
En dag i frisørsalonen læste Astrid i et gammelt dameblad: “Forretningsmanden Jesper Strand har slået sin kone ihjel”.
Udenfor gik Mads rundt med barnevognen. “Det er godt, han er her. At Emil er rask. At mor er der. Penge? Penge skal bare være nok til, at man kan bevare sin værdighed,” tænkte Astrid.
Du er næste, kaldte frisøren og smilede til hende.
