En dag sagde min datters mand pludselig, at de ikke længere havde brug for min hjælp, og bad mig om at flytte ud af deres lejlighed

Min datter blev gift med en tysker fra Hamborg, men i drømmen var det egentlig Odense, hvor alt foregik, og jeg var flyttet ind hos dem. I to mærkelige, dimmede år boede jeg i deres lejlighed, passede mit barnebarn og vaskede deres smørrebrødsbrætter. Tiden gled forbi som små sølvfisk i køkkenvasken.
De arbejdede begge hos Lego eller var det Carlsberg? og kom hjem om aftenen lugtende af plastik eller øl, alt afhængigt af drømmens luner. Jeg havde troet, jeg kunne blive hos dem for evigt, men sådan skulle det ikke være. En dag sagde min svigersøn, køligt som en vinter i Jylland, at de ikke længere havde brug for mig. Pludselig forsvandt jeg fra Odense som damp og vågnede hjemme igen eller nærmere, blev sendt hjem, uden meget tøven.
Men det var ikke et hjem længere. I min fraværs-tid havde min søn, Poul, forladt sin første kone og rykket ind i min etværelses med sin nye, gravide hustru hun hed Lykke og var alt andet end lykkelig over at se mig.
Ingen havde spurgt mig. Ingen havde bedt mig om lov, som om det aldrig havde været mit hjem. Pludselig var vi tre snart fire i et rum på størrelse med en cykelkælder, med syntetiske gardiner og duftende hoveder af raps fra altanen.
Skulle jeg smide Poul og Lykke, tyk af forventning, ud på gaden? Men hvorhen? Lejepriserne var skyhøje, 12.000 kroner for en kælder, og vi havde begge lommerne fyldt med pebernødder.
Jeg ringede til min datter igen, forklarede alt: “Må jeg komme tilbage til Odense og smøre leverpostej atter engang?” Men ingen tog røret. Tænk, i drømmeverdenen kunne man aldrig vide, om nogen virkelig lyttede. De havde fået deres egen livsanskuelse langt væk fra alt det danske, jeg kendte.
Min søn, han så på Lykke som en sulten sæl ser på en rødspætte. Mellem os var der ro, ingen skænderier, jeg spurgte til hans dag, og han svarede i halve, svævende sætninger, som man gør, når alt føles midlertidigt. Lykke så igennem mig, eller måske lignede jeg bare tapetet i hendes øjne.
Nu sover jeg på en slå-ud sofa i køkkenet, mellem brødristeren og køkkenvinduet ud til en grå, regnfuld baggård. Om dagen vandrer jeg ud, handler ind, hilser på gamle kollegaer fra supermarkedet, og drømmer om tiden før jeg blev usynlig. Jeg ved, jeg ikke længere er den vigtigste nej, jeg er blot et støvkorn i mit eget hjem, og en anden kvinde styrer nu, som var det en gammel dansk husholdningsskole.
Jeg leder efter et deltidsjob måske kunne jeg plukke jordbær for at få råd til egen plads. Lykke har sine forældre ude på landet, måske kunne de tage imod hende? Men Poul? Vil han kunne finde job på Langeland? Usandsynligt.
Jeg kan ikke beslutte mig alt virker tåget, som i en rigtig drøm. Hvad kan jeg gøre i drømmelandets logik, hvor hjem aldrig er hjemme, og ingen egentlig hører sammen?