En dag meddelte min datters mand, at de ikke længere havde brug for min hjælp, og bad mig om at flytte ud af deres lejlighed

Min datter blev gift med en tysker. Jeg boede hos dem i to år, passede mit barnebarn og stod for husholdningen.
Min datter og hendes mand arbejdede begge i samme firma og kom altid sent hjem om aftenen. Jeg havde håbet på at blive hos dem for altid, men det viste sig at være forgæves. En dag sagde min svigersøn, at de ikke længere havde brug for min hjælp, og bad mig om at flytte ud af lejligheden. En måned senere stod jeg igen i min egen lejlighed i Aarhus. Men selv dér var jeg ikke velkommen. Mens jeg boede hos min datter, havde min søn forladt sin første kone, flyttet ud af hendes lejlighed og ind i min.
Han tog sin anden kone med, Maria, som allerede var gravid. Han spurgte mig aldrig, om det var i orden.
Hvad skal jeg gøre nu? Skal jeg smide min søn og hans gravide kone ud? Nej? Men hvordan lever man tre snart fire personer klemt sammen i en etværelseslejlighed? Hverken min søn eller jeg har penge til at leje noget andet i en by, hvor selv en kop kaffe koster en mindre formue i kroner. Jeg ringede til min datter og forklarede det hele, håbede de ville forstå og vende tilbage til mig. Men telefonen forblev tavs. Det gør ondt. Men jeg kan ikke gøre noget de lever i en anden verden nu…
Min søns opførsel forstår jeg nu. Han troede aldrig, jeg ville komme tilbage. Nu sover jeg på en udslået sovesofa i køkkenet. Om dagen går jeg ture gennem parken eller til den gamle arbejdsplads, møder gamle kollegaer, handler ind. Samtalerne med min søn er stille og uden dramaer, men min svigerdatter undgår mig helt. Jeg kan se, hun ikke bryder sig om, at jeg er her.
Aldrig havde jeg forestillet mig, at jeg som tresårig ville være overflødig og at en anden kvinde ville herske i mit eget hjem. Min søn tænker kun på sin gravide kone, og boligproblemet fylder intet.
Jeg leder efter et deltidsjob. Svigerdatterens forældre bor ude på landet ved Silkeborg. Måske foreslå hende at flytte hjem til dem? Men hvordan skulle min søn få arbejde derude? Jeg tror det ikke. Jeg kan ikke beslutte mig for nogetEn aften sad jeg ved køkkenbordet med en kop te, og regnens trommen mod ruden føltes som en stille trøst. Pludselig satte min søn sig overfor mig. Vi sagde ikke noget længe; kun lyden af opvaskemaskinens blide brummen fyldte rummet. Efter et stykke tid løftede han blikket.
“Mor,” sagde han stille, “jeg ved, det ikke er nemt. Men jeg er glad for, du er her.” Hans stemme rystede, og for første gang i månedsvis mærkede jeg en sprække i muren mellem os.
Den nat lagde jeg mig på sovesofaen og lyttede til de dæmpede stemmer fra værelset ved siden af. Jeg forstod, at mit hjem måske aldrig ville blive mit igen, sådan som det engang var. Men jeg var ikke alene vi fandt plads til at være sammen, trods alt. Og da foråret kom, med små spæde blade på træerne, sad jeg i køkkenet med min svigerdatter, drak kaffe og lyttede til hendes lette latter. Vi talte om barnets navn.
Måske var mit gamle liv forbi, men noget nyt spirede. Jeg smilede ved tanken om det lille menneske, som snart skulle komme og lod håbet blomstre mellem kopperne og den rodede vindueskarm.