Jeg har opfostret tre drenge. Hvis man har haft fire mænd under samme tag, ved man nok, hvad jeg taler om. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan det kan lade sig gøre, at der ikke er lavet aftensmad derhjemme, eller at ting ligger og flyder alle vegne. Nu er jeg blevet 52 år og har altid ment, at det er kvindens opgave at skabe et hjem, der er rart og trygt for manden et sted, han har lyst til at vende hjem til. Men jeg tror ikke, min svigerdatter ser på tingene på samme måde.
For to år siden besluttede min ældste søn sig for at gifte sig, og ni måneder senere fik de en datter sammen. Min søn var 28 år, og hans kone, Freja, var kun 20. Hun var stadig i gang med universitetet, men aldersforskellen skræmte slet ikke min søn.
Da Freja var gravid, var hun virkelig besværlig. Hun sendte hele tiden min søn Henrik ud at handle. Først skulle han hente æbler til morgen, så ville hun have appelsiner midt på dagen, og så pludselig ønskede hun sig blomster. Henrik sagde aldrig et ondt ord, han adlød bare hendes forlangender. Vi tænkte alle sammen, at det nok ville ændre sig, når barnet først var født, men det gjorde det ikke.
Hun fødte og ammede barnet i cirka to måneder, og det var sådan set det. Bagefter sagde hun til Henrik, at hun var træt af alle de søvnløse nætter og havde brug for at slappe af. Henrik er vokset op som en omsorgsfuld og forstående mand, så han spurgte, om jeg ikke kunne komme og hjælpe. Naturligvis kunne jeg ikke sige nej.
Mens jeg tog mig af deres datter, brugte Freja det meste af dagen på at gå fra den ene salon til den anden, og når hun endelig kom hjem, orkede hun dårligt nok at lave mad til Henrik, som lige var kommet hjem fra arbejde. Sådan sad jeg der en hel uge med barnebarnet. Freja vænnede sig hurtigt til at sove til klokken 12 og leve præcis, som hun selv havde lyst til. Hun lod mig bare klare det hele.
Efter en måned kunne jeg ikke mere og sagde, at nu måtte jeg altså hjem. Freja tog det ikke pænt. Jeg var klar over, at hun ikke var klar til det ansvar, men alligevel kom jeg forbi en gang imellem. Hver gang jeg trådte ind ad døren, blev jeg trist over, hvad jeg så et komplet rod og et køleskab, der var tomt.
Hun gad simpelthen ikke engang lave mad til sit eget barn. Jeg havde opdraget tre sønner, så sådan en mangel på ansvar var mig totalt fremmed. Min søn har altid været vant til mad hjemmefra. Sidste måned fyldte Henrik år. Jeg besluttede mig for at tage hen og besøge dem og tænkte, nu ville Freja vel have lavet et eller andet til ham. Men nej, hun havde bestilt pizza og sushi.
Jeg forstår ganske enkelt ikke min søn hvorfor finder han sig i det, hvorfor sætter han ikke foden ned? Jeg tror, det skyldes, de aldrig boede sammen før brylluppet, så han anede nok ikke, hvordan hun egentlig var. Nu står han der, og jeg kan mærke, hvor svært det er for ham, men han siger ikke noget til hende.
Jeg prøver at komme på en måde at få hende til at tage mere ansvar til at opføre sig som hustru og mor. Men jeg er bange for, at Henrik ville blive vred på mig, hvis jeg blander mig for meget. Jeg ved, jeg bør støtte hans valg. Men jeg kan altså ikke bare se til og lade som ingenting! Er alle svigerdøtre sådan?
Hvad ville du råde mig til, hvis du stod i min situation? Bør jeg tage en snak med Freja?
I sidste måned var det min søns fødselsdag. Jeg sagde til ham, at jeg ville komme som gæst.