Jeg opfostrede tre drenge. Enhver, der har haft fire mænd i huset, ved sikkert godt, hvad jeg taler om. Jeg fatter simpelthen ikke, hvordan det kan ske, at der ikke er et måltid klar derhjemme, hverken til frokost eller aftensmad, eller at tingene bare flyder rundt i hele lejligheden. Jeg er nu 52 år gammel, og altid har jeg ment, at det er kvindens rolle at skabe et hjemmeliv, som mændene kan vende trygt og behageligt hjem til. Men jeg er ret sikker på, at min svigerdatter ikke tænker på samme måde.
For to år siden besluttede min ældste søn sig for at gifte sig, og ni måneder senere kom deres datter til verden. Min søn var 28, og hans kone, Katrine, kun 20. Hun studerede stadig på universitetet, men heller ikke aldersforskellen på otte år skræmte ham.
Da Katrine ventede barn, var hendes temperament nærmest som en urolig vinterhimmel hun sendte ustandselig min søn ud efter sære ting. Først var det æbler fra torvet om morgenen, dernæst en appelsin, til sidst et bundt blomster fra blomsterhandleren nede i København. Min søn sagde aldrig nej, men opfyldte alle hendes ønsker ligesom man gør i en søvndrukken drøm, hvor alt bare føjer sig. Vi tænkte allesammen, at nu når barnet var født måtte det da ændre sig, men sådan gik det ikke.
Hun fødte, ammede barnet i to måneder, og så var det slut. Hun sagde til min søn, at hun var udmattet, fordi hun aldrig fik sovet, og at hun havde brug for at hvile sig. Min søn, som altid har haft et hjerte så blødt som en gammeldags dyne, spurgte mig, om jeg ville kunne tage over for hende lidt. Naturligvis sagde jeg ja; hvordan kunne jeg andet?
Mens jeg puslede om barnebarnet, lå Katrine nærmest alle dagene henne på caféer, i frisørsaloner og spa, og når hun så kom hjem, gad hun ikke engang koge noget så simpelt som en gryderet til min søn, efter han var kommet hjem fra arbejdet. Hele ugen sad jeg med deres lille datter. Katrine vænnede sig til at sove til klokken 12, og levede helt efter eget hoved. Alt overlod hun til mig.
Efter en måned knækkede jeg sammen og sagde, at jeg måtte hjem til mig selv. Katrine blev knotten. Jeg vidste jo godt, at hun endnu ikke havde lært at stå på egne ben, så jeg kom engang imellem forbi på besøg, men det, jeg så, var kaotisk rod over det hele, og køleskabet gabte tomt som en regnvåd Skagen aften.
Hun gad ikke engang koge havregrød til sit eget barn. Jeg har jo selv i tidernes morgen opdraget tre sønner, så for mig er sådan uansvarlighed helt ufattelig. Min søn har altid fået hjemmelavet mad. Sidste måned havde han fødselsdag. Jeg tænkte, nu gør jeg et besøg, måske har Katrine lavet noget lækkert Men hun bestilte bare pizza og sushi over appen, som om det var det mest naturlige.
Jeg begriber ikke, hvorfor min søn finder sig i det hvorfor accepterer han sådan en kone? Jeg frygter, det er fordi de aldrig prøvede at bo sammen før vielsen, og at han slet ikke kendte hende som hun virkelig er. Nu står han dér og siger ikke en lyd, selvom det tydeligvis tærer på ham.
Jeg ligger tit vågen som i en søvngængerdrøm og overvejer, hvordan jeg kan få hende til at tage rollen som hustru og mor alvorligt. Men jeg frygter, at min søn ville tage det ilde op. Jeg ved jo godt inderst inde, at jeg bør bakke op om hans valg. Alligevel kan jeg ikke bare sidde stille og se passivt til! Er alle svigerdøtre sådan?
Mon du kan give et dansk råd til en kvinde som mig? Skal hun snakke åbent med sin svigerdatter?
I sidste måned havde min søn fødselsdag. Jeg sagde til ham, at jeg kun ville komme som gæst.