Min mands kære gamle mormor testamenterede sit hus til ham. Da vi åbnede hendes skabe, troede vi knap nok vores egne øjne.

Min mand havde en farmor. Han tilbragte hver sommer hos hende. Det generede hende ikke. På den tid havde hun sin egen lille virksomhed. Hun stod selv for alt hun organiserede alting, og solgte medicinske urter til apoteker rundt om i Danmark. Min mand ved ikke præcis, hvordan hun fik alt til at hænge sammen, men han husker, at hun i forhold til datidens standarder tjente virkelig mange penge. Hun var en kvinde med en ganske særlig personlighed. Hun elskede min mand højt og sparede ikke på noget, når det kom til mad, men hun gav ham aldrig penge til små fornøjelser eller lommepenge. Alle troede, at hun sparede op til noget stort.
Farmor havde store skabe i huset, fyldt med mange rum og skuffer alt sammen aflåst med nøgle. Som barn var min mand ofte nysgerrig efter, hvad der gemte sig derinde, men farmor sagde altid, at det hele havde med arbejdet at gøre. Så ændrede tiderne sig. Flere begyndte at starte deres egne butikker, og konkurrencen indhentede hende. Derefter begyndte hun at arbejde som en slags naturlæge. Hun tog aldrig betaling for sine tjenester, men der kom meget velhavende folk til hende fra hele Sjælland. Vi besøgte hende ofte, så længe hun levede. Hun levede meget spartansk, gik i tøj, der havde set bedre dage, og spiste yderst beskedent. Vi havde altid mad med til hende, men hun nægtede at tage imod det. Hun sagde, at vi ikke skulle forkæle hende, og at hun havde vænnet sig til sin livsstil.
Da hun gik bort, arvede min mand hendes hus. Da vi kom for at ordne arven, fandt vi masser af madvarer i hendes viktualierum, men alt var for gammelt. Det viste sig, at taknemmelige klienter havde givet hende det, men hun havde aldrig spist det. Den største overraskelse ventede os dog, da vi åbnede hendes skabe. Der lå bunker af dyre varer fra 1990erne et helt museum af sjældenheder. Alt var opbevaret i ufattelige mængder. Hvorfor valgte hun at holde på sine penge i ting, som med tiden tabte deres værdi? Jeg forstår stadig ikke den kvinde
Men når jeg tænker tilbage, indser jeg, at farmors måde at leve på var hendes egen måde at finde tryghed i verden. Hun lærte os, at velstand ikke nødvendigvis handler om at bruge, samle eller vise frem men om at finde fred med det, man har. Måske er den største rigdom evnen til at klare sig med lidt, og at værdsætte det liv, vi har fået.