Min mand havde en mormor, som han tilbragte hver sommer hos. Det generede hende aldrig. Dengang havde hun sin egen lille virksomhed hun klarede alting selv og solgte lægeurter til apotekerne. Min mand ved ikke, hvordan hun bar sig ad, men han husker, at hun tjente overraskende mange penge efter datidens forhold. Hun var en kvinde med en ganske særlig personlighed. Hun elskede min mand, sparede aldrig på maden, men ville ikke give ham penge til små fornøjelser. Alle troede, at hun gemte sammen til et eller andet.
Hjemme hos hende stod der store skabe med masser af rum og alt var låst af. Som dreng var min mand ofte nysgerrig efter, hvad der gemte sig i skabene, men mormoren sagde altid, at det hele var til hendes arbejde.
Så kom forandringen tiderne skiftede, og iværksætteriet blev mere udbredt, men konkurrencen overhalede hende indenom. Hun begyndte så at arbejde som helbreder. Hun tog ikke imod penge for sine tjenester, men der kom rige folk til hende. Da vi besøgte hende i hendes senere år, levede hun meget spartansk. Hun gik i gamle, slidte klæder og spiste simpel mad. Vi havde altid mad med til hende, men hun nægtede pænt at tage imod. Hun sagde, vi ikke skulle forkæle hende hun var vant til det liv.
Da hun døde, arvede min mand hendes hus. Da vi kom for at ordne arvesagen, fandt vi spisekammeret fyldt til randen med madvarer alt sammen for gammelt. Det viste sig, at taknemmelige klienter havde bragt det til hende, men hun havde ikke rørt det. Det største chok kom, da vi åbnede hendes skabe der var bunker af dyre sager fra halvfemserne, nærmest et museum af sjældenheder. Alting fandtes i enorme mængder. Hvorfor holdt hun formuen bundet i ting, der kun tabte værdi? Jeg forstår virkelig ikke Ingrid…
Min mands stakkels farmor testamenterede sit hus til ham – da vi åbnede hendes skabe, kunne vi ikke tro vores egne øjne.