Åh, den her bedstemor – giftede sig igen og gjorde børnene kede af det! Som altid kom Alla til sin…

Åh, den evige farmor, giftede sig og fornærmede børnene!
Hver weekend kommer Alma, som altid, hjem til sin mor. Moderen er 78 år og har boet alene i mange år.
På et par dage når datteren at gøre rent, vaske tøj der er hverken vaskemaskine eller rindende vand i huset. Om sommeren passer hun også grøntsagerne i haven.
Ville du ikke flytte hjem til mig? Det ville være nemmere for dig, du får aldrig ro, min stakkels pige, siger moderen.
Mor, jeg har jo mit arbejde, min datter og mine børnebørn derhjemme, sukker Alma.
Steffen er vendt tilbage. Han fjernede brædderne fra vinduerne i huset. Huset stod tomt næsten fem år efter Vasilias død. Han siger, han har rejst rundt i verden, men nu vil han slå sig ned her og blive gammel. Han spurgte efter dig, kommer nok forbi, fortæller moderen.
Steffen, Steff… han var hendes skolekærlighed. Hun var vild med ham, men han bemærkede hende knap. I gymnasiets sidste klasse lavede Alma en desperat handling: hun lod en spand falde i brønden og løb hen til Steff for at bede ham fiske den op. Ellers ville hendes mor blive vred.
Steff tog en stang og gik med. Han kæmpede ved den iskolde brønd i en halv time, men fik spanden op.
Tror du på landsbyens gamle overtro? grinede han farvel.
Den, der fisker spanden op, bliver din skæbne, lød det blandt landsbyens piger.
Steff havde ret. Skæbnen virkede ikke.
Han flyttede til København, tog universitetet og rejste land og rige rundt. Giftede sig og blev skilt… og nu er han tilbage.
Alma tog efter gymnasiet på økonomisk teknisk skole i Odense, ikke langt fra landsbyen. Hun arbejder stadig som bogholder. Blev gift, og fik en datter, Violetta. For otte år siden blev Alma enke.
Steffen kom om aftenen. Han var ældre, selvfølgelig, gråhåret og træt.
Du er stadig smuk, sagde han og krammede Alma.
Sikke noget sludder, du kan også lyve nu. Jeg er godt over halvtreds, ligesom dig, svarede Alma.
Senere sad de i lysthuset, drak lidt hjemmelavet snaps med rønnebær og snakkede længe.
Steffen fortalte, at han skiltes ordentligt fra begge sine ekskoner. Han havde aldrig fornærmet nogen af dem; hver hustru fik lejligheden og fælles ejendele.
Han har en voksen søn fra første ægteskab. Sønnen og hans mor flyttede til Tyskland for at bo der permanent. Hans kone var fra de tyske efterkommere, som blev sendt til Sibirien under krigen.
Den anden kone ville selv skilles, hun forelskede sig i en yngre mand. Steffen forsøgte ikke at stoppe hende. De havde ikke børn.
Steffen er gået på pension efter mange års arbejde med byggeri i det nordlige Danmark. Han planlægger at samle en gruppe lokale mænd og starte firma med opførelse af huse, sommerhuse, tilbygninger og renoveringer der er efterspørgsel, og han har startkapitalen.
Nok om mig, hvordan går det med dig? Hørte du er alene nu, spørger Steffen.
Pludselig åbner Alma op for alt. Det var tydeligvis tid, og måske hjalp snapsen til det.
Jeg er ikke alene, Steff. Min familie er stor. Jeg lever nærmest som husholderske i mit eget hjem, begynder Alma.
Min datter valgte ikke videre uddannelse efter gymnasiet. Hun blev gift straks. Svigersønnen flyttede ind. Vi har en treværelses lejlighed plads nok til alle. Vi fik lille barnebarn, Ditte.
Og sådan blev alle huslige pligter mine. Datteren har depression og lille barn.
Min mand (han var guld værd) støttede mig altid. Han klagede aldrig over helbredet, men én morgen vågnede han bare ikke. Det var et stort chok for mig. Men jeg havde ikke engang tid til at sørge.
Jeg arbejdede og tog mig af hjemmet udgifterne steg. Svigersønnen tjener lidt. Alle mine penge går til husholdningen. Jeg håbede, at barnebarnet ville vokse op, datteren ville sende Ditte i børnehave og begynde at arbejde, så jeg fik det lettere men… Da Ditte var fire, fik datteren endnu en pige, Mille.
Den ældste går nu i skole. Mille er fem. Datteren er stadig hjemme.
Om morgenen laver jeg morgenmad til svigersønnen og børnene, gør Ditte klar til skole, Mille bliver hjemme med sin mor. Eller, rettere sagt, hun leger roligt alene eller ser tegnefilm på tv. Hun er en stille pige, og moderen sover til middag.
Jeg følger Ditte i skole og går på arbejde. Om aftenen laver jeg mad til næste dag, hjælper børnebørnene, vasker tøj og rydder op.
Jeg har prøvet at sige til min datter, at jeg ikke er nogen ung kvinde længere, hun må tage ansvar i hjemmet. Det nytter ikke. Hun er udmattet af børnene.
Svigersønnen er tilfreds; svigermor arbejder, pengene rækker, og han behøver ikke gøre noget. Vi har vores egne grøntsager fra landet.
Han ville gerne hjælpe i haven, men han hintede, at jeg burde give ham penge til en bil. De ved, jeg har opsparing, men jeg tør ikke give det sidste væk. Desuden er opsparingen ikke nok til en bil.
Jeg er træt og ved, jeg selv er skyld i det. Jeg opdragede en doven og skamløs datter. Jeg ved det, men jeg kan ikke bryde ud af cirklen.
Ja… Det er en historie. Lad nu være med at være ked af det, Alma, vi finder på noget. Kom, det er snart daggry, sagde Steffen og tog afsted.
Om søndagen kørte han Alma ind til byen i bilen. Hun glædede sig over alt det proviant, hun kunne tage med fra landsbyen. Steffen hjalp med at bære sække og poser op i lejligheden.
Da han tog afsted, spurgte datteren, Hvor har du fundet den gamle mand?
Alma forklarede, at det var en gammel klassekammerat, og begyndte at pakke grøntsager ud.
To uger senere kom den tidligere klassekammerat til lejligheden omkring middag, og begyndte at bære ting ud, som Alma havde pakket på forhånd. Den søvnige datter og svigersøn så forundret ud:
Hvad foregår der? Hvad er det, du laver? spurgte de.
Jeg flytter. Jeg skal giftes. Jeg flytter til landsbyen, og skal leve livet med Steffen, svarede Alma.
Er du blevet helt forvirret på dine gamle dage? Gift! Brud uden adresse! Og har du lavet middag, din mærkelige dame? Dine børnebørn er snart sultne, rasede den forbløffede datter.
Nu får du selv lov at servere for dine børn og mand. Jeg har viet ti år til jer, nu vil jeg gerne leve lidt for mig selv. Du må altså selv tage lidt ansvar, kære Violetta, svarede Alma.
Forræder! Jeg forbyder dig at se dine børnebørn! skreg Violetta.
Jeg havde nu ikke planer om at besøge dem den nærmeste tid; jeg får travlt. Jeg har set dem langt mere end dig gennem årene, og Alma gik.
I bilen brød hun sammen i gråd.
Det havde nok været bedst at sige det på forhånd, sagde hun til Steffen.
Du ville have hørt det samme, bare endnu mere udførligt. Der ville være sagt flere hårde ord. Nogle gange må man rive plasteret af ellers ville de blive ved at tynge dig. Det ville ikke have været anderledes, svarede Steffen.
Alma skabte hygge i Steffens hus. Han lavede et varmt toilet og installerede brusekabine til hende. Vand skal dog hentes og fyldes på tanken, septiktanken tømmes to gange om måneden men det er småting.
Alma blev tilbudt job som skoleserviceleder. Hun sagde ja. Lønnen er mindre, men roen større. Steffen driver sit byggehold. Der er altid et arbejde at tage. De er lykkelige og lever hyggeligt sammen.
En måned efter kom svigersønnen og børnebørnene på weekend. Ditte fortalte farmor, at hendes mor og far ofte skændes. Far laver nu selv suppe, men det er det eneste, han kan. Mor vil arbejde, men ved endnu ikke hvor.
Om søndagen ville svigersønnen lade Mille bo hos farmor i landsbyen, men Alma sagde nej Jeg arbejder, Steffen også. Børn skal være hos deres forældre. De må gerne besøge, men I skal selv tage jer af dem. I fødte dem for jeres egen skyld, ikke for min.
De blev fornærmede, men ugen efter var børnebørnene igen hjemme hos farmor.
Vi er bare på weekend, forklarede svigersønnen, og blev selv også, for han savnede Almas mad.
Sådan gik det til.
Nogen vil sige, at moderen var hård mod sin datter.
Andre mener, det var retfærdigt.
Der er lige så mange meninger, som der er mennesker.