Tror du, jeg er alene? Nej da, jeg har en stor familie!
Signe havde i flere år boet alene i et lille hus i udkanten af en landsby på Fyn. Når snakken i Brugsen faldt på hendes ensomme tilværelse, kunne hun ikke lade være med at le:
Tror du, jeg er alene? Nej da, jeg har en hel flok, jeg kalder min familie!
Landsbyens koner nikkede og smilede, men bag Signes ryg skævede de til hinanden og snurrede en finger ved tindingen, som om hun da havde sin helt egen slags familie for hun havde jo hverken mand eller børn, hun boede jo kun med sine dyr
Dyrene, ja dem kaldte Signe for sin familie. Hun var ligeglad med, hvad folk i landsbyen mente. Ifølge dem skulle man da kun have dyr, hvis det var til gavn køer, høns eller måske en enkelt hund til at passe på gården, og katte kun for at fange mus.
Men Signe havde hele fem katte og fire hunde. Sørme om ikke de fik lov at bo inde i huset og ikke bare var henvist til gårdspladsen. Det mente naboerne ellers, var det eneste rigtige.
Bag hendes ryg snakkede folk sammen, fordi de vidste det nytter ikke at forklare den tossede Signe noget. Hun griner bare:
Nej, det er rigeligt, de har set til den kolde, danske vinter. Vi har det dejligt lunt allesammen indendørs!
For fem år siden havde Signe mistet både sin mand og sin søn på én dag. De var på vej hjem fra fisketur, da en varevogn kørte dem ned på landevejen.
Da hun efter noget tid kom til sig selv, indså Signe, at hun ikke kunne blive boende i lejligheden i Odense, hvor alt mindede hende om sine elskede. Hun orkede heller ikke at handle i de samme butikker eller se de samme gadelygter, som de havde gjort sammen. Og så alle de medfølende blikke fra naboerne
Halvt år senere solgte Signe sin lejlighed og flyttede med katten Misse til et lille hus udenfor Faaborg. Om sommeren arbejdede hun i haven, og da vinteren kom, fik hun job på den lokale skolekantine i Svendborg.
Sine dyr samlede hun op hist og her en lå sulten på banegården, en anden stak snuden ind på skolen for at tigge mad.
Hun var énlig, men hus og hjerte blev aldrig tomt hendes familie voksede, alle sårbare sjæle, som ligesom hende fandt varme på steder, de ikke havde forventet. Signes gode hjerte helede dem, og de svarede med trofast kærlighed.
Alle blev der plads og kærlighed til selv om det ikke altid var let at få økonomien til at hænge sammen. Hun forsøgte at love sig selv, at hun ikke skulle have flere.
I marts, da vinteren pludseligt bed sig fast efter nogle lune martsdage, skyndte Signe sig til syvtoget det sidste tog ud til landsbyen. Hun havde været forbi Kvickly efter mad og fyldte begge arme med tunge poser, inklusive lidt hundemad og rester fra kantinen.
Signe forsøgte ihærdigt at holde øjnene på stien og ikke lade sig friste, mens hun tænkte på dem derhjemme, der ventede på hende.
Men på vej mod stoppestedet fik hun øje på en hund under et busstoppested. Den så lige på hende med et tomt, opgivende blik og var næsten helt dækket af sne.
Folk skyndte sig forbi, vant ind i halstørklæder og hættetrøjer. Så mange forbipasserende så ingen virkelig den stakkels hund?
Signes hjerte snørede sig sammen, og hun glemte straks både tog og sine egne løfter. Hun gik direkte hen til hunden, satte poserne og rakte hånden frem. Hunden blinkede langsomt.
Tak Gud, du er i live, sagde hun lavmælt. Kom nu, lille ven. Kom hjem med mig
Hunden gjorde ikke modstand, men havde heller ikke kræfter til at rejse sig, da Signe forsigtigt trak hende frem. Hunden var nærmest ligeglad hun var klar til at opgive livet.
Senere kunne Signe knap huske, hvordan hun klarede at bære både poser og hund hele vejen til ventebygningen på stationen.
Der ovre i det fjerneste hjørne begyndte hun at gnide liv i hunden og forsigtigt varme dens kolde poter i sine hænder.
Sådan, skat. Kom nu til dig selv. Du bliver min hund nummer fem, så er vi i det mindste lige mange, mumlede Signe.
Hun trak en frikadelle op af tasken og tilbød hunden, der i første omgang nægtede, men efter lidt varme ombestemte sig. Langsomt blev blikket klarere, næsen bevægede sig, og hun spiste.
En time senere stod Signe og hunden og tomlede ved landevejen toget var jo kørt for længst. Med sit bælte lavede Signe en midlertidig snor, selvom hun næppe havde behøvet den nyfundne ven, som hun straks navngav Tilde, klamrede sig op ad hendes ben.
Efter ti minutter standsede en bil, og de kunne heldigvis komme ind i varmen.
Tak, af hjertet tak! Jeg skal nok holde hunden på skødet, hun sviner ikke, udbrød Signe.
Bare sæt hende på sædet, sagde chaufføren, det går nok. Hun er jo ikke lille, den hund.
Men Tilde lagde sig helt tæt op ad Signe og lå trygt på hendes skød.
Vi fryser mindre sådan her, forklarede Signe smilende.
Manden nikkede blot, kiggede kort på bæltet om hundens hals, og skruede op for varmen. De kørte i tavshed. Signe sad og strøg Tilde, mens sneen føg mod forruden, oplyst af bilens lygter.
Chaufføren så i smug på Signes fredelige, smilende profil, da hun sad med den reddede hund i armene. Han kunne godt regne ud, hvordan de havde fundet hinanden. Signe så både træt og glad ud.
Han kørte dem helt til huset og hjalp hende med poserne. Sneen nåede helt op over støvlerne, og han måtte skubbe gårdlågen hårdt op. I det samme bristede de gamle hængsler, og lågen faldt omkuld.
Bare rolig, sagde Signe træt, den har længe trængt til et lille eftersyn.
Inde fra huset lød en hel koncert af miaven og glade hundebjæf. Signe åbnede hurtigt døren, og hele hendes firbenede familie strømmede ud.
Nå, savnede I mig? Så, nu er jeg hjemme hvor skulle jeg ellers tage hen? Og se lige her, vi har fået nyt familiemedlem!
Tilde stod forsigtigt bag Signes ben. De fire hunde logrede og duftede undersøgende til poserne, som chaufføren stadig holdt.
Kom indenfor, hvis du tør, sagde Signe med et smil. Du må gerne få en kop te, men det kræver, du kan holde til en livlig flok.
Manden satte poserne ind i bryggerset, men blev i døren:
Det er sent, jeg må hjem. Men giv familien lidt mad, de har ventet på dig
Næste formiddag bankede det pludseligt udenfor. Signe trak jakken over skuldrene og gik ud der stod manden fra i går, i færd med at sætte nye hængsler på lågen. Han havde værktøj og beslag med i en taske.
Goddag, sagde han med et smil. Det var mig, der væltede lågen i går. Jeg hedder Morten og du er?
Signe.
Alle hunde og katte stimlede sammen om gæsten. Han nussede dem, anbragt på hug.
Gå du bare ind, Signe, så du ikke fryser. Jeg bliver snart færdig, og så siger jeg ikke nej til en kop kaffe. Jeg har kage med i bilen og et par lækkerier til din store familie.
Følg endelig med på siden, hvis du vil høre mere! Skriv dine tanker i kommentarfeltet og giv et like, hvis din dag blev lidt varmere.
