Okay, hør lige her, for jeg skal altså fortælle dig om Karen og hvordan hendes liv tog en ret uventet drejning.
Karen havde ikke held i kærlighed, må jeg bare sige. Hun nåede de tredive uden at have fundet den store kærlighed, og til sidst tænkte hun, at nu måtte hun altså finde sig en mand. Det viste sig dog hurtigt, at Mads, som hun begyndte at se, allerede var gift det blev først afsløret, da hun allerede nåede at blive glad for ham. Men heller ikke da, sagde hun et ondt ord om det til Mads. Hun bebrejdede faktisk kun sig selv og sin svaghed for ham. Én ting var sikkert: hun følte sig mindre værd, fordi hun hverken havde fundet en kæreste eller mand i tide, og tiden gik jo bare.
Nu er det vigtigt at sige, at Karen egentlig var en sød pige. Måske ikke ligefrem sådan blændende smuk, men køn, lidt fyldig det fik hende nu bare til at se lidt ældre ud, synes jeg. Forholdet til Mads havde ikke rigtig nogen fremtid, og Karen var ærligt talt ikke interesseret i at blive ved med kun at være den anden kvinde, men hun kunne altså heller ikke slå op. Hun var skrækslagen for at ende alene.
Så sker det, at hendes fætter Jakob pludselig banker på døren en dag. Han er lige inde forbi København på et job, så han kigger spontant forbi hos Karen. De hygger sig over frokosten i køkkenet, sludrer om alt mellem himmel og jord. Karen tager mod til sig og fortæller ham sgu ærligt om hele affæren og selvfølgelig kniber hun også en tåre.
Midt i det hele banker det på døren, for Karens nabo, fru Hansen, vil gerne have hende over og se på nogle nye ting, hun har købt. Karen smutter, og i mellemtiden ringer det igen på døren. Jakob åbner og der står Mads. Allerede dér fornemmer Jakob godt, hvem han har med at gøre. Og det tog ikke mange sekunder, før Mads blev noget forfjamsket ved synet af en høj, bred mand i joggingbukser, der gumler på et rugbrødsmad med spegepølse.
– Øh, er Karen hjemme? spørger Mads nervøst.
– Hun er i bad, svarer Jakob hurtigt.
– Nå, men hvem er du så?
– Jeg? Jeg er hendes mand. Altså, sådan lidt på prøve, du ved mens han tager fat i Mads krave og siger: Hør her, hvis jeg ser dig her igen, så skal jeg nok hjælpe dig ned ad trapperne, okay?
Mads tøvede ikke længe, før han smuttede ned ad trappen med det samme.
Da Karen kom hjem, fortalte Jakob hende hele episoden.
– Hvad har du gjort? hulker hun, – nu kommer han jo aldrig tilbage!
Hun sætter sig på sofaen med hænderne for ansigtet.
– Men prøv lige at høre, hvor godt det er! Du fortjener sgu bedre end at ligge og vente på en gift mand, Karen. Faktisk kender jeg en rigtig sød fyr hjemme i min by ved Roskilde. Han er enkemænd kvinderne har nærmest stået i kø siden hans kone døde, men han har afslået dem én efter én. Nu skal du høre, jeg tager dig altså med derop snart, så kan du møde ham.
– Ej, det kan jeg da ikke, Jakob, siger Karen helt paf. Jeg aner jo ikke, hvem han er det føles forkert; tænk hvis folk finder ud af det!
Jakob grinede: – Forkert? Forkert er at rende med andres mand, ikke at møde en fri fyr! Ingen siger, du skal giftes, bare sig ja til min kones fødselsdag. Kom nu, Karen Lov det!
Et par dage efter sad Karen og Jakob så på toget mod Roskilde. Jakobs kone, Birgitte, havde dækket op ude i haven ved det lille røde hus. Alle naboerne, venner og bekendte kom forbi, også Jakobs gamle ven Henrik, som altså var netop ham enkemanden.
Folk fra kvarteret kendte selvfølgelig Karen fra Jakobs historier, men Henrik havde hun aldrig mødt før. Inden Karen tog hjem igen, nåede hun at bemærke, at Henrik var en stille mand, beskeden sikkert stadig landet i sorgen over konen, tænkte Karen. Ham er der nu ikke mange af mere hjertet på rette sted, funderede hun på vej hjem.
En uges tid gik, og så bankede det på Karens dør en lørdag. Hun åbnede og stod ansigt til ansigt med Henrik, som havde et lille net fra Torvehallerne med.
– Hej, Karen. Jeg tænkte, nu hvor vi jo har hilst, kunne jeg jo lige kigge forbi. Skulle alligevel på markedet herinde.
Karen inviterede ham ind til te, selvom hun stadig var lidt overrasket. Men man fornemmede nu hurtigt, det her ikke bare var et tilfældigt smut.
– Fik du da handlet hvad du skulle? spurgte Karen for at bryde isen.
– Ja, det hele ligger ude i bilen. Men det her er altså til dig.
Og så trak han en lille buket tulipaner op af posen, som han med et kejtet smil rakte frem.
Karen tog i mod, og et lille smil bredte sig i hendes ansigt. De drak te sammen i det lille køkken, snakkede om vejret og de skøre priser på Grønttorvet.
Da teen var drukket, rejste Henrik sig og begyndte langsomt at tage jakken på. Lige før han gik ud, vendte han sig nervøst om:
– Hvis jeg nu bare gik uden at sige det, ville jeg fortryde. Karen jeg har tænkt på dig hele ugen, det er ærligt talt. Jeg fik Jakobs adresse, så jeg kunne komme herud. Må jeg sige du? Er jeg dig imod?
Karen rødmede og kiggede genert ned.
– Vi har jo nærmest lige lært hinanden at kende hviskede hun.
– Men det vigtigste er jo, om jeg er dig ubehagelig, ik? Jeg vil bare være ærlig. Jeg har i øvrigt en lille datter, Emma på otte år. Hun er hos mormor i dag.
Henrik var noget nervøs, hans hænder rystede lidt.
– En datter? Det er da skønt, Karen sukkede næsten drømmende. Jeg har altid ønsket mig en pige
Henrik tog hende i hænderne, og de endte med et blidt kys. Karen fik tårer i øjnene.
– Jeg er ikke modbydelig for dig? hviskede Henrik.
– Nej, tværtimod. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle føle sådan. Det føles bare rigtigt nu. Ingen løgne, ingen skyld.
Siden mødte de hinanden hver weekend. Efter et par måneder flyttede Karen ud til Henrik i Roskilde, og de blev gift på rådhuset. Karen fik job i byens børnehave, og året efter fik de en datter sammen. Sådan voksede der to piger op i deres hjem begge lige meget elsket. Alt, hvad der skulle bruges af omsorg, var der nok af. Henrik og Karen blev bare smukkere sammen med årene, og deres kærlighed blev stærkere, som et godt årgangsvin.
Ved enhver familiefest blinkede Jakob altid kækt til Karen:
– Hva så, Karen, hvor har jeg lige fundet den rette mand til dig, hva? Du blomstrer jo for hver dag, jeg ser dig! Du ved, du skal altid lytte til din fætter.
