I en lille landsby ved navn Skovby afholdes der i dag et bryllup, som får hele bygden til at stå på hovedet. Anders Nielsen, den første mand i området, en mekaniker med hænder af guld, gifter sig med Katrine, som er som en maksblomst lys, stemningsfuld, med en latter som en lille klokke. De er som taget ud af et maleri. Anders forældre har bygget et hus til dem, hevet et nyt hegn og pyntet porten med bånd. Festen strækker sig over tre dage, musik fylder gaden, duften af grillmad og søde kager breder sig, og folk råber Skål! i kor.
Jeg er dog ikke på brylluppet i dag. Jeg sidder i min lille lægeklinik, og overfor mig ligger Ane, en stille og næsten usynlig pige, hvis øjne er som dybe skovsøer, fulde af en århundredelang sorg, der gør det smertefuldt at se på dem. Hun sidder rank på en lænestol, hænderne samlet i knæene så knoglerne bliver hvide. Hun har sin fineste kjole på, en blød satinkjole med lille blåblomstermønster, gammel men skinnende, og et blåt bånd i håret. Hun skulle også til et bryglup sit eget, med Anders.
Anders og Ane har kendt hinanden siden de gik i første klasse, delt en bænk, han bar hendes taske og beskyttede hende mod drenge, hun gav ham kager og løste matematikopgaver med ham. Hele Skovby ved, at Anders og Ane er som himmel og jord, som sol og måne, altid sammen. Efter sin tjeneste i forsvaret løber Anders først til hende, de ansøger, får en dato, den samme dag som Katrine og Anders fejrer deres bryllup.
Senere vender Katrine tilbage fra byen for at besøge landsbyen, og Anders bliver forvirret. Hvorfor har hun fanget ham? Han begynder at undgå Ane, gemmer sine blikke. En aften, da det allerede er mørkt, står han ved Anes lille port, ryster, fingrer i sin hat, og trækker en tøvende undskyldning frem: Undskyld, Ane. Jeg elsker dig ikke. Jeg elsker Katrine. Jeg vil gifte mig med hende. Så vender han om og går, mens Ane står alene ved porten, vinden kærtegner hendes tørklæde, men hun mærker intet.
Jeg ser på Ane, mens musikken trommer udenfor, latteren flyder. Mit hjerte banker som en tromme, men hun græder ikke. Det er værre end tårer en sten, der sidder fast i hendes bryst, brænder fra indenfor.
Ane, siger jeg blidt, vil du have vand eller et par dråber valerian? Hun løfter sine sølvblå øjne, men ser tomhed, som en brændt steppe. Nej, fru Jensen, svarer hun med en stemme som tørrede blade, jeg er ikke her for medicin. Jeg vil bare sidde. Hjemmets vægge trykker. Min mor græder, men for mig betyder det ingenting. Hun forbliver tavs, og jeg sidder ved siden af hende i stilhed. Der er ingen ord, der kan lappe den revne sjæl, kun tid, som kun dæmper smerten en smule.
Vi sidder og venter, måske en time, måske to. Udenfor bliver det mørkt, musikken stilner, kun min gamle vægur tikker, og vinden hyler gennem skorstenen. Pludselig ryster Ane hele kroppen som om kulden rammer hende, og hun siger, mens hun stirrer på et punkt: Jeg virkede hans bryllupskjole. Jeg syede den med korssting ved kraven, troede den ville beskytte ham. Hendes hånd glider i luften, som om hun retter et usynligt krave, og en enkelt, tung tåre løber langs hendes kind, som smeltet tin, falder i hendes bøjede arme. I det øjeblik synes tiden at stå stille, hele Skovby holder vejret med den tåre.
To år går. Sne bliver til mudder, mudder til støv, støv til ny sne. Livet i Skovby flyder videre. Anders og Katrine lever tilsyneladende godt, har købt en bil og et fuldendt hjem, men Katrines latter er ikke længere den klare klokke, den er skarp som knust glas. Anders går som om han er i vand, hans ansigt er mørkt, øjnene triste. Han tilbringer stadig flere aftener i garagen med sine venner, men nu med en grim tone: Katrine kritiserer mig hele dagen, for pengene, for opmærksomheden, for naboen. Deres kærlighed er som en forårsflod, der kommer med styrke, river alt med, men så hurtigt forsvinder den, efterlader kun affald og mudder.
Ane lever stille. Hun arbejder på postkontoret, hjælper sin mor med husholdningen, har trukket sig ind i sin egen skal som en snegl i sit hus. Hun ser ikke på drenge, går ikke i klubber, smiler kun sjældent, og i hendes øjne er den samme dybe skovsø, uforandret. Jeg følger hende på afstand, mit hjerte strammer, jeg tror hun vil forfalde.
En regntung efterårsaften, da vinden river de sidste gyldne birkeblade, knirker porten til min klinik. Anders står i døråbningen, gennemblødt, mudret, hans hånd hænger mærkeligt. Frk. Jensen, siger han med rystende læber, jeg har brækket min arm. Jeg fører ham ind, fjerner hans sår, påfører en skinne, mens han kun grimmer og ser ud med desperation. Det er mig selv, der gjorde det, sukker han. Jeg har skændtes med Katrine. Hun er flygtet til byen, til sin mor. Hun sagde, hun aldrig vender tilbage. Tårerne strømmer ned ad hans uskårne kinder, som en kraftig dreng, men nu som en skrøbelig voksen. Han taler om sin smerte, om Katrines smukke men krævende natur, om at han har kastet væk det dyrebareste, han havde.
Jeg giver ham et glas vand med en smule medicin, sidder ved hans side og lytter. Jeg tænker på, hvordan livet vender rundt, at man nogle gange må miste alt for at forstå, hvad der virkelig betyder noget.
Næste dag ryder rygtet i Skovby: Anders skal skilles. En uge senere står han foran Anes hus, men i stedet for at smutte ved porten, som han gjorde den frygtelige aften, går han direkte ind på verandaen, tager sin hat af i den isnende regn og står stille og ser på hendes vinduer. Han bliver der i en time, to, gennemblødt til benet. Ane åbner døren med sit gamle tørklæde på hovedet, træder ud, hans knæ falder i mudderet, han griber hendes hænder og klemmer dem mod sit ansigt. Undskyld, hvisker han. Jeg ved ikke, hvad de sagde, men jeg ser, at hendes øjne ikke længere bærer den brændte steppe, men igen spejler skovsøerne, og der er et lille, forsigtigt lys som første forårsblomst.
De holder ikke længere bryllup, de lever bare. Anders flytter ind i Anes lille hus, reparerer tag, lappe hegn, flytter brændeovn. Arbejdet bliver hans måde at gøre bod på. Ane tørrer ud som en blomst, der endelig får vand. Hendes smil bliver så lyst og varmt, at man også vil smile.
En sommer, midt i en tæt høst af hø, hvor luften er sød af friskklippet græs og vilde blomster, går jeg forbi deres hus. Porten står åben, de sidder på den gamle træbænk på verandaen. Anders, stærk og rolig, holder Ane om skuldrene, hun læner sig mod ham, synger lavt, mens hun rører i en skål med solvarme jordbær. Ved deres fødder, på de varme brædder, ligger en lille flettet kurv med deres lille barn, Særen. Solen går ned over floden, maler himlen i akvarelfarver. En ko brøler i det fjerne, en hund gøer, men her på verandaen hersker stilhed og fred, som om tiden er stået stille. Jeg ser på dem og smiler gennem tårerne dette er nye tårer, lyse og varme.
