Omsorgsfuld bedstemor
Dagbog, marts:
Grethe Madsen, energisk og bestemt kvinde lidt over 60, sagde pludselig til sin barnebarn:
Signe! Jeg har ventet længe, men nu er min tålmodighed ved at slippe op. Vil du ikke nok lade mig dø i fred?
Min slanke, mørkhårede Signe kunsthistoriker blev overrasket over det besynderlige spørgsmål.
Hvornår bliver du gift, Signe? Så kan jeg dø med ro i sjælen! Du er næsten 27, fortsatte bedstemor. Hvorfor tror du, jeg tog hele sommeren ud i kolonihaven hos den gamle tosse fru Rasmussen og lyttede til hendes brok over hæmorider tyve gange om dagen? For at du kunne få styr på dit privatliv. Men du har jo ikke mødt nogen!
Bedstemor, hvordan og hvor skulle jeg møde nogen? Arbejdet, spansk, afhandling Og på mit museum er der kun én single mand, Arne Poulsen, ham har du jo set.
Ja, Arne Poulsen det er som at vælge mellem pest eller kolera, sukkede bedstemor.
Næste dag ringede hun til fru Rasmussen og fandt ud af, at Rasmussen-barnet havde mødt sin kommende mand i en natklub.
Men Signe går jo ikke i natklubber, så Grethe måtte selv tage sagen i egne hænder og undersøge, om der var potentielle svigersønner; eller finde andre steder, hvor de kunne være.
Grethe fandt ud af, at kvinder kom gratis ind på natklubben fra kl. 21 til 24 og tog derfor afsted næste aften, efter at have sagt til Signe, hun gik en aftentur.
Da vagten ville kommentere hendes alder, nedsablede hun ham verbalt, og med hans hjælp satte hun sig på en høj skammel ved baren. Hun kiggede strengt rundt. Stemningen blev straks nervøs som til forældremøde når inspektøren har grebet syvendeklassens børn i at drikke øl på sportpladsen.
Hvordan har De det her? Kan De lide det? spurgte bartenderen forsigtigt og gav hende en stor drink. Ikke-alkoholisk cocktail, fra huset.
Nej. Fuldstændig håbløst, afgjorde Grethe. Der er ikke noget for en ordentlig pige her. For resten, det går nok, hvis I lige hælder lidt cognac i. Og ham den rødhårede dér har han problemer med hoften eller danser man sådan nu?
Frem til nytår besøgte Grethe rockkoncert, ildshow, en trist visesanger, et ekstremt cykelløb, bridge-turnering, og i total desperation et seminar for unge digtere. Digterne tog livet af hende. Det var ikke engang værd at smide snøren ud tænk hvis man fik bid.
Ja, Signe, jeg forstår dig. Dengang jeg valgte mellem din farfar og et dusin andre, var de alle lige gode. Selv den gamle tosse Rasmussen havde valgmuligheder hun stirrede dog hele livet kun på din farfar. Men nutidens unge mænd, Signe, er forbløffende blevet små der er ingen at hvile blikket på.
I marts, efter at have besøgt fru Rasmussen, besluttede Grethe at kigge forbi Signes arbejde. På vej til museet gled hun og faldt, heldigvis ikke på trappen. En militær løb hen og hjalp hende op. Støttende sig til den hjælpsomme mand undersøgte hun sig for brækkede lemmer, betragtede militæren og sagde:
Hr. major, jeg kan se, du er pansermand. Min afdøde mand var chef for et panserregiment. Sig mig, hr. major, har du en time fri?
Majoren troede, han skulle slæbe den gamle hjem, bandede over sin hjælpsomhed, men nikkede.
Perfekt. Sig mig, har du nogensinde været i dette historiske museum? Nej? Det burde du. Gå ind med det samme! Bed om en rundvisning med Signe Madsen. Hun er en vidunderlig guide, det lover jeg!
Majoren forstod selv ikke helt, hvorfor han lod sig trække ind på museet. Bedstemor havde hypnotiseret ham
***
For ikke så længe siden hviskede Grethe til sin sovende oldebarn, Mathias:
Du, mit lille solskin, min yndlings bjørn, skal snart i skole, din far afslutter officersskolen og din mor bliver endelig færdig med doktorgraden. Så kan jeg med fred i hjertet tage herfra. Men skal du vokse op alene, min spurv? Nej, du skal have en lillesøster! Når hun bliver født, og så starter hun også i skole, og Ja, så må vi se, hvad livet bringerMathias rørte på sig i søvne og smilede, som om han havde hørt sin oldemors hvisken. Grethe lænede sig tilbage i stolen og mærkede varmen fra natlampen på hendes hånd. Hun tænkte på alle de år, hun havde jaget lykken for sine børn, børnebørn og nu oldebørn og grinede stille for sig selv: Sådan er det at være bedstemor, evigt på jagt for de andre og aldrig for sig selv.
Da Grethe rejste sig for at slukke lyset, kom Signe snigende ind i værelset, hendes hår i en løs fletning og ansigtet afslappet, som om hun selv var blevet gammel nok til at forstå bedstemorens evige kærlighed og bekymring.
Bedstemor… Jeg tror, du får ret. Mathias får en lillesøster og jeg har endelig tid til at tage dig med til den bridge-turnering, du altid har talt om.
Grethe skævede til barnebarnet og blinkede. Omsorg kommer altid tilbage, Signe, som en boomerang.
Da de gik ned ad gangen sammen, passede Grethe på at støtte Signe, selvom Signe troede hun skulle støtte sin gamle bedstemor. For sådan er livet, tænkte Grethe man støtter, man bliver støttet, og man efterlader en lille guldtråd i alles dagbog.
Bag dem sov Mathias videre med det hemmelige smil, som kun børn, der er elsket, kan have.
