Forskellige mennesker
Helene voksede op som en besynderlig pige. Både Svend og Katrine forstod godt, at de selv havde skabt problemerne. Forkælede hende alt for meget. Men hvordan skulle de kunne lade være? Så smuk, så skrøbelig, og det havde krævet så meget at få hende. Katrine havde aldrig kunnet blive gravid. De prøvede alt. Alle læger i hele omegnen, ja, selv i København havde de været. Men alle rystede på hovedet og sagde, at alt var, som det skulle være.
Men hvis alt var i orden hvorfor så ingen baby? En ældre læge havde til sidst foreslået dem at opsøge folkemedicin. Det gjorde de så. Fandt en gammel kone i en landsby, som gav Katrine en stinkende urtetinktur. Drik nogle dråber hver dag, sagde hun. Katrine rynkede næsen, men hun var lydig. Og snart efter blev hun gravid. Deres lykke kendte ingen grænser. Svend jublede, så selv naboerne hørte det.
Graviditeten var så svær, at Svend flere gange frygtede, at Katrine ikke ville kunne gennemføre. Hun kastede op hele tiden, kunne hverken spise eller tåle dufte, hævede op i både ben og arme, så de nærmest lignede træstammer. Hun sov dårligt, næsten ikke. Hun forlod sjældent huset. Da veerne kom, åndede Svend lettet op, men problemerne begyndte først der. Fødsel var lang og pinefuld efter over ti timers kamp besluttede lægerne at lave kejsersnit. Pigen blev født lille og medtaget, og Katrine mistede meget blod, lå to døgn på grænsen mellem liv og død. Men det gik. Katrine kom sig, og efter næsten en måned med Helene på børnehospitalet kunne de endelig vende hjem. Svend savnede sin kone så frygteligt, han længtes efter at holde Helene i sine arme endelig havde de deres lille familie.
Nu ville lykken folde sig ud. Nu var de for alvor en familie, alt var, som Svend havde drømt.
Da Helene blev fem år, kom Svend hjem og satte sig foran sin kone:
Katrine, vi skal bygge et hus. Hvordan skal vi fortsætte i den lille lejlighed? Helene er måske lille nu, men hun vokser til. Hun skal da have sit eget værelse.
Katrine havde altid bakket ham op, men denne gang blev hun stille. Hvor skulle pengene komme fra?
Jeg har tænkt over det, sagde Svend. Vi behøver ikke bygge det hele på én gang. Hvis vi tager det roligt, går det. Et hjem, plads det er det bedste, vi kan give vores familie.
Men drømmen gik i opløsning. Halvandet år efter blev Helene alvorligt syg. Først en almindelig forkølelse, så mellemørebetændelse, så endnu værre. Katrine og Helene flyttede nærmest ind på hospitaler. Familien sank i gæld, men de fik pigen på benene det tog tre år med behandling.
Svend nævnte aldrig mere huset. Nu handlede alt om at blive gældfri. Katrine mærkede dog, at huset endnu spøgte i Svends tanker.
Helene blev mere og mere selvstændig, og Katrine valgte at tage arbejde på fabrikken. Her var lønnen bedre, hvis de begge sled, kunne Svend måske senere realisere sin gamle drøm.
De var først gældfri, da Helene fyldte fjorten. Men datterens behov voksede kun med årene. Ny kjole, ny vinterfrakke, ligesom de andre piger. Studenterfesten stod for døren, Katrine og Svend sparede op. De tænkte: Når Helene flytter for at læse, så kan vi begynde. Men spunken ville ikke gå væk. Helene kom ind på universitetet, flyttede til Aarhus for at studere. Forældrene var stolte. Svend nåede at få rejst vægge på huset efter to år der var kun plader i vinduer og døre, men det lignede nu et hjem.
En søndag netop som de kom hjem fra huset, trætte men lykkelige over netop at have sat vinduer i, lød døren og udenfor stod Helene. Med kæmpemave. Bag hende tøffede en langhåret ung fyr nervøst. Helene, hvad sker der? sagde Katrine og stirrede på maven.
Ej, mor. Der ligger bare vores barn. Sig hej til Rasmus, han flytter ind nu, og vi skal giftes.
Rasmus nikkede og tyggegummiet duftede tyggeriet. Katrine mærkede Svend bag sig. De satte sig om bordet. Svend spurgte først:
Helene, hvorfor har du intet sagt?
Ville I bare moralisere.
Hvad så med dit studie?
Ork, jeg skal nok klare mig. Rasmus droppede også ud han lever jo.
Svend spurgte:
Hvad skal I så leve af, når ingen af jer arbejder?
Jamen, jeg regner da med, at jeg har nogle forældre svarede Helene, som om det var indlysende.
Svend gik i køkkenet, bedre at sige eller tie end at slynge grimme ord ud.
Næste morgen sagde Svend:
Katrine, vi flytter i huset, laver ét værelse, og så får de lejligheden som bryllupsgave.
Katrine ønskede ikke noget andet end at hjælpe. De tog kun det allernødvendigste med sig. Da flyttelæsset kørte, sagde Svend:
Så Helene, nu er det din lejlighed. Vær en god værtinde.
I huset havde de intet, men Katrine tabte ikke modet. Hun lavede mad, vaskede i balje, bar vand fra pumpen tre hundrede meter væk, hjalp Svend med cement og sten. Han prøvede at beskytte hende mod det hårdeste arbejde, men hun nægtede at lade ham slide alene.
Af og til dukkede Helene op for at låne penge. Selvfølgelig hjalp de. Svend blev dog træt. Han spurgte hende, hvorfor Rasmus aldrig arbejdede.
Der er ikke job, papa! Han har ikke fundet det rigtige endnu
Hvordan forventer I at forsørge jeres familie da? Du må da tage ansvar, Rasmus! Men Rasmus smilede blot undvigende.
Da de kørte hjem, gav Katrine for sidste gang Helene nogle sedler i hånden. Svend lod, som han ingenting så.
Efter en uge fik Rasmus et job på et kontor mere “bring her og der” end rigtig løn, men han virkede tilfreds. Katrine og Svend åndede lettet op: hellere sådan end ingenting.
Når de sad i haven om aftenen med te, betragtede de tit nabodrengen Anders på ti. Han boede i et gammelt hus bag æbletræerne med sin bedstemor, fru Pedersen. En dag inviterede Svend Anders til te og kage. Drengen sagde, at han boede hos bedstemor, for forældrene var døde, og hun var svag og syg. Han ville gerne hjælpe. Svend sagde selvfølgelig ja.
Næste dag stod Anders parat, ivrig for at tage fat. Han lærte hurtigt. Katrine opsøgte fru Pedersen for at spørge, om det var i orden. Fru Pedersen lo:
Hjælp er da kun godt! Lærer han noget fornuftigt og bruger hænderne med en rar mand som din Svend.
Ja, han er en god mand, sagde Katrine. Hun havde altid ønsket, at deres datter fik én som ham.
Om aftenen bød Katrine fru Pedersen på te i haven. De blev de bedste venner.
Næste dag fødte Helene sit barn. Katrine og Svend tog straks til fødegangen, medbringende sutsko og lækkerier. Selv Rasmus havde taget blomster med. Hjemme blev der skålet, og naboerne kom også.
Helene og Rasmus fik igen snart gæster Rasmus’ søster flyttede ind med sit barn, efter at hendes mand havde smidt hende ud. Nu var der kaos i lejligheden, men Helene klagede ikke, og forældrene blandede sig ikke.
Anders blev mere end en søn for Katrine og Svend. Svend tog ham endda til byen og købte tøj til skole. Fru Pedersen græd af taknemmelighed. Svend sagde:
Åh, hold nu op, Anders er jo som en søn for mig.
Vinteren kom. En aften forsvandt fru Pedersen stille, og Anders stod grædende i døren. Katrine sørgede for begravelsen, og Svend overtalte myndighederne til at lade Anders blive hos dem som plejebarn.
Da Helene blev voksen, hjalp forældrene hende stadig, men hun kom kun, når hun manglede noget. Svend og Anders passede på hinanden som far og søn, Katrine bar aldrig selv med tunge poser længere Anders takkede altid for at have et hjem.
Svend blev gammel; Katrine syg. Hun blev indlagt, og en dag kaldte lægen Svend ind:
Din kone har kræft, alt for fremskreden. Hold dig stærk. Hun har ikke længe igen.
Svend vidste ikke, hvad han skulle stille op. Han ringede til Helene:
Helene, din mor er alvorligt syg. Kræft.
Det er trist, men hvad kan jeg gøre? sagde Helene køligt.
Hun har ikke lang tid.
Ok, jeg kigger forbi.
Helene besøgte moren én gang. Da Katrine blev sendt hjem, fik Svend besked om, at hun snart skulle have pleje døgnet rundt. Han forsøgte at bede Helene hjælpe, hun svarede:
Åh, skulle jeg nu rende frem og tilbage hver dag? Det ved jeg ikke, far.
Hun kom aldrig. Svend klarede det selv, vaskede og passede Katrine så godt, han kunne.
En måned senere døde Katrine. Anders, nu 22, græd åbenlyst han havde afsluttet sin uddannelse, var kommet hjem til Katrines død, som en rigtig søn.
Anders flyttede til Svendborg, fandt job og lejlighed. Svend savnede ham, men Anders kom næsten hver weekend, altid med en gave. Helene dukkede kun op for at hente ting eller låne penge.
Svend blev syg, hjertet slog ikke til. Han købte piller på nabos anbefaling, Anders skældte ud:
Gå så til læge, det er ikke bare alder!
En aften fik Svend et alvorligt anfald. Han ringede til Helene.
Far, tag en pille eller ring efter en læge. Jeg har travlt.
Så ringede han til Anders.
Kom, Anders, jeg har det dårligt…
Anders og hans kæreste Karen, som arbejdede som paramediciner, kom straks, fik Svend indlagt.
De besøgte ham i hospitalet hver dag. Da han kom hjem, lavede Karen mad til ham. Helene dukkede først op senere og gav ham en kold skulder.
Da Svend prøvede at sige, at han havde savnet hende på hospitalet, blev hun vred:
Ej, hvad bilder du dig ind, far! Hvad trænger du så meget? Jeg orker ikke dit evige klageri! Hvem kæmper for dig? Du lever alene i et stort hus, vi sidder som sild i en tønde. Skam dig! Du ødelægger vores liv, fordi du nægter at give slip, selv om du intet får ud af det selv.
Nå, så det sagde Svend stille. Du var aldrig med til at bygge huset. Hvorfor skal det være dit nu?
Helene stormede ud. Svend følte ingenting. Han havde besluttet sig, men ville rådføre sig med Katrine hun kom ofte til ham i drømme, hun smilte og strøg ham over hånden, sagde, at han skulle afslutte, hvad de havde begyndt.
Næste morgen spurgte Svend Anders om han kunne finde en notar til et hjemmebesøg.
Ja, selvfølgelig. Skal jeg hjælpe dig med noget?
Nej, jeg skal bare lige have styr på nogle ting.
Tre timer senere kom notaren. Alt blev gjort klar. Svend skrev et brev:
“Anders, læser du dette, er jeg væk. Vær ikke ked af det. Jeg er hos Katrine igen. Karen er en mærkelig god pige, jeg elsker dig som min egen søn. Jeg ønsker dig og hende lykke, og du skal ikke vente mere gift dig. Jeg giver dig huset i gave til brylluppet. Lad nu være med at protestere jeg holder øje! Dette hjem har I bygget med jeres hænder. Så tag det. Katrine og jeg vil det sådan.”
Svend lagde brevet og deres gamle billede i en kuvert, strøg billedet med hånden, og lagde sig.
Senere samme dag kom Anders og Karen, ind gennem haven, der stadig bugnede af Katrines blomster. Huset var tyst ingen kom ud. Anders åbnede døren, fandt Svend på sofaen med fotoet.
Far
Karen så på Anders, rystede på hovedet han var væk.
Siden, da Helene og Rasmus kom og gik rundt med målebånd, læste Anders brevet op for Karen og Helene. Helene rødmede, fór op:
Den gamle nar! Fuldstændig fra forstanden! Jamen det skal han ikke slippe godt fra!
Hun stormede ud vred på verden, alt og alle.
