Da Astrid var 6 år gammel, mistede jeg min kone. Intet var det samme efter hendes død. Til min kones begravelse lovede jeg hende, at jeg ville tage mig af vores datter og elske hende for os begge, så længe jeg levede. Min Astrid voksede op og blev en klog pige. Hun passede sin skole, hjalp mig derhjemme og lavede mad ligesom sin mor lækker, så man fik lyst til at slikke fingrene bagefter.
Med tiden begyndte Astrid på universitetet i Aarhus. Hendes karakterer faldt en del, men det betød ikke så meget. Hun arbejdede nemlig ved siden af og fandt stadig tid til at hjælpe mig i huset. Senere mødte Astrid en ung mand ved navn Rasmus, og kort efter præsenterede hun ham for mig. Han virkede som en fornuftig fyr, og min glæde var stor, da børnene fortalte, at de ville flytte ind hos mig efter brylluppet.
Men det var netop efter deres bryllup, at alt begyndte at gå galt. Min svigersøn blev mere og mere uforskammet, talte grimt til mig og råbte op næsten stadigvæk.
Så da min datter foreslog, at vi solgte vores gamle rækkehus og købte en stor lejlighed i København, satte jeg en betingelse: Lejligheden skulle stå i mit navn. Rasmus rejste selvfølgelig straks røst, beskyldte mig for ikke at stole på ham. Men jeg lagde kortene på bordet: Jeg havde brug for sikkerhed for, at jeg ikke skulle ende på gaden, når jeg blev gammel. Når jeg engang ikke var her længere, ville lejligheden gå videre til dem, og så kunne de gøre med den, hvad de ville.
Astrid og hendes mand pakkede hurtigt alle deres ting, svinede mig til med alverdens grimme ord, og to dage senere flyttede de til Odense.
Siden glemte Astrid mig nærmest fuldstændigt, men inderst inde håbede jeg stadig, at min datter ville tilgive mig og se situationen fra min side. Nogle måneder efter vores skænderi, rundede jeg de 60. Jeg var sikker på, at Astrid ville dukke op for at overraske mig, så jeg gjorde huset pinligt rent, lavede alle Astrids yndlingsretter, tog mit fineste tøj på og satte mig og ventede ved bordet. Hele dagen sad jeg og så ud ad vinduet. Jeg ventede, til porten åbnede sig, og jeg endelig ville se min Astrid komme ind. Jeg ventede til langt ud på aftenen, og da klokken blev mange, gik jeg i seng, uden at have rørt maden, med tårene løbende ned ad kinderne. Jeg sad og talte med et billede af min kone, og pludselig var jeg faldet i søvn. Var Astrid virkelig så vred på mig, at hun ikke engang ville ringe og sige tillykke? Eller var der mon sket hende noget? Men en ting kan jeg ikke tro på at min Astrid kunne glemme sin gamle far på den måde…
Jeg gjorde rent i huset, klædte mig pænt på og dækkede bordet, men ingen dukkede op. Men på min datter og svigersøn ventede jeg alligevel til det sidste.