Kære dagbog,
Jeg er far på barsel, og min lille dreng, Mikkel, er to og et halvt år gammel. Hver dag går vi ud i den friske luft og tager turen til legepladsen i vores lille by Rørvig. For at komme dertil må vi gå ned ad Hovedgaden, som er livsnerven i byen. På højre side ligger flere supermarkeder og købmandsforretninger. Som fast rutine køber jeg altid en kringle med sesam til Mikkel, så kan vi sætte os på den gamle bænk og nyde et øjebliks ro, mens han med barnlig iver slukker den i sin lille mund.
Jeg elsker at betragte de forbipasserende på gaden det er for mig en slags levende teater. Ud fra skridt, påklædning og de små nonverbale signaler prøver jeg at gætte, hvad de arbejder med, hvad de drømmer om, og hvor de har travlt hen. Det er som et lille spil, jeg altid spiller med mig selv.
Forleden så jeg en velkendt ældre duo i horisonten: en ældre mand med gråt hår, omkring syvoghalvtreds år, og hans ledsager, en kvinde, som jeg vil anslå til at være mellem seksti og halvfjertende år. Jeg kan ikke helt sætte en alder på hende, og jeg vil forklare hvorfor senere.
Vi ser dem ofte, fordi vi går forbi dem hver dag uanset vejret. Hun går aldrig uden sit friske make-up; hun har altid concealer, blush, mascara, eyeliner og neutrale øjenskygger med i sin taske. Hendes hår er lystfarvet og sat i den tidløse musling-frisure, som altid er i mode. Hun elsker at holde sig opdateret med de nyeste trends, så jeg har set hende i mange forskellige outfits. Det, der fanger min opmærksomhed mest, er hendes hænder. Hun besøger regelmæssigt en neglesalon, og hendes negle skifter fra klassisk french til dyb rød ildflamme. Jeg kalder hende dragen i mine tanker.
De to sidder ofte på bænken ved butikken, hvor også Mikkel og jeg holder pause. Hendes navn er Kirstine, og hendes mand hedder Jens.
Jens: Hvor mange gange skal jeg minde dig, Kirstine, om at du ikke skal kaste kastanjer på forbipasserende med foden? Du kan ramme nogen ved et uheld og såre dem. Hvad ville du sige, hvis du selv blev ramt i benet?
Kirstine: Åh, du gamle luskefugl! Jeg kan kun have det sjovt om efteråret, når kastanjerne er klar. Slap af, skat!
Jens: Jeg køber dig en lille gummibold, så du kan lege derhjemme i stedet for at forstyrre andre.
Kirstine: Leg med bolde derhjemme er da ikke så spændende som at kaste kastanjer på gaden! Måske går jeg på den anden side af vejen, hvis du virkelig ikke bryder dig om det.
Jens: Du skal holdes i øje hele tiden. Hvis du ender i politiet eller får brug for en støtte, så må jeg bringe dig suppe. Jeg vil ikke have, at du undgår mig, min lille urolæge!
Jeg kan altid smile, når jeg hører deres skæve, men kærlige udvekslinger. Det er en underlig, men charmerende dynamik, som får mig til at tænke på, hvordan et ægtepar kan holde sådanne legende konflikter i live så længe de har grå hår.
Kirstine fortæller ofte Jens en livlig historie med store håndbevægelser, og Jens nikker blot og giver hende et støttehånd på albuen. Det fascinerer mig, hvor blid og varm deres forbindelse er. Hver lille gestus hvordan hun holder hans hånd, hvordan hun kigger ind i hans øjne, hvordan hun puffer læberne til en lille smule udstråler ubetinget kærlighed og tillid. Jens svarer med en blød advarsel: Pas på, Kirstine, du er ikke så ung længere, ellers falder du og slår dig.
Det er som om de er unge elskere igen, selv når de sidder på bænken eller slentrer ned ad Hovedgaden. Deres ansigter lyser af glæde, og deres hjerter slår i takt som en harmonisk melodi.
I dag satte de sig igen på samme bænk, og jeg fangede deres samtale:
Kirstine: Skal vi gå ind og se efter en pastelrød læbestift? Måske er der udsalg.
Jens: Du kan gå selv, jeg venter her på bænken. Men køb ikke alle læbestifterne, lad noget til de andre piger.
Mikkel havde allerede spist sin kringle og gik hen til Jens, som rakte ham en lille chokolade. Her, lille dreng, spis den med god fornøjelse. Hvad hedder du? spurgte han. Jeg takkede ham og sagde, at han hed Mikkel og stadig øver sig i at tale.
Jeg gik så til Jens og spurgte: Undskyld, jeg har bemærket jer i lang tid. Hvordan formår I at holde så meget varme i jeres forhold? Del venligst jeres hemmelighed med mig. Jens så ud over gaden, mens vinden legede med de faldende løvblade, der dansede i en kort, men smuk virvelvind.
Jens begyndte at fortælle, at de mødtes for omkring femoghalvtreds år siden på efteråret, da Kirstine gik i en park og samlede farvede blade. Hun plukkede hvert blad med et lille smil, iført en gammel, plettet frakke, en hvid hat og slidte sko, men hun var lykkelig. Hun bar en pose fuld af gule, orange og røde blade, og i en lomme havde hun fem kroner gemt. Hjemme var der kun rugbrød med sennep, men hun smilede alligevel. Kirstine taler med blomsterne og rører ved sort aster og krysantemum, sagde Jens. Hun er som efteråret selv brændende, stærk og beslutsom. Mange har beundret hende, men kun jeg har fået lov til at se hende uden maske.
Da jeg spurgte, om de nogensinde skændes, svarede Jens: Selvfølgelig gør vi det. Uenigheder sker for alle. Det vigtige er, at man håndterer dem hurtigt og ikke lader bitterheden vokse. Jeg har lært, at hvis man holder fast i vrede, bliver livet kort og meningsløst. Han fortalte også om en tid, hvor han havde været syg med lungebetændelse, og Kirstine gik i sneen for at hente medicin, lavede varme omslag og sørgede for, at han fik noget at spise. Jeg kan ikke forestille mig at leve uden hende, sagde han.
Kirstine kom ind på scenen igen, rødmundet, og beklagede, at den røde læbestift hun ønskede, var udsolgt. Jens reagerede hurtigt, bød hende med en varm drik og foreslog, at de gik hjem for at få frokost. Mikkel vinkede farvel, mens de to gik hånd i hånd væk, som om de var én levende enhed en hel verden vævet af ømhed, tålmodighed og kærlighed.
At kunne elske så inderligt er en kunst, jeg gerne vil lære bedre at mestre.
Personlig lektion: Når man giver plads til hverdagens små gestus og løser konflikter med varme, vokser kærligheden stærkere end de fleste storme. Jeg vil prøve at bringe den samme omsorg ind i mit eget forhold til Mikkel og min egen partner.
