Dagbog En veninde fra kirkegården
En aften tog min kone Mikkel ned i Netto for at handle, men han kom aldrig hjem igen. Vi boede sammen med børnene og hans mor i hendes lejlighed i Sydhavnen i København sådan havde det været de sidste fem år.
Næste morgen slæbte jeg mig ned på politistationen ved Enghave Plads for at melde ham savnet, men politiet sagde, at de først ville tage mod anmeldelsen tre døgn efter forsvindingen.
Jeg indgav anmeldelsen
Tre år er gået
Hver dag håbede jeg, at døren ville gå op, og Mikkel ville træde ind. Indtil hans forsvinden havde vi boet hos hans mor, som aldrig brød sig synderligt om mig eller nærmere, hun nærmest hadede mig i det stille. Efter Mikkel forsvandt, tabte hun fuldstændigt besindelsen. Hun begyndte at sprede rygter blandt naboerne og fortalte dem, at hendes søn var blevet slået ihjel af mine elskere og smidt i havneløbet.
Jeg sagde intet, men gik bare og håbede på, at hun snart ville tage sig sammen og stoppe med alt det sludder. Men sådan gik det ikke. Jo, ovre på Amager er der et gammelt grusgrav, men jeg har aldrig haft noget forhold til nogen mænd. Det var kun småsnak, min svigermor spredte. Familie betyder alt for mig.
Men forholdet til svigermor blev kun værre dag for dag. Vi skændtes over de mest ligegyldige ting om jeg havde sat skeen det forkerte sted, koppen på den forkerte hylde, og mit tålmod slap op. Til sidst begyndte jeg at undersøge mulighederne for en boligbytte.
Men så sagde hun:
Jeg vil ikke lade dig få en pæn lejlighed! Glem det morder!
Hver gang et bytte kom på tale, satte hun sig på tværs. Var det tredje sal, klagede hun over sine dårlige ben. Første sal var for støjende. Anden sal var forkert kvarter for langt til REMA 1000.
Til sidst opstod der en mulighed i bygningen overfor anden sal, alt så fint, butikker og alt andet, vi kendte området. Men nej:
Jeg kan se mit gamle vindue derfra, hvor min søn forsvandt. Aldrig!
Jeg blev så desperat, at jeg tilsidst bare ville væk, uanset hvorhen bare børnene slap for flere skænderier og for at høre dødemarcher dagen lang. Til sidst slog jeg til og flyttede med ungerne ind i en gammel, slidte ejendom i stueetagen yderst ud til Vestre Kirkegård.
Vi tog afsked med svigermor som uforladte fjender, og hun så aldrig mere til børnebørnene. Det var tydeligt, hun var ligeglad, selvom nu de eneste lyde for børnene var sørgemusik og sørgende under begravelser. I stedet for legeplads var der kun gravstene og kors.
Hun ville straffe mig men jeg havde intet med Mikkels forsvinden at gøre.
Ikke meget at gøre vi måtte lære at trives på det nye sted. Først købte jeg noget kraftigt stof og syede mørke gardiner for at slippe for udsigten til rustvogne. Allerede samme aften hang de og nu boede vi nærmest i halvmørke, med solen altid på afstand.
En måned efter flytningen lavede jeg morgenmad til børnene, da jeg hørte et kæmpe brag ude fra opgangen. Jeg gik ud og fandt min nabo Helle liggende på trappen, klynkende og vredet om på anklen. Jeg hjalp hende ind, bar hendes indkøb op og fandt hende grædende.
Jeg tilbød at ringe efter læge, men hun nægtede tårerne skyldtes ikke smerten:
Det her sted er forbandet! Her går ikke én dag uden uheld. Alle der bor ud til kirkegården rammes af ulykker hver dag!
Jeg prøvede at berolige hende. Sagde, at jeg selv havde boet her en måned uden større problemer. Bevares, gravmusik kan man vænne sig til. Hun smilede tørt:
Du kommer selv til at mærke det. Vent bare.
Og virkelig fra da af begyndte uheldene at vælte ned over os.
Først tabte min søn, Rasmus, en håndvægt over sin fod hospital, gips på. Så fik min datter, Signe, mavekramper konstateret mavesår.
Men det værste skete ugen efter.
Midt om natten vågnede jeg ved en underlig lyd, som om nogen kradsede på vinduet. Klokken var nøjagtig to. Jeg blev stående, som trukket af en usynlig hånd, trak gardinet til side, og der lige ude i måneskinnet stod en kvinde på min egen alder. Hendes ansigt blåligt og stramt, nærmest som en dødsmaske, med et ondt smil.
Min krop frøs til. Jeg kunne hverken skrige eller bevæge mig stod bare med hænderne krampagtigt om gardinet. Kvinden så på mig sagde intet og gik så langsomt mod kirkegården, indtil hun forsvandt bag hegnet.
Den nat fik jeg først søvn til sidst på morgenstunden.
Hele dagen kunne jeg ikke slippe oplevelsen; jeg turde ikke betro mig til nogen. Ville de tro, jeg var bindegal? Jeg forsøgte at finde en rationel forklaring hvad søren var det? Til slut tænkte jeg, at måske havde min svigermor hyret en kvinde til at skræmme mig væk fra min “elendige” lejlighed. Eller måske ville nogen fra et bedemandsfirma købe min bolig billigt til butik.
Men snart begyndte der at ske så meget uheld, at det ikke kunne være tilfældigt.
To dage senere fik jeg besked på min arbejdsplads i Valby om, at jeg var udset til fyringsrunde. Om jeg havde børn det rørte dem ikke. Jeg fik valget mellem at sige op selv eller blive fyret med påtale. Jeg valgte selv at gå.
To dage efter fik jeg løn og tog bussen hjem. Men da jeg var hjemme, manglede min pung med de sidste penge!
Sikkert stjålet i bussen. Jeg brød fuldstændigt sammen.
Derefter samlede jeg vores vielsesringe og gik ned til guldsmeden i Istedgade for at sælge dem. Han tilbød mig da nærmest ingenting. Udenfor så jeg en fyr med et skilt: “Køber guld.” Jeg gik over og han bød mig 1.500 kroner mere end guldsmeden jeg slog til og stak pengene i lommen.
Pludselig kom en ung mand farende forbi og tabte en pakke. Jeg råbte efter ham, men han var væk rundt om hjørnet.
Jeg samlede pakken op åbner den og ser et bundt pengesedler, 500-kronesedler.
I samme øjeblik kom en romakvinde hen:
Sikke et held vi har fundet penge! Vi deler ellers tager politiet det hele!
Hun flåede halvdelen af sedlerne, stak mig resten og forsvandt lynhurtigt.
Før jeg nåede at tænke, gemte jeg pengene i lommen og skammede mig lidt, men jeg manglede dem virkelig.
Min glæde varede dog kort. Ti skridt senere drejer jeg om hjørnet og der stod den unge fyr sammen med en skaldet mand med et jernrør
De kom direkte hen til mig:
Hvor er mine penge, du har fundet min pakke!
Jeg gav ham det hele.
Der mangler noget!
Min forklaring om romakvinden gad de ikke høre de kaldte mig tyv, og tog pengene og vielsesringspengene også.
Jeg var helt ude af mig selv, tudede hele vejen hjem. Jeg huskede på, hvad min nabo havde sagt at ulykker klæbede til dette hus. Jeg havde aldrig haft det så dårligt før.
Samme nat vågnede jeg igen til lyden af kradsen mod ruden. Skrækslagen gik jeg hen til vinduet igen stod kvinden derude.
For ikke at vække børnene, holdt jeg mig for munden. Vi stirrede på hinanden længe. Det var som om, hendes ansigt denne gang blafrede svagt med liv. Så vendte hun sig om og gik mod kirkegården. Jeg blev siddende på gulvet hele natten.
Næste dag bankede min nabo på. Hun rakte mig regningen på huslejen. Da jeg næsten ikke kunne holde tårerne tilbage, tilbød hun at betale for mig. Jeg brød ud i gråd og fortalte om alle mine ulykker sygdom, slagsmål med svigermor, fyring, tom pung og nu denne natlige gæst.
Helle krammede mig og sagde: Kom, vask ansigtet. Jeg vil vise dig noget.
Ti minutter senere gik vi sammen ind på Vestre Kirkegård. Hun førte mig til en gravsten og på billedet så jeg straks kvinden fra natten.
Er det hende? spurgte Helle.
Jeg nikkede og kunne ikke sige ét ord.
Helle tog min hånd og førte mig væk. Hjemme hos hende fortalte hun, at hun også havde set kvindens spøgelse engang derefter mistede hun sin søn i en ulykke, blev forladt af sin mand og fik alvorlig sukkersyge. Problemerne var væltet ind over hende lige siden.
Efter det gik nogle dage. Spøgelset viste sig ikke mere.
Men jeg følte et mærkeligt, voksende behov for at gå hen til kvindens grav. En dag gav jeg efter. Solen skinnede, det var lyst, og jeg var ikke bange.
Graven var overgroet, og det så ud til, at ingen plejede stedet. Jeg lugede ukrudt, samlede blade sammen, undgik helst at kigge på fotografiet.
Til sidst tog jeg mod til mig og kiggede på billedet. I dagslys så hun slet ikke uhyggelig ud, nærmere smuk med høje bryn som mågevinger, fint ansigt, elegant næse, kjole med dyb udskæring.
Pludselig følte jeg, at jeg måtte spørge hende: Hvorfor går du igen? Hvad har jeg gjort dig? Jeg er ikke lykkelig!
Det væltede ud af mig, og jeg fortalte alt om min sorg og mine sorger.
Var der nogen gået forbi, ville de tro jeg var tosset snakkende med en gravsten. Men jo mere jeg talte, desto lettere blev det at trække vejret igen.
Da jeg gik derfra, tog jeg afsked med kvinden nu føltes det næsten som med en god ven. Hendes ulykke var, at hun havde mistet livet. Min ulykke var, at jeg havde givet op.
Samme nat drømte jeg, at kvinden kom ind på mit værelse. Hun så smuk ud intet spøgelse, bare kvinden fra billedet.
Hun satte sig ved min seng og sagde:
Lyt nu! Du har intet lig på samvittigheden. Gør som jeg siger: Sælg lejligheden til bedemandsfirmaet, køb en ny langt herfra jeg vil hjælpe dig! Din mand gambler stadig med livet som indsats han skylder penge, og han er bortført langt væk. Ham ser du ikke igen. Du vil snart møde en god mand, dine børn vil han elske som sine egne. Farvel.
Hun forsvandt som røg.
Jeg vågnede op dog med lugten af jord og gamle blade hængende i værelset.
Tre dage efter blev jeg kontaktet af et bedemandsfirma, som ville købe lejligheden til kontor. Jeg solgte straks og fandt en anden lejlighed i Brønshøj stadig i København, men langt fra kirkegården for næsten de samme penge.
Nu bor vi i et rart kvarter, og kort tid efter mødte jeg ganske rigtigt en rigtig klog og kærlig mand, som elsker børnene.
Alt er gået, som min veninde fra kirkegården sagde.
Og jeg glemmer hende aldrig for hun mindede mig om, at uanset hvor mørkt det bliver, må man ikke give op. Selv ude på kirkegården, blandt de døde, kan en ven viske én nyt håb i øret.
