Jeg er niogtyve år gammel. Måske er jeg den mest godtroende kvinde i Danmark, for indtil for nylig troede jeg, at min familie var helt normal. Jeg tog grueligt fejl i mit valg… Min mand viste sig at være en forræder og en egoist. Jeg kan stadig ikke fatte, at han kunne gøre det mod mig.
Vi har kendt hinanden i ti år, seks af dem som ægtefolk. Han hedder Svend, og han plejede at være så omsorgsfuld og beskyttende, sørgede for både børnene og mig. Vi har to børn sammen: en dreng og en pige. Med min hjælp fik Svend startet sit eget lille firma, og forretningen begyndte at give godt overskud han kom ofte hjem og betalte regningerne med stakke af kroner.
Jeg arbejdede som salgsassistent i et stormagasin. For nylig åbnede jeg min egen webshop med tøj hjemmefra. Så når min datter var i børnehave, og sønnen sov til middag, sad jeg med computeren og forsøgte at tjene lidt til husstanden.
Min vægt har altid ligget omkring fireoghalvtreds kilo. Efter min sidste fødsel tog jeg tyve kilo på. Jeg håbede naivt, at det at løbe rundt med to børn ville få kiloene til at rutsje ned af sig selv. Alt er dog sjældent, som det ser ud ved første øjekast. Jeg besluttede mig for at tabe mig: spiste rugbrød og fisk, lavede gymnastik, drak litervis af vand, holdt mig fra wienerbrød. Men vægten stod bomstille, og det var som om, glasset blev mat jeg kunne ikke se mig selv med samme blik mere. Usikkerheden gnavede; jeg blev lille og grå som en mus.
Efter det andet barn kunne jeg ikke længere lide mit eget spejlbillede. Jeg følte mig ikke længere som en kvinde, ikke engang som Svends Marianne. Og Svend blev mærkeligt forandret for øjnene af mig. Kys og knus forsvandt, jeg tør slet ikke tænke på andet. Jeg kan ikke engang huske, hvornår vi sidst talte om noget ægte. Nu består vores samtaler kun af indkøbslister og madpakker.
Før graviditeterne følte jeg mig selvsikker, smuk, måske endda lidt uopnåelig. Nu kan jeg ikke engang holde mit eget blik i spejlet ud. Jeg ved, at det har smittet af på forholdet. Måske kan jeg gøre noget, tænkte jeg. En dag besluttede jeg at overraske min mand. Jeg ville tage frokost med forbi hans kontor noget hjemmelavet, måske rugbrød med leverpostej, og en lun kakao i termokoppen. Jeg stod ved døren og overhørte pludselig en samtale:
Elskling, slap af, jeg kommer hjem til dig efter arbejde. Jeg har sagt til Marianne, at jeg drukner i arbejde. Hun aner ikke, du eksisterer!
Jeg gik ikke ind. Jeg drejede om på hælen og forsvandt ned i en tunnel af forvrængede tanker.
Forstår han slet ikke, at jeg tog på, fordi jeg fødte vores børn? Han er langt fra billedskøn selv, men hans blik er som en kritisk spejdomat. Svend har også lidt for meget vintersul på sidebenene.
Jeg begyndte at spekulere på, om han tager mig for en idiot oveni? Hvis han tror, jeg er lige så nem at narre som en gammel ven på Bakken, tager han fejl.
Jeg kunne ikke få mig selv til at sige, at jeg havde hørt alt. Hvad skal jeg gøre? Skal jeg begære skilsmisse… Men børnene? Hvordan mon de ville klare det uden deres far? Eller skal jeg lade som ingenting, bære det hele i stilhed under min sweater? Jeg tror ikke, mit hjerte kan bære det.
Foreløbig har jeg besluttet at passe på mig selv. Jeg meldte mig ind i det lokale fitnesscenter. Først vil jeg vise ham, hvad han går glip af, så må resten vise sig. Måske vågner jeg snart og alt har været én lang, tåget drøm under den grå københavnske himmel.
Jeg er ni og tyve år. Måske er jeg den mest naive kvinde i Danmark, for indtil for nylig troede jeg, at alt var i orden i min familie. Men jeg tog grueligt fejl.