Mine forældre
Min mor var en smuk kvinde.
Jeg siger “var”, fordi hun gik bort for et halvt år siden, to uger efter min fars død. Selvom de begge var over firs, føles det alligevel, som de ikke fik levet længe nok. De var jo mine min far og min mor.
Altså Mor var virkelig smuk. Det kunne jeg godt se, selvom jeg bare er hendes søn og en mand. Far gjorde mig også opmærksom på det hele mit liv. Selv når mor blev vred på mig over mine dårlige karakterer i skolen eller andre ting, kom far ind på mit værelse, satte sig tungt ved siden af mig, som jeg sad der med hænderne mellem knæene. Han sukkede, fløj en stund, og så afsluttede han stille vores tavse samtale med:
– Det er okay, søn. Bliv ikke vred på din mor Ja, hun skældte ud og råbte, men vi er heller ikke nogen helte, du og jeg. Hun er jo vores pige. Vi har brug for hende begge to, lige så meget som vi har brug for luft. Gå nu ind, sig undskyld til hende.
Jeg, med blodet brændende, fik mest lyst til at råbe, men far rakte armen frem, håndfladen mod mig, og med en alvorlig stemme sagde han:
– Og du skal ikke sige et ondt ord om min kone, hører du!
Så faldt jeg ned igen. Jeg kunne jo ikke. For jeg havde mor og far så kær. Så inderligt.
Jeg vidste, hvordan de blev gift. Far fortalte mig det i fortrolighed kun for mig, ikke for mor. Og mor fortalte i hemmelighed, forstås kun til mig, ikke til far.
Mor gik på Københavns Universitet, første år, og var forlovet med en eller anden Erik. En aften tog Erik sin ven Bent med til deres aftale, fordi Bent lige var flyttet til København, og ikke vidste, hvad han skulle tage sig til alene.
Så Erik inviterede Bent med ja, så de sammen kunne mødes med Eriks kæreste. Og det var så min mor, altså den gang fremtidige.
Erik præsenterede Bent for min mor. Bent blev, som du nok har gættet, min far.
De tre gik rundt i byen hele aftenen. De var i Kongens Have, hvor de sneg sig op på taget af pavillonen for at se en film på friluftsscenen uden at betale. Det var fars idé Erik ville aldrig have fundet på det. Og det var også far, der fik mor med op, for han var allerede dengang stærk og bredskuldret. Ikke som ham Erik, jeg aldrig mødte, men på en eller anden måde føler jeg mig sikker på, han var sådan en tynd kop te slet ikke som min far.
Erik underholdt aftenen igennem, citerede digte og snakkede meget om fremtiden med min mor. Far var tavs, lyttede og rømmede sig af og til (det sagde mor). Og da de skulle skilles, tog min far min mors lille varme hånd i sine store hænder og sagde:
– Mie! Du behøver ikke ham. Gift dig med mig i stedet.
Mor blev forskrækket og spurgte bare:
– Hvornår da?
Far var fuldstændig rolig og svarede med det samme:
– I morgen
Og for at sætte prikken over iet og måske chokere både mor og Erik sagde han:
– Vi får en søn sammen. Og vi vil elske ham så uendelig højt. Og så vil vi elske hinanden endnu mere. Han skal hedde Jens. Efter den gamle danske konge.
– Okay, sagde mor, og de blev gift.
Erik var forlover ved brylluppet på brudgommens side.
Senere tog far og mor sammen til Nordjylland, fordi de nu begge var uddannede ingeniør-geologer. Oppe i bakkerne fik de deres første bolig, som var et gammelt depotrum, lederen af minen fik ryddet ud, så de kunne bo der.
Efter ni måneder kom Jens det vil sige, mig. Og de elskede mig begge så uendelig højt, som far havde lovet mor.
Far lånte en gammel hest på rideskolen for at hente mor og mig hjem fra hospitalet.
Da vi ankom til depotet, stod Erik på trappen til forsamlingshuset og ventede med et zinkbadekar til babyer under armen. Det havde han skaffet efter mange omveje. Det badekar blev både badekar og, i starten (det fortalte mor), også min vugge. I den lagde hun den store dunpude, hun havde fået som medgift. Når jeg skulle bade, lagde de puden på forældrenes seng, og jeg fik et vaskeægte kongeligt bad.
Far kom skyndsomt hjem fra arbejde for ikke at gå glip af baderitualet ikke med den røde hest men med sønnen Han holdt mit hoved, og mor vaskede kongesønnen, som hun kaldte mig.
Jeg blev aldrig nogen rigtig konge, men geolog som mine forældre det blev jeg ganske god til.
Sjovt nok blev min kone også geolog. Vi mødtes på arbejdet efter universitetet. Min mor elskede straks min Kirstine. Og det gjorde far også. Når vi kom på besøg, og far og jeg gik ud på altanen og røg, sagde han:
– Ja Ved du hvad, Jens, jeg har vidst kun været heldig to gange i livet: Første gang, jeg mødte din mor, og anden gang, du giftede dig med Kirstine. Husk nu at tage vare på hende, hun er jo en pige, ligesom vores mor
Far døde en nat, helt uden varsel. Mor mærkede det med det samme og vågnede
Efter hans død gik det hurtigt ned ad bakke for hende. Hun begyndte at glemme meget. Blandt andet at far ikke var her længere. Selv da hun flyttede hjem til os, sad hun dagligt i vinduet og ventede på, at far skulle komme hjem fra arbejde. Hver dag lavede hun stadig sine fantastiske frikadeller, som Bente nu engang bedst kan lide demNogle dage gik jeg ind og satte mig hos hende, bare i stilhed. Andre gange spurgte hun, hvornår far mon snart var færdig ude i minen eller på skolen, og jeg svarede altid, at det snart var nu. Nogle gange bad hun mig sætte vand over til kaffe, for “han kommer sikkert om lidt.” Jeg bar hendes gamle dunpude ind til hende, lagde den under hendes ryg, så hun sad blødere. Hun smilede taknemmeligt til mig og aede min kind kaldte mig “min kongesøn”.
Sådan gik månederne, indtil en morgen sov hun bare videre og vågnede ikke mere. Der var kaffe på kanden, og dunpuden lå stadig under hende, som et stille minde om alt det bløde, trygge og gode, hun havde bygget for os. Da jeg ryddede op i hendes ting, fandt jeg et fotografi, jeg aldrig havde set før: Mor og far, unge, grinende, siddende sammen i blomsterne foran deres gamle depot. På bagsiden havde hun skrevet med sin gamle, skæve hånd: “Elsket hver dag sammen, altid.”
Nu hænger billedet i vores stue, ved vinduet, hvor min mor plejede at vente. Og hver gang efter arbejde, når jeg træder ind ad døren og Kirstine smiler til mig, ved jeg, at noget fra dem lever videre i os, i latteren over middagen, i den måde, vi finder hinanden på, når dagen er slut.
Der er ingen konge, ingen helt kun et menneske, der husker. Og i minderne, i de små daglige ritualer, i fortællingen om min far og mor, bliver jeg alligevel, for en stund, kongesøn igen.
