Min niece, Kirstine, kom på besøg hos mig for flere uger siden, men hun blev såret, da jeg ikke lagde mad ud til hende.
Jeg bor i København, mens min søster holder til i Aarhus. Hendes datter, den unge Rigmor, drømmer om at blive optaget på Københavns Universitet, hvor hun efterfølgende skal bo på kollegium. Inden hun flytter ind i kollegieværelset, har hun rejst til mig for et par uger måske for at aflægge en prøve eller bare for at aflevere de sidste papirer personligt. Jeg har aldrig rigtig haft styr på de formelle detaljer; jeg ved blot, at det er helt normalt at komme forbi universitetet før indskrivning. Min søster har aftalt, at Rigmor skal bo hos mig i mellemtiden.
Vi har aldrig snakket om, hvem der skulle sørge for mad på bordet. Når hendes mor holder sig tavs om emnet, lader de to piger selv finde en løsning. En eftermiddag så jeg Rigmor sidde i stuen med hovedet i hænderne, tydeligt sur. Jeg gik hen og spurgte, hvad der var galt. Hun svarede, at hun havde forventet et varmt måltid, som hun troede, jeg ville servere. Jeg svarede skarpt: Jeg skal hverken stille mad eller din dagsorden for dig. Jeg har travlt og skal snart gå. Ring til din mor, så får du penge overført på dit kort, så kan du købe noget ost, nogle boller og te. Te må du også selv købe, for jeg har ingen mere. Du er jo allerede atten år, så du må klare dig selv!
Det var længe siden, jeg talte med Rigmors mor. Hun ved ikke, at min mand for mange år siden forsvandt, og at jeg kastede mig over arbejdet som en nødløsning. Mit liv har været fyldt med en kakofoni af møder og deadlines, og jeg er sjældent hjemme. Energien til huslige pligter er forsvundet; at få en god nats søvn er blevet en luksus, jeg kun kan drømme om.
Alligevel var det en fornøjelse at se Rigmor igen. Hun er vokset sig til en smuk, kvindelig ung kvinde, men jeg er ikke længere den frie, sprudlende tante Lise, der engang kunne trylle en hel fest ud af ingenting. Jeg forventer nu, at hun selv køber ind, hakker, koger og steger, eller i det mindste køber færdigret, så hun ikke belaster min ovn eller mit lejlighedskompleks.
Rigmor blev tydeligvis såret, fordi hun havde regnet med fuld forplejning sammen med sin mor. Måske vil tingene falde på plads med tiden, men det er svært at gå fra at være den altid hjælpsomme, hyggelige tante, som har holdt fred i familien i så mange år, til at indse, at jeg nu har begrænsninger. Jeg har stadig et gratis sted at bo til hende, men uden den ekstra fødeelement-pakke.
Jeg gik til en psykolog for at få råd om, hvordan jeg blidt kan forklare, at jeg ikke længere er så funktionel som før. Jeg skal lære Rigmor og min familie at lægge mindre forventninger på mig. Det er en ny slags hygge, hvor jeg stadig kan tilbyde et tag over hovedet, men hvor jeg beder dem om at regne med, at jeg kun kan klare så meget. Så kan vi alle finde ro i de små øjeblikke, selvom livet har ændret sig.
