Jeg er 65 år, og dette er mit liv siden jeg blev gift.
Jeg giftede mig som 23-årig. Ikke fordi jeg ventede mig eller blev presset, men fordi vi dengang troede på, at ægteskabet var et alvorligt ansvar ikke noget, man prøver for at se, hvordan det går. Vi begge havde job, og selvom vi næsten ikke kendte hinanden i hverdagen, var vi overbeviste om, at resten kunne læres hen ad vejen.
De første år var ikke lette. Vi lærte at leve sammen, skarpe på kanten af uenigheder om hvordan man styrer et hus, om penge, om vaner. Der var diskussioner, lange tavsheder, spændte dage. Ikke vold eller utroskab, men forskelle, som mange par i dag næppe ville acceptere i et år. Selv jeg vidste ikke, om jeg ville kunne holde ud.
Da vores første barn kom til verden, forstod jeg, at ægteskab ikke kun handler om kærlighed. Det er ansvar, træthed, selvopofrelse. Han arbejdede meget, og det meste af husholdningen faldt på mig. Nogle gange følte jeg mig usynlig. Andre gange bare udmattet. Men hver gang tanken om at gå forlod mig, tænkte jeg på, hvad det ville betyde at ødelægge et hjem ikke kun for mig, men for vores børn.
Vi gik igennem vanskelige økonomiske tider. Der var måneder, hvor vi knap nok kunne få det til at hænge sammen. Jeg gav mere, end jeg troede, jeg kunne. Han havde sine nedture, sit dårlige humør, sin tavshed. Der var fejl, ord som gjorde ondt, øjeblikke hvor vi sårede hinanden. Og ja jeg tilgav. Mange, mange gange. Ikke fordi jeg var svag, men fordi jeg valgte at blive og bygge med det vi havde, og ikke jage et ideal.
Vi fik flere børn. Det var ikke nemt at opdrage dem. Vi diskuterede om opdragelsen, om penge, om familie, om træthed. Men der var også stabilitet et bord, hvor der altid var mad, uddannelser, sygdomme overvundet, fødselsdage fejret. Ikke perfekt, men bæredygtigt.
I dag hører jeg unge sige, at man ikke skal holde fast i noget, at man bør gå ved første problem. Jeg forstår dem tiden er anderledes. Men jeg tænker også, hvis jeg var gået ved første konflikt, første skuffelse eller første udmattelse, så ville jeg ikke sidde her i dag og dele denne fortælling.
Jeg blev ikke af frygt. Jeg blev, fordi jeg tror, at engagement også skal æres, når det er besværligt. Jeg romantiserer ikke smerte, men jeg benægter ikke, at det bevidste, gentagne tilgivelse er det, der har holdt vores ægteskab i årtier.
Da børnene flyttede hjemmefra, blev der stille. Vi skændes ikke så meget mere, men vi er heller ikke parret fra filmene. Vi er to mennesker, der har delt et liv, der kender hinanden til det inderste, der har set hinanden i svære øjeblikke og alligevel valgt at blive.
Var jeg lykkelig hele tiden? Nej.
Har jeg fejlet? Mange gange.
Fortryder jeg, at jeg har tilgivet? Nej.
I dag ved jeg, at livets værdi ligger i viljen til at blive også når det ikke er let.
