Jeg er glad for, at jeg valgte ikke at få børn. Nu er jeg 70 år, og jeg har aldrig fortrudt det

Jeg er glad for, at jeg besluttede mig for ikke at få børn. Nu er jeg 70 år, og jeg fortryder det ikke et sekund.
For nylig havde jeg en tid hos hudlægen. Jeg sad i venteværelset og ventede på min tur, da en kvinde satte sig ved siden af mig. Vi begyndte at tale sammen, og hun viste sig at være utrolig sympatisk. Efter samtalen med hende gik jeg derfra med et nyt syn på livet.
Først lagde jeg mærke til, hvor elegant og velsoigneret hun så ud. Hun kunne let være i starten af 50erne, tænkte jeg. Midt i samtalen betroede hun mig, at hun faktisk var over 70 jeg var helt målløs, for hun skilte sig markant ud fra de fleste jævnaldrende.
Min nye bekendte hed Rigmor Breum. Hun fortalte åbenhjertigt om sit liv. Hun havde været gift to gange, men levede nu alene. Med sin første mand blev hun skilt, mens de stadig var unge. Rigmor havde aldrig haft lyst til at få børn.
Hendes eksmand kendte hendes ønsker om et barnefrit ægteskab, men efter hendes 30-års fødselsdag begyndte han at insistere på, at en rigtig familie skulle have børn. Men hendes moderinstinkt meldte sig aldrig, og hun stod fast på sit valg.
Det var lettere for hende at gå fra sin mand end at give efter for presset og få et barn, hun ikke ønskede. De havde en ærlig snak og blev enige om at gå hver til sit.
Senere giftede Rigmor sig med en fraskilt mand, der allerede havde et barn fra sit første ægteskab og ikke ønskede flere. De levede egentlig godt sammen; emnet om børn dukkede aldrig op mellem dem. Manden var bare glad for, at de delte indstillingen. Men lykken varede ikke ved han omkom pludseligt i en trafikulykke.
Rigmor indrømmede, at ensomhed aldrig har tynget hende. Tværtimod hun nyder friheden ved ikke at skulle tage hensyn til andre. Nu som pensionist er hun fuldstændig overbevist om, at hun aldrig vil fortryde sit valg.
Hendes veninder, som engang havde håbet på støtte og hjælp fra deres børn, sukker i dag tungt. Børn bliver voksne og går deres egne veje, og forældrene bliver efterladt. Det er netop derfor, Rigmor aldrig har ønsket børn, og hun har aldrig følt noget savn. Hun lever et helt og rigt liv og værdsætter hver øjeblik. Manglen på børn gør hende fri ikke ensom.
“Et glas vand?” spørger hun og smiler hun skal nok klare sig. Mens hendes venner brugte store summer på deres børn, har Rigmor sparet op og kan nu uden bekymringer betale for privat hjemmehjælp, hvis hun en dag får brug for det.
Hvad tænker I? Er I enige i den holdning?