Mikkel var allerede halvvejs ude af døren, da telefonen i stuen begyndte at ringe. Han havde ikke spor lyst til at vende om igen, for vennerne stod allerede og ventede på ham nede ved cykelskuret. For få minutter siden havde han tabt sin fodbold ud af hænderne, og der ventede ham årets vigtigste kamp på fletbanen bag blokkene. Han stod lidt i døråbningen og håbede, at telefonen ville give op, men ringeriet fortsatte stædigt, som om nogen havde sat den på autogentagelse.
Hvem i alverden kan nu det være? mumlede han irriteret og stormede ind i stuen, stadig med sko på.
Han greb røret og gjorde sig klar til at høre endnu et ærinde fra mor eller måske et af farmors evige spørgsmål om han havde fået noget at spise, eller vasket hænder, eller nogle af de andre ting, som voksne åbenbart bekymrer sig grænseløst om.
Ja, det er Mikkel, sagde han surt i røret.
Hej! Mikkel? lød en ukendt mands stemme.
Mine forældre er her ikke, svarede han og skulle lige til at smække røret på, overbevist om at det bare var nogen, der søgte mor eller far. Men stemmen stoppede ham.
Mikkel. Lyt lige til mig, vil du ikke nok. Læg ikke på. Det er virkelig vigtigt, stemmen blev tavs et øjeblik, og så fortsatte han: Du kommer sikkert ikke til at tro på mig, men hør nu efter. Find lige en kuglepen og et stykke papir, og så skriver du alt ned, jeg siger til dig. Jeg har nemlig ikke lang tid til at forklare dig det hele. Jeg er ja, jeg er faktisk dig selv. Bare, fra fremtiden. Jeg ved godt, det lyder helt skørt, men kan du ikke gøre mig den tjeneste? Har du fundet kuglepennen og et papir?
Mikkel var blevet opdraget ordentligt, og det var kun derfor han ikke bare smækkede røret på. Og farmor havde jo tit sagt, at det ofte er bedst bare at lade tosser tale ud og så gøre, som man har lyst til bagefter. Mikkel var ikke længe om at beslutte sig for, at røret kunne bliver liggende lige så godt at finde ud af, hvordan denne joke endte, hvis det nu var en joke. Ham og vennerne ringede jo også nogle gange til fremmede og sagde ting som: “Har I vand i hanen? Så fyld badekarret, for vi kommer forbi med en giraf.” Det var jo skægt. Så Mikkel besluttede sig for at hoppe med på den.
Jeps, jeg er klar, sagde han alvorligt. Har jeg mit eget tællemaskine i fremtiden?
Tællemaski åh, Mikkel! Det her er altså seriøst. Hvis du lytter godt efter og skriver det hele ned, så lover jeg dig, at du får både iPhone og meget mere.
Okay, jeg skriver ned, sagde Mikkel, mens han lænede sig ind over vindueskarmen og rodede med en hånd i næsen. Drengekoret nedenfor måtte da snart løbe videre uden ham.
Han tænkte, han hellere måtte lade være med at diskutere, bare få overstået den samtale hurtigt ikke mindst fordi stemmen fra fremtiden havde så travlt.
Stemmeføreren begyndte nu at remse datoer og år op. Han sagde, at Mikkel skulle droppe at være venner med en vis Emmely fra parallelklassen og for alt i verden holde sig langt fra Lurendrejeri og hurtige lotto-gevinster. Han beordrede Mikkel til at købe amerikanske dollars, så sælge dem, så købe dem igen. Der var noget om Sorte Tirsdage, spillemaskiner, casino, kryptovaluta, lejligheder og en masse andre underlige udtryk, der fløj ud af røret
Har du skrevet alt ned? lød det pludseligt.
Alt sammen, løj Mikkel.
Jeg regner med dig. Gem nu den seddel, som var det skattekortet fra Skatteøen. Vis den ikke til nogen, og for alt i verden: smid den ikke væk, lød det håbefuldt, lige inden røret begyndte at summe med standby-toner.
Mikkel lagde røret, snørede ikke så meget som et eneste snørebånd op, og fór ud til banens grønneste græs. Om aftenen nævnte han samtalen for mor og far og fortalte om manden, der sagde, han var Mikkel selv. Bare fra fremtiden.
Du må aldrig snakke med fremmede i telefonen, sagde far bestemt. Især ikke nogen, der vil lokke dig til at købe dollars. Du skal bare sige, du ringer til politiet, og så lægge på.
Præcis, nikkede mor. For hvem gider overhovedet have dollars? Hvad skal man dog stille op med dem?
***
Tiden gik, og Mikkel glemte alt om den mærkelige samtale. Skole, bold, og bekymringsløse dage fyldte det hele op. Årene gik. I 8. klasse begyndte der en ny pige i klassen ved siden af. Hun hed Gudrun, og hun var ganske uimodståelig. Selvom hun gik i parallelklassen, var det intet, der kunne bremse Mikkel i at tage kontakt. Først med små sedler og diskrete følgeskab hjem fra skole, sidenhen blev det mere og mere seriøst.
Efter værnepligten blev han og Gudrun gift. 90erne buldrede derudad, og alt virkede i starten mere spændende end forsvarligt, men hurtigt blev det trange forhold, små kontante bankoverførsler og endeløse krav fra banken. Drømmen om at købe Gudrun et par fine støvler blev til et par billige træsko, når alle regningerne var betalt. Etværelseslejligheden i Valby trykkede, og den månedlige ydelse føltes som et anker om foden…
***
Mikkel satte sig på en bænk i parken, fiskede en halvliters Tuborg op af en Netto-pose, og tog en forsigtig slurk. Han fandt sine cigaretter og tændte én. Han kiggede tomt på folk, der gik forbi og overvejede, om det virkelig kunne passe, at livet nu kun bestod af gråt i gråt.
Pludselig slog en ældre mand med briller og en enorm lædermappe sig ned på bænken ved siden af ham.
Er der plads her? spurgte manden høfligt, mens han allerede havde sat sig.
Mikkel nikkede og satte flasken fra sig for at tage endnu en tår.
Det hele ser lidt gråt ud i dag, sagde den gamle ud i luften.
Hele livet er blevet sådan, svarede Mikkel.
Synes du ikke det er pudsigt? vendte manden sig og så på ham. At barndommens dage altid huskes som fyldt med sol. Om vinteren knaser sneen under fødderne, foråret byder på smeltevand og papirbåde, sommeren dufter af nyslået græs, og efteråret er gult, orange og rødt. Men ingen grå dage.
Der var jo heller ingen bekymringer, sagde Mikkel. Det er bekymringerne, der gør det hele så gråt, ikke? Hvem havde troet, at det skulle ende sådan her dengang?
Og før han selv vidste af det, fortalte Mikkel den fremmede om sine drømme, der var slået fejl. Om fiaskoerne, MMsværmeri, spillemaskiner overalt, altid et eller andet smart investeringsfupnummer, og hvordan Gudrun var stukket af med en eller anden type fra Horsens, mens han selv nu levede fra folkepension til folkepension.
Men nu har jeg fået en super idé, sagde Mikkel muntert. Jeg har købt et kursus på YouTube om at tænke som en millionær. Han lover 500% afkast på krypto. Easy money! Han smilede skævt og tændte en ny smøg. Tænk, hvis jeg bare havde fået sådan et tip dengang!
Unge mand, sagde den gamle og skubbede brillerne op på næsen, hvad er du egentlig uddannet som? Hvad laver du?
At arbejde er for tabere, grinede Mikkel og tog endnu en slurk. Man skal da lave penge, ikke bare tjene dem! Hvis jeg dog bare havde den slags viden på forhånd
De sad lidt i stilhed. Mikkel drømte om hurtig profit på kryptobørsen. Manden tænkte sit.
Så du mener, fortsatte den gamle, at hvis man kendte til fremtiden, gik alt som smurt?
Selvfølgelig, sagde Mikkel.
Du lyder sjov. Må jeg prøve noget med dig? Han åbnede mappen og trak en antik drejetelefon frem. Forstår du, begyndte han, der er en teori om, at tiden ikke er lineær eller cirkulær. Alt foregår bare på én gang.
Øh, det forstår jeg ikke, indrømmede Mikkel.
Nej, men Prøv at høre: Du eksisterer i alle aldre lige nu. Fortid, nutid og fremtid. Alt sker faktisk samtidigt.
Jeg forstår stadig ikke en bjælde, sagde Mikkel igen.
Pyt nu med det, manden skubbede telefonen over mod ham. Her, man kan ringe 40 år tilbage i tiden til sig selv. Jeg har selv prøvet. Man kan bare ikke styre mere end 40 år, indtil videre. Jeg ringede og spurgte bare, hvilket år det var. Forestil dig det! Men mærkeligt nok husker jeg ikke samtalen fra min egen ungdom. Så hvordan fungerer det, hvis man kan ændre fortiden? Går nutiden bare videre, eller forandrer den sig?
Mikkel syntes selvfølgelig, manden var gak i låget men, hvorfor ikke? Alverden og alle coaches og selvudviklingshajer lover jo hemmelige hacks. Måske var det virkelig nu, han kunne ændre hele sit liv?
Lad os prøve! sagde han entusiastisk.
Kan du huske dit gamle telefonnummer? Du skal bare have været hjemme dengang, ellers virker det jo ikke.
Mikkel kunne selvfølgelig sit gamle nummer udenad og var sikker på, at han den dag for 40 år siden havde hængt ud derhjemme, sulten efter rugbrødsmadder efter skole. Han tog forsigtigt telefonen op og begyndte at dreje tallene.
Men du har ikke tid til mere end et par minutter, advarede manden. Den gammel klumpetidssluger spiser batteri for vildt, så du skal være hurtig.
Intet problem, sagde Mikkel og drejede nummeret. Langsomt begyndte det at ringe i den anden ende.
Han nåede lige at tænke, at det her var totalt gakgak, inden en vred barnestemme snøvlede i røret:
Ja, hvem er det?
Hallo! Mikkel? spurgte Mikkel, og følte sveden pible frem i hænderne.
Mine forældre er ikke hjemme, lød svaret, og han genkendte straks sig selv fra fortiden. Han skyndte sig.
Mikkel! Nu skal du altså høre, det er virkelig vigtigt. Læg ikke på. Hør, du har ikke en chance for at tro på mig, men jeg lover dig, jeg er dig selv fra fremtiden, og jeg har vildt lidt tid. Tag nu noget papir og en blyant, og skriv alt hvad jeg siger!
Okay, men har jeg mit eget tryllemaskine i fremtiden? spurgte barne-Mikkel, lettere uinteresseret.
Nej, men du ender med en iPhone! Seriously, sagde voksen-Mikkel febrilsk. Hvis du ellers lytter efter, får du alt, hvad du kan ønske dig.
Ja ja, jeg skriver ned, svarede barne-Mikkel, let ironisk.
Mikkel i voksenudgaven remsede alt op for sig selv fra barndommen. Han fortalte om at droppe Gudrun, købe dollars, sælge til præcis rigtig tid, holde sig fra spillehaller, investere i lejligheder mens de var billige, og på præcis den og den dato smide rub og stub i kryptovalutaen. Alt hvad han kunne nå inden linjen brændte sammen, og manden på bænken gjorde tegn til at stoppe.
Har du forstået det hele? spurgte voksen-Mikkel, lidt panisk.
Alt er skrevet ned, svarede barne-Mikkel meget overbevisende.
Gem nu det papir, som var det selve Danmarks skattekort. Vis det aldrig til nogen!
Men forbindelsen døde, inden han kunne nå at forklare mere.
***
Selvfølgelig havde Mikkel, drenge-Mikkel, ikke skrevet en eneste krusedulle ned. Han ventede bare tålmodigt på at onkel Gakgak skulle stoppe sin omgang volapyk, smed røret på plads og stormede ud, hvor solen endnu glimtede på fodboldbanen.
“Hellere et sjovt eventyr uden pointe end ingenting,” tænkte han, mens han fløj ned til vennerne og skød bolden ind i det skæve, rustne mål bag blokkene.
