Efter min far gik bort himlen tog ham pludseligt fra os besluttede min bror, at jeg skulle tage ansvaret for alt, uden at stille spørgsmål. Efter begravelsen lagde min bror nøglerne til lejligheden på bordet foran mig. Min mor sad stille i sofaen. Jeg havde mappen med papirer i hænderne og forstod ikke, hvornår jeg blev den, der skulle træffe alle beslutninger.
Min fars bortgang kom uden varsel. Der var ingen tid til snak, til aftaler, til at fordele ansvar. Min bror bor i samme by Aalborg men har altid sagt, at hans arbejde er meget krævende. Jeg arbejder på et revisionskontor og har også travlt med deadlines, men det betød ikke noget i hans øjne.
Allerede tredje dag mente min bror, at jeg var den mest organiserede og rolige, og at det lå naturligt for mig at ordne papirarbejdet. Så begyndte jeg at gå rundt til myndighederne. Jeg stod i kø med nummerlapp, bar kopier, originaler og attester, ventede til min tur kom.
Min bror ringede kun for at høre, om alt var i orden. Han fulgte sjældent med mig. Om aftenen græd min mor, mens jeg ryddede op i min fars garderobe. Jeg foldede hans skjorter én for én og lagde dem ned i kasser.
Min bror sagde, at han ikke kunne gå ind i min fars værelse. Han sagde, det var for tungt for ham. Jeg gik også hjem om aftenen og sad i mørket. Men næste morgen stod jeg op igen og fortsatte.
Så kom tiden, hvor vi skulle beslutte, hvad der skulle ske med lejligheden. Min bror mente, det var bedst at sælge den, så ingen skulle slæbe på byrden. Jeg spurgte, hvor mor så skulle bo. Han foreslog, at hun kunne flytte ind hos mig, for jeg har et større hjem.
Mor sad tavs og kiggede ned mod gulvet.
Dér forstod jeg, at min bror allerede havde taget beslutningen, uden at spørge nogen. Da vi mødtes for at tale detaljer igennem, talte han om priser, mæglere og tidsfrister. Jeg talte om, hvordan mor vågner om natten og leder efter far.
Min bror sukkede og sagde: “Vi må være praktiske.”
Det ord blev hængende i mine tanker.
Jeg er praktisk. Jeg betaler mine regninger til tiden, planlægger mit budget, men jeg kunne ikke acceptere, at mor bare var en post i regnskabet.
Nogle dage senere kom min bror med en formidlingsaftale. Han lagde den på køkkenbordet og rakte mig en pen. Jeg spurgte, om han havde talt med mor. Min bror sagde, hun ikke havde kræfter til sådan noget.
Da kiggede jeg på mor. Hun greb fast om kanten af dugen.
Jeg skubbede kontrakten tilbage til ham.
Jeg sagde, jeg ikke vil underskrive, før mor selv har sagt, hvad hun ønsker. Min bror blev vred. Han sagde, jeg altid gør tingene sværere.
Jeg hævede ikke stemmen. Gentog bare, at det er fars og mors hjem.
Efter den aften stoppede min bror med at ringe hver dag. Han begyndte kun at skrive korte beskeder om regninger og deadlines.
Mor blev hos mig midlertidigt. Om morgenen laver jeg kaffe og sætter koppen foran hende på bordet. Hun sidder længe ved vinduet og ser ud.
Lejligheden er endnu ikke solgt. Jeg betaler stadig for strøm og vand, så de ikke lukker det.
Af og til spekulerer jeg på, om min bror ser mig som sin søster, eller som den der skal bære byrden for os begge.
Jeg ønsker ikke at skændes med ham. Jeg ønsker heller ikke at svigte mor.
Mellem de to står jeg, med mappen af papirer og følelsen af, at hvis jeg tier stille, bliver alt besluttet uden mig.
Mon det er det rigtige, at jeg bremser salget, selvom det skaber uro mellem min bror og mig?
