Jeg har passet mine børnebørn i otte år uden en eneste krone og i går sagde de, at de helst vil være hos den anden mormor, fordi hun hverken skælder ud eller stiller kravog altid kommer med tabletter.
Jeg er suppe-mormor.
Mormoren, der sørger for varm suppe, mormoren der følger børnene i skole, tørrer snotnæser, laver mad, vasker, stryger, slæber skoletasker, slukker lysene efter dem og putter dem, når forældrene igen er sent hjemme.
Den anden mormor er den smarte.
Hun dukker op ind imellemmed blomster, Chanel-duft og glitrende gaver, store overraskelser.
Hun aner ikke, hvordan det føles at sidde vågen en hel nat med et sygt barn.
Men hun ved, hvordan man bestiller det nyeste Apple-produkt hjem.
I går sagde mine børnebørn, at de ville ønske, jeg var som hende.
For første gang i mit liv oplevede jeg, hvad det er at være usynlig i sit eget slid.
Mit navn er Karen Jensen. Jeg er 62 år.
Jeg har en datterIngeborg,
og to børnebørnMads (8 år) og Freja (6 år).
Ingeborg arbejder. Det gør hendes mand, Henrik, også.
Da der var ikke råd til børnepasser og de ikke stoler på fritidshjemmene, blev det bare sådan, at jeg, pensionisten, skulle tilbringe mine ældre år på at passe deres børn.
Og det gjorde jeg.
Bevidst.
Med kærlighed.
Med engagement.
Jeg står op kl. 5:30.
Kl. 6:30 er jeg hjemme hos dem.
Laver morgenmad.
Fjerner bjerge af sokker. Leder efter forsvundne trøjer. Klæder dem på, binder snørebånd, pakker tasker, følger dem til skole.
Derefterrengøring, oprydning, madlavning, vasketøj.
Om eftermiddagenhenter jeg dem igen.
Lektier, småpauser, suppe og disciplin.
Jeg er mormoren med regler.
Mormoren med rammer.
Mormoren, der siger:
Du skal ikke spise slik før aftensmad,
Vask hænder,
Nu er det nok med iPaden,
Få lektierne lavet.
Kort sagt: Den kedelige mormor.
Og så er der KirstenHenriks mor.
Kirsten har ikke haft job i årevis.
Hun har penge. Mange.
Det er en kvinde med manicure, flotte frisurer, tøj til at gå i byen, og ferier i Italien og Grækenland.
Kirsten har aldrig stået op kl. 3 og lavet te for at mindske børnenes hoste.
Aldrig ledt efter forsvundne sokker kl. 6.
Aldrig vasket bræk af tæppet.
Aldrig løbet rundt i lejligheden med skeen for at få dem til at spise.
Kirsten er gæstestjernen.
Hun viser sig to gange om årettil jul og fødselsdage
med gaver, chokolade og det nyeste elektronik.
Børnene forguder hende.
Som alle børn forguder den, der aldrig sætter grænser.
I går var det Mads fødselsdag.
Jeg stod op kl. 5 for at bage hans yndlingslagkage.
Med æg, creme og valnødderpræcis som han elsker.
Jeg købte en god bog til ham og en varm hættetrøjefor det jeg havde for pensionen.
Omkring kl. 16 kom Kirsten.
Med opsat hår, parfume og en elegant taske.
Hun trådte ind som et TV-vært.
Mine små skattemus! råbte hun.
Mads og Freja tog imod hende som en popstjerne.
De gik forbi mig, som om jeg stod som en potteplante.
Kirsten trak to store hvide kasser frem.
To nye tablets.
Så har I noget sjovt! sagde hun. Og i dag må ingen sige stop for jeres spilletid!
Børnene skreg af begejstring.
Ingeborg og Henrik strålede:
Hvor er du bare god, mor! Tusind tak!
Jeg stod i køkkenet og skar kagen ud.
Den kage, jeg stod op før daggry for at lave.
Kagen, ingen gad se på.
Jeg gik hen til Mads.
Mads, skat, her er min gave. Og kagen
Han kiggede ikke op.
Ikke nu, mormor. Jeg er ved at stille indstillinger.
Men, skat
Mormor! Altid den kage! Kirsten giver rigtige gaver! Du kommer altid med bøger og trøjer. Kedeligt.
Den smerte…
Det ønsker jeg ingen.
Jeg kiggede på Ingeborg.
Ventede i det mindste, hun ville sige Sådan taler man ikke til mormor.
Hvad gjorde hun?
Hun smilede.
Mor, lad nu være. Børn elsker nye ting. Kirsten er den sjove mormor. Du er mester i rutiner.
Mester i rutiner.
Er det dét, man nu om dage kalder omsorg?
Freja satte et punktum:
Bare Kirsten boede her! Hun skælder aldrig ud. Du er altid træt.
Jeg så på mine hænder ru af sæbe, vaskemaskiner og rengøring.
Jeg så på Kirsten frisk, med to tablets i tasken, dagens dronning.
Jeg så på min datter afslappet med et glas vin, fordi jeg gør det hele muligt.
Jeg tog mit forklæde af.
Lagde det sirligt sammen.
Lod det blive på køkkenbordet.
Jeg gik ind i stuen.
Ingeborg, jeg går nu.
Hvordan det!? Hvad med kagen? Oprydningen? Hvem skal gøre alting?
Den sjove mormor kan måske hjælpe?
Kirsten smilede en anelse kunstigt:
Karen, jeg magter ikke alt sådan noget. Har lidt dårlig ryg
Det gør ikke noget. Jeg beder dig ikke om at plette dit fine tøj.
Jeg så på Ingeborg:
Børnene har jo ret. Jeg er kedelig. Jeg er den strikse. Jeg er hende, der sætter grænser og sørger for, at de får ordentlig mad.
Måske trænger de til lidt mere frihed.
Så jeg stopper fra i morgen.
Mor, du kan da ikke! Hvem skal så aflevere dem i skole!?
Det ved jeg ikke. Måske Kirsten. Eller sælg en tablet og betal for en børnepasser.
Vi har brug for dig!
Nej. I har brug for en TJENER. Og det er ikke det, jeg er.
Jeg så på Mads.
Mormor kommer du ikke mere?
Nej, skat. I morgen bliver sjov. Ingen der siger, at du skal spise grøntsager, lave lektier, gå tidligt i seng.
Frihed.
Og så gik jeg.
Telefonen bimler hele tiden.
Ingeborggræder.
Henrikmener, jeg overdriver.
Men jeg kommer ikke tilbage.
I morgen står jeg op kl. 9.
Laver kaffe til mig selv.
Spiser kagen.
Ser en serie.
For første gang i åreviser jeg hovedpersonen i mit eget liv.
Hvad mener Iskal mormødre være selvfølgelige børnepassere,
eller lader børnene bare stå til for at spare lidt på udgifterne?
Husk: Omsorg tager mange former, og rigtig kærlighed er ikke altid pakket ind i gaver og glimmernogle gange har den duft af hjemmelavet suppe og varme hænder.
