Kirsten, slipset! beordrede Jens Rasmussen, mens han trak kraven på den hvide skjorte op.
Han tog slipset fra sin kones hænder, så strengt på hende og spurgte:
Hvad har du gemt? Giv mig det, jeg købte i København. Jeg skal til et møde med direktøren i dag.
Kirsten fandt straks det slipset, han ønskede, og rakte det til ham uden et ord.
Så må du hellere binde det, så kan du ikke undgå det, mumlede Jens, da han løftede hagen og så hende forsøge at knytte slipset med sin yndlingsknude.
Han kiggede i spejlet, trak på smilet og justerede knuden, mens han så på sin kone med et nedladende blik, som om han mente, hun aldrig kunne gøre det rigtigt.
Fjern pandekagerne jeg har ikke lyst. Hæld kaffe op, og lav ristet brød, beordrede han fra køkkenbordet. Kaffeen er kold! Du kan aldrig gøre noget ordentligt!
I døråbningen stod hans lille barnebarn Sidsel, som lige var ankommet med sin mor for at bo hos dem i en uge. Hun holdt fast i dørkarmen og betragtede bedstefar med de fem år, hun havde på vejret, og dannede sig sin egen mening om hans opførsel.
Kom hen til mig, lille Sis, sagde Jens blidt, mens han strakte armene ud. Han satte hende på knæene og mumlede noget i et blødt tonefald, som om han ønskede, at hun så tæt på ham som muligt, grinede, krammede og kiggede op på ham med store øjne. Men hendes svar var overraskende:
Bedstefar, hvorfor taler du sådan til mig? Sådan taler kun flinke mennesker.
Er jeg ikke flink? spurgte han forundret.
Nej, du er ikke flink. Her er det koldt, sagde Sidsel og lagde sin lille hånd på hans bryst. Så gled hun væk fra hans knæ, gik hen til Kirsten og lagde sit hoved på hendes skulder, kyskede hende på kinden og sagde: Godmorgen, mor.
Jens blev stående et øjeblik, før han hørte den korte hvinende lyd af en bil. Chaufføren ventede allerede ved indgangen. Han rejste sig fra bordet, tog sin frakke på, strammede de pæne sko, som han havde pudset om aftenen, greb sin taske og gik ud:
Vent ikke på mig til frokost. Jeg kan blive længere i aften, sagde han på afveje.
På trapperne tænkte han på sig selv. Alt var som altid han var fuld af energi, klar til at flytte bjerge for sine underordnede. Hver ledelsesbeslutning skulle udføres, uanset vanskeligheder. Det var kun en sag at give en ordre, sætte en deadline og så tjekke, om den var overholdt. Hvor meget han bekymrede sig om, hvordan hans medarbejdere klarede sig, var ligegyldigt arbejdet skulle bare laves til tiden, selvom det betød at blive i kontoret natten over.
Men noget gnagde i hans sjæl. Det var Sidsels ord, han ikke kunne slippe af med. Det så så ondt ud at høre sådan fra en lille pige.
Hvad tror du, du ved, lille lortebarn? mumlede han, da han gik forbi etasjen. Jeg er ikke grov, men streng! Jeg kan ikke være blød, ellers vil folk falde på mig både hjemme og på jobbet!
Mellem anden og tredje etage så han en tomåned gammel killing, der krøb ind under den varme radiator og så bange på de hastige mennesker, der passerede.
Nå, så er det en smertefuld fyr! Jeg vil finde vagtmesteren og få ham fjernet den her!
Vagtmesteren var ikke at se, selvom sneen fra natten havde lagt et hvidt lag over fortovet og græsplænerne.
Dovne! udbrød Jens, og han stoppede ved indgangen, ventende på at hans personlige chauffør Viggo skulle ankomme. Til kontoret! sagde han kort til Viggo, mens han knurrede over sine egne tanker.
«Ingen kunne have sagt det til mig», tænkte han. «Hvorfor? Fordi de er bange. Men Sidsel er ikke bange. Hun er som en lille engel, der siger sandheden. Måske er hun ret. Jeg er ikke altid så hård. Livet har formet mig, men i mit hjerte vil jeg stadig gøre folk et godt stik».
Pludselig sagde han:
Det er glat på vejene i dag, is på vejene.
Viggo løftede øjenbrynene. Det var sjældent, at chefen talte så uformelt til ham.
Det går nok, vi har sporet på bilen, men fodgængerne har det hårdt. Det er også koldt i dag.
De snakkede bare lidt, men Jens mærkede, at han blev lidt varmere indeni. Han kiggede ud af vinduet i den varme bil og så folk på bustopladsen, der frøs.
Se, Viggo, der er vores kollega Lise fra forsyningsafdelingen, sagde han og pegede på en ung kvinde, der så ikke meget ældre ud end hans egen datter. Vi skal hente hende.
Så gør vi, Jens, svare Viggo, mens han stoppede ved siden af Lise.
Kom, Lise, hop ind, inden du fryser helt ihjel, sagde Jens med et venligt smil. Lise smilede tilbage og sprang op på bagsædet. Hendes smil og de glitrende øjne løftede hans humør med et helt skridt.
Hvad gemmer du i din frakke? spurgte han nysgerrigt.
Se her, svarede hun og trak en lille kat ud fra sin frakke. Jeg stod på bussen, og den løb rundt, jamrede, og var helt frosset. Ingen ville hjælpe den. Så gik jeg ind og reddede den, så den kunne varmes. Jeg tager den med hjem, når min arbejdsdag er ovre. Min søn vil elske den!
Hvor gammel er din søn? spurgte Jens.
Han fylder syv år i dag, gik i første klasse og klarer sig selv. Han laver sine lektier, varmer sin mad og så videre.
Jens huskede, hvor mange gange han havde ladet forsyningsafdelingen arbejde overtid i denne måned, selvom der ikke var så meget at lave. «Så din søn var alene, da vi pressede dem», tænkte han.
Okay, Lise. Du redder katten du får fri i dag som tak for din handling og for din søns fødselsdag. Lav ham en fest, så forklar jeg din chef, at du har haft en god grund til at gå tidligt. Viggo, kør Lise hjem. sagde han med en generøs tone.
Åh, Jens, du er så venlig! sagde Lise glad. Jeg elsker også katte, tror du?
Skal venlige mennesker holde af katte? svarede han med et glimt i øjet.
Ikke altid, men dem der elsker katte, er altid venlige! svarede Lise selvsikkert.
Da de kom til kontoret, spurgte Jens Viggo:
Har du en kat?
To, svarede Viggo med et smil. To frække små krøller.
Dagen gik som altid i travlt arbejdstempo, og kun ved frokostpausen slog han sig sammen med sin stedfortræder for en kort snak om andet end arbejde.
Har du børnebørn? spurgte han.
To, svarede han. Røvere!
Holder de af dig?
Selvfølgelig! sagde han og blinkede. Når de besøger, er de altid på toppen!
Har du en kat derhjemme?
Hvordan kan man undvære en kat? svarede stedfortræderen, der så på sin egen kat, som lå majestætisk på sofaen. Hun er husets dronning!
Nå, så! sagde Jens med hævede øjenbryn.
Om aftenen, da han sagde farvel til Viggo, gik han op på sin etage. Mellem anden og tredje etage, ved radiatoren, lå den lille killing igen, den samme som før. En lille tæppe var lagt ved, så var der en skål med mad og en bakke med sand.
Sådan er folk! tænkte Jens. Så lille og ingen tænker på dig. Du må blive her, indtil du finder et hjem. Kom med mig, så får du både pleje og en ven.
Han samlede den lille i sine arme, kyssede den på panden og gik op på sin kontorstol. Kilden spandt tilfreds, og den varme, som han så længe havde manglet, nåede hans hjerte.
Åh, bedstefar! udbrød Sidsel, da hun så killingen. Jeg bad mor om at hente den, men hun sagde, du ville sige nej.
Hvorfor skulle jeg sige nej? sagde han med et bredt smil og gav sin kone et kys på kinden. Vi skal bare vaske den og finde et navn.
Om en times tid sad killingen, nu kaldet Tjap, på Sidsels knæ, og hun sad på Jens knæ. Sidsel klemte sig ind til ham og sagde:
Bedstefar, her er det ikke længere koldt, er det?
Det er varmt nu, svarede han, og så var det. Så længe der er en kat i huset, kan det ikke blive koldt igen.
