En kvinde, Katrine, besøgte sin veninde, som netop var blevet gift for anden gang. Det første ægteskab havde været både tungt og ulykkeligt. Hendes daværende mand drak, behandlede hende dårligt og forlod hende til sidst for en anden. En trist historie. Katrine havde været der for sin veninde, Anna, støttet hende og trøstet hende det er jo det, venskaber er til for, ikke?
Ti år gik, og Anna mødte en ny mand. Han var venlig, højtuddannet og havde en god stilling det stik modsatte af hendes første mand. Katrine glædede sig oprigtigt på Annas vegne. Nu sad hun i parrets nye lejlighed i Aarhus, bar kage med og små gaver. Hun beundrede deres smukke istandsættelse det var virkelig flot! Senere sad de sammen om bordet og drak te, mens de spiste kage. Annas nye mand, Jens, var en yderst kvik herre. Han var belæst og uddelt en del spøgefuldheder.
Frejdigt gjorde han nar af Katrines begrænsede viden om verden. Han grinede ad alt det efter hans mening mærkelige, hun gik og tænkte på. Hun havde aldrig læst Haruki Murakami eller kender til Pelevin. Alt det overtro, Katrine havde nævnt, blev blankt afvist som noget, videnskaben allerede havde punkteret.
Jens kommenterede også Katrines frisure, hendes figur og tøjstil. Du ligner jo noget fra halvfemserne! grinede han. Hvor var han dog kvik, ham den nye ægtemand. Katrine sad der, frosset fast, uden svar hvordan skal man svare sådan en intellektuel fyr? Også Anna lo, hun virkede stolt over sin mands rappe bemærkninger.
Senere fortalte Katrine om den lille kat, hun havde taget til sig fra gaden, i håb om at dreje samtalen væk fra bøger. Men Jens svarede iskoldt, at alle ved, katte spreder sygdomme. At samle herreløse dyr op var jo blot et tegn på psykisk ubalance og skjult mindreværd.
Anna lo, da Jens begyndte at fortælle historier om ensomme kvinder, der drukner i killinger.
Pludselig begyndte Katrine at græde. Tårerne kom som et barn, uventet og akavet. Hun undskyldte sig, sagde at hun havde fået hovedpine, og gik. Hun havde faktisk ondt i hovedet, som om nogen slog løs derinde. Og hun skammede sig gevaldigt over sine tårer så barnligt!
Katrine gik hjem igennem de kolde, blæsende sommergader. Hun græd ikke længere, men hun rystede og frøs. Hvor kunne hun skamme sig: over ikke at have læst de rette bøger, over ikke at kunne være med i de skarpe samtaler, over at have nævnt sit underlige drømmesyn
Men i virkeligheden burde det være en skam for den, der inviterer nogen ind i sit hjem og tillader, at de bliver hånet. For den, der fortæller om en nær ven, en elsket roman, eller sin tro og så lader andre nedgøre det. Eller den, der lægger et billede op af noget, de elsker, og bagefter lader folk tale det ned. Det er alle sammen stille former for forræderi.
Forræderi er, når man udleverer sine egne til hån og latterliggørelse. Det er dét, det er.
Men Katrine kunne ikke finde ordene. Hun var jo ikke udpræget intellektuel. Hun skyndte sig hjem til sin kat, som ikke kendte nogen forfattere og aldrig kom med hurtige bemærkninger. Katten lagde sig blot tæt til Katrine i sofaen og begyndte at spinde lavmælt.
Katrine gik aldrig på besøg hos Anna igen. Hvilket heller ikke var nødvendigt ret længe, for kort efter begyndte Anna og Jens at skændes om lejligheden. Sagen endte i retten den kloge Jens viste sig at være både energisk og mere end almindeligt snu.
Sådan går det ofte dem, man svigter sin ven for, svigter én selv. Det er en enkel kæde. Nogle gange er alt, der skal til, at sige stop for spøg på andres bekostning at beskytte sin ven i sit eget hjem. Måske ville også ægtemanden have fået respekt for sin kone og aldrig have opført sig, som han gjorde.
Ingen respekterer en forræder og forrædere svigtes hurtigt. Sandt venskab handler om at stå op for dem, vi holder af. Den, der ikke tør det, ender alene.
