Jeg husker, hvordan Tilde kom ind i børnehjemmet for en måned siden. Hun var kommet dertil, fordi hendes kære bedstemor, som hun havde boet hos så længe hun kunne huske, var død. Moren havde hun aldrig kendt.
Bedstemoren havde da sagt, at moren var rejst langt væk og aldrig ville vende tilbage, så Tilde kaldte bedstemor for mor og stræbte efter at blive stor, så hun kunne hjælpe. Bedstemoren havde altid gentaget:
Når du bliver stor, så gør vi husarbejdet sammen.
Tilde gjorde sit bedste for at vokse op. Hun vaskede op, fejede gulve. Hun var kun fem år, men følte sig allerede som en lille voksen.
Da bedstemor pludselig blev syg, kom en ambulance, og en fremmed tante kørte Tilde med til børnehjemmet. Det var her, hun først følte sig hjemme. Der var mange børn og blide pædagoger, men Tilde længtes efter hjemmet med katten Misser og hunden Rex, hjemmet hvor der duftede af æblekage og bedstemorens varme. Hun troede på, at et mirakel ville ske, døren ville åbne, og bedstemor ville træde ind, smile og sige:
Så kom, min lille hjælper, lad os hjem, for Misser har ventet på dig så længe!
Men da pædagog Pia forklarede hende, at bedstemor var gået til himlen, forstod Tilde, at et sådant mirakel aldrig ville ske igen. Alligevel holdt hun fast i troen på mirakler. Bedstemor havde altid sagt, at mirakler sker, hvis man virkelig tror på dem. Hun kaldte alt for et mirakel.
Det gik ofte sådan, at naboen Tante Lise kom på besøg og bragte Tilde en lille gave en bolsje, en lille kage eller en legetøj. Så sagde bedstemor:
Se, Tilde, hvor dejligt det er, når folk giver os noget af hjertet. Det kaldes menneskelig godhed.
Det huskede Tilde godt.
En dag, da pædagog Pia trak en karamelle frem fra lommen og gav den til Tilde, smilede hun bredt, kyssede Pia på kinden og sagde:
Tak, Pia, for miraklet.
Pia smilede tilbage og kyssede Tilde på panden:
Du er vores mirakel!
Seks måneder gik, og julen nærmede sig. Tilde skar snefnug ud, pyntede juletræet, og alle grinede og sang.
En aften kaldte Pia Tilde til siden og hviskede:
Nytåret bringer mange mirakler. Skriv på et lille stykke papir, hvad du ønsker dig, og læg det under din pude. Så vil det gå i opfyldelse.
Tilde tog et gammelt kort, hun havde gemt fra bedstemorens hus sammen med sine legetøj, og skrev: Jeg vil hjem. Hun havde intet andet ønske.
Hun foldede kortet, men i stedet for at lægge det under puden, gemte hun det i lommen på sin bamse, som Tante Lise engang havde givet hende. Bedstemor havde altid sagt:
Det vigtigste er at ønske sig noget stærkt og tro på det.
Tilde troede på det.
Miraklet skete først i april. Det var en solrig forårsdag, og Tilde sad som altid på vindueskarmen og så ud over gården, hvor havearbejderen Jens fejede stierne.
Pludselig kom Pia ind i værelset, en smule spændt:
Tilde, kom, direktøren vil tale med dig.
Tilde sprang ned og spurgte:
Har jeg gjort noget galt?
Nej, min skat, kom med mig! sagde Pia og rettede Tildes fletninger.
Tilde tøvede et øjeblik:
Hvem er det?
Lad os gå og finde ud af det, sagde Pia og greb hendes hånd.
I direktørens kontor, Anne Sørensen, så Tilde straks Tante Lise stå dér.
Tante Lise! råbte hun og løb hen med åbne arme.
Tilde, min lille solstråle! sagde Tante Lise og omfavnede hende.
Skal vi virkelig tage hjem? spurgte Tilde med store øjne.
Ja, vi skal helt sikkert! svarede Tante Lise og tørrede en tåre væk.
Hun satte Tilde på sofaen og satte sig ved siden af hende.
Tilde, sagde hun blidt vi skal bo sammen nu. Din onkel Anders venter også på dig. Du bliver vores datter. Er du enig?
Tilde kastede sig i hendes favn, lagde hovedet i hendes frakke og nikkede ivrigt. Hun havde altid elsket både Tante Lise og onkel Anders; de havde behandlet hende, som var hun deres egen familie.
Næste dag kørte de fra børnehjemmet i København til Tildes nye hjem. På trappen stod en flok børn og voksne og vinkede med håndklæder, mens en taxa holdt klar.
Pædagog Pia tørrede sine øjne med en lommetørklæde og smilede. Tilde sagde noget til Tante Lise, greb sin bamse og løb hen til Pia.
Tak, Pia, for at du fik mig til at skrive mit ønske til nytår! sagde hun og overleverede den påklappede gamle kort.
Pia åbnede kortet og så de store bogstaver: JEG VIL HJEMME.
Hun gav Tilde et varmt kram og kærtegnede hendes pande.
Så ser du, jeg sagde jo, at mirakler sker, hvis du tror på dem!
Dette er historien om Tilde, som troede på mirakler, og som til sidst fandt sin egen lille hemmelige skat et hjem fyldt med kærlighed.
