Vi var meget tætte, dengang vi blev gift. Vi lavede alting sammen. Vi faldt altid i søvn i hinandens arme, så fjernsyn i sengen, gik ture rundt om søerne i København om søndagen, grinede ad de mest mærkelige ting. Vores nærhed var hyppig ikke altid planlagt, ofte spontan. Jeg følte mig elsket, ønsket, udvalgt.
Årene gik, og vi blev stadig tætte, men på en anden måde. De lange kys forsvandt og blev til hurtige og flygtige. Der var ikke længere kærtegn, blot rutinemæssige berøringer. Vi gik tidligt i seng, trætte, og han vendte sig bare om på sin side. Først nærmede jeg mig ham. Jeg rørte ved hans hånd, hans ryg, ledte efter hans håndflade. Han sagde, at han var træt, at i morgen, at det ikke lige var nu. Jeg forstod ham.
Tiden gik, og intet ændrede sig. Vi spiste stadig aftensmad sammen, talte om vores dag, delte seng men der skete aldrig mere. Jeg begyndte at ligge helt stille, i håbet om, at han ville tage det første skridt. Det gjorde han aldrig. Det gjorde ondt i begyndelsen, sidenhen begyndte jeg at schame mig over at insistere. Jeg begyndte at tænke, at det var mig der var noget galt med, at jeg overreagerede.
Vores rutiner var meget tætte, men uden nogen egentlig varme. Vi stod op sammen, drak kaffe sammen, gik til familien sammen. Han fortalte om sit, jeg om mit. Vi sov ryg mod ryg. Jeg begyndte at klæde mig hurtigt om foran ham, uden at forsøge at gøre mig til. Jeg holdt op med at tage fine natkjoler på. Holdt op med at se min krop som noget, nogen kunne ønske sig.
Flere gange prøvede jeg at tage snakken. Jeg spurgte, om han ikke længere begærede mig. Han svarede, det ikke var dét at han bare ikke havde lyst mere, at det var sådan med tiden, at kærlighed var venskab og respekt. Jeg nikkede, men inde i mig var der en mærkelig tomhed, som om noget meget vigtigt manglede. Og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle sætte ord på det, uden at føle skyld.
Med tiden vendte jeg mig til det hele. Sagde til mig selv, at der findes mange par, der lever sådan. At hvis ikke der er skænderier, er alt vel i orden? Jeg vænnede mig til kun at blive omfavnet på offentlige steder, aldrig privat. Vænnede mig til ikke at forvente. Ikke at ønske. At viske den del af mig ud, for ikke at mærke afvisningen.
Årene gik. Vi var altid sammen, altid pæne og ordentlige. Ingen anede, at vi ikke havde været nære i mere end femten år. Selv jeg havde efterhånden glemt, hvordan det var at føle sig som en kvinde for nogen. Jeg var blevet en vane, en støtte, en tilstedeværelse ikke et ønske.
Den dag han sagde, at han ville gå fra mig til fordel for en anden kvinde, forstod jeg ingenting. Han sagde, at med hende følte han sig levende, ønsket, forbundet. Jeg råbte ikke. Jeg diskuterede ikke. Han sagde det bare. Og der gik det op for mig: Han var ikke holdt op med at føle. Han var bare holdt op med at føle sammen med mig.
Nu, når jeg ser tilbage, ved jeg, at det mest smertefulde ikke var, at han forlod mig. Det var, at jeg langsomt, bid for bid, vænnede mig til at leve ved siden af et menneske, der ikke længere så mig som kvinde og overbeviste mig om, at det var helt normalt.
