Hvorfor er du kommet hjem nu? Mor holdt døren halvt lukket og kiggede på mig. Hvordan skal jeg nu se folk i øjnene? Du er ikke længere min datter. Folk har lige stoppet med at sladre, far og jeg har ikke kunnet handle her i byen i et halvt år. Hvorfor er du kommet? Hva?
Hvem er det, Grethe?
Det er din ældste datter, hun er kommet.
Sofie?
Far åbnede den solide gamle hoveddør så hængslerne smældede. Han så på mig fra top til tå. Jeg følte mig så lille.
Gå hvorhen du vil, jeg vil ikke se dig. Åh, og så med mave.
Jeg stod bare der, med øjnene håbefuldt gemt under min mørke pandehår. Jeg håbede, de ville ombestemme sig. Jeg havde ingen andre steder at gå hen. Jeg var blevet fyret fra kontoret, fordi jeg er gravid. Jeg havde ikke råd til at betale mere for det lille værelse jeg lejede hos Inger. Ingen penge intet sted at bo. Ingen ville forstå min situation. Jeg var blevet bange.
Jeg gik ned fra trappen, blev stående, holdt om maven.
Hun rører det ikke, mumlede mor, og vendte ryggen til.
Far lukkede døren bag mig.
Jeg sank helt sammen og bed mig i læben for ikke at græde. Bare ikke begynde at tude nu. Babyen inde i min mave bevægede sig uroligt, kunne mærke min uro. Sådan kom jeg altså hjem til mine forældre
Sne knasede under mine vinterstøvler næsten som det havde medlidenhed. Jeg satte lågen på klem og så et øjeblik hen på køkkenvinduet, hvor der ellers var lys bag de trukne gardiner.
Den lille købmand nede på hjørnet var dejlig varm. Jeg gik ind, kiggede mig omkring. Ikke meget havde ændret sig. Til højre disken med varer og Hanne bag den, til venstre to glasmontre og et skab malet blåt.
Jeg vil gerne bede om et brød, tak, sagde jeg og talte mine sidste kroner op.
Nå, så dukkede du endelig op!
Jeg holder blikket nede, gentog bare:
Brød, tak.
Her. Det er jo egentlig ikke min ret, men mit job er at sælge
Hanne rakte mig brødet, men ville åbenbart sige mere, men døren gik op og et ungt par kom ind.
Jeg havde forladt landsbyen i hast, kun med papirerne og en lille taske og nu stod jeg her igen, med den samme taske.
Prøvede at få brødet ned i bunden af tasken, men det var helt frisk, stort og blødt, så det ville ikke rigtig være med til at gemme sig.
Jeg hørte Hanne begynde at sludre om mig til det unge par, men jeg skyndte mig bare ud af butikken, så jeg kunne slippe væk.
Sne begyndte at falde i store flager. Vinden var væk. Jeg brækkede et stykke af brødet, lukkede øjnene. Så var der i det mindste én udfordring mindre.
Jeg gik rundt om butikken hen til muren og stod der, åd små brødstumper med lukkede øjne. Brødet duftede trygt, af barndom og af bedre tider.
Sofie? lød en stemme lige foran mig.
Jeg åbnede øjnene og frøs lige indtil jeg genkendte hende. Det var Andreas bedstemor.
Hej, jeg sænkede hånden med brødet.
Hvad går du og gemmer dig for her?
Den ældre kvinde i ulden frakke og tørklæde kiggede ned mod min mave.
Jeg har ikke nogen steder at gå, mine forældre smed mig ud.
Og derhenne, nikkede hun, var der ikke mere at hente?
Jeg trak bare på skuldrene.
Kom nu, sagde hun, uden flere spørgsmål.
Hun gik videre i sit eget tempo, stødte sig frem med stok.
Jeg blev stående et øjeblik, tog en dyb indånding og fulgte efter. Tænkte egentlig ikke så meget. Jeg ville bare sove, var slidt op for idag.
Det lille hus i udkanten af byen kendte jeg. Andreas og jeg havde engang sprunget forbi det ned til engen, til vores lille hemmelige sted. En gang standsede Andreas der, vinkede og råbte:
Hej bedstemor! Jeg kigger ind i morgen tidlig!
Hej, nikkede jeg bare, så jeg ikke virkede uhøflig.
Andreas mormor havde ikke set mig mange gange, men hende glemmer man heller ikke lige især ikke efter dét der skete. Lige nu ville jeg bare tilbage til dengang og ryste al den her skam af mig og mærke Andreas læber på mine igen. Bare være ung, bekymringsfri bare et øjeblik igen
Hvorfor begyndte Jonas i 9. klasse at tale med mig? Jeg forstod det aldrig, uanset hvor meget jeg spekulerede. Han trak bare på skuldrene og sagde, Det er bare sådan, Sofie. Han syntes ikke, jeg var spektakulær, jeg var stille og ikke engang den bedste i klassen.
Men jeg sagde ja til hans kurmageri. Hvordan skulle man sige nej? Det var rart, at nogen kunne lide én. Og Jonas var da også sød, bar min skoletaske og fulgte mig hjem. Så blev vi kærester, og venskabet blev til kærlighed, troede vi begge. Vi begyndte nu at snakke lidt om bryllup.
Forældrene smilede bare og sagde: Når Jonas kommer hjem fra værnepligten, snakker vi om det. Men de var allerede begyndt at forberede sig.
Andreas mødte jeg ved et tilfælde og grunden var nærmest et lyn fra klar himmel.
Det var bagende varmt. Jeg havde været i Odense for at høre mere om optagelse på uddannelse. Jonas havde ikke taget med, han hjalp på gården, så han hentede mig ikke. Det var et par kilometer ad lige landevej fra stoppestedet til landsbyen.
Jeg gik der i den tunge varme, da torden pludselig rullede ind bagfra og lynet fik mig til at dække hovedet med hænderne. Skyen kom hurtigt, man kunne tydeligt se, hvordan regnen delte marken i halv. Jeg begyndte at gå hurtigere, stoppede endda mine sandaler i en pose for at kunne løbe, mens jeg prøvede at få posen over hovedet.
Regndråberne hamrede ned lige bag mig. Jeg blev overhalet af regnen og så følte jeg pludselig en hånd på min arm.
Der stod en bil, og en fyr prøvede at trække mig ind under halvtaget.
Jeg har dyttet og dyttet, men du vendte dig ikke! råbte han igennem regnen Hold da op, så det regner! Blev du forskrækket?
Jeg trak mig lidt forlegen sammen.
Fyren smed sin t-shirt bagud, fandt en trøje på bagsædet og rakte den til mig. Tag den her, slap nu bare af. Jeg er fra Svendborg, kan du ikke huske mig? Koval hed min far. Andreas, sagde han, mens han lagde trøjen om mine skuldre og sad så tæt på mig, at jeg rødmede.
Du skal nok blive varm. Jeg har en jakke også, men den er beskidt Kom du også med bussen?
Ja.
Jeg har været i Odense og hente reservedele. Hvorfor skælver du sådan? spurgte han blidt.
Hvad hedder du?
Sofie.
Sofie, ja
Hvorfor kører vi ikke?
Skyen går lige hen over landsbyen, vi vil bare køre lige ind i regnen. Lige om lidt er den væk.
Jeg nikkede. Han havde ret. Hvorfor skulle jeg være nervøs?
Vi fik snakket. Det viste sig, at Andreas arbejdede med sin far på gården. Moren døde da han gik i 7. klasse, så nu var de bare dem to. Han var ikke kommet længere med studierne, det var ikke blevet til noget. Han havde arbejdet lige siden. Hvad mere behøvede man?
Da vi var ved mit hjem, smilede han farvel.
Og jeg smilede tilbage. Det var ret vildt det var som om vi havde kendt hinanden altid.
Med Jonas følte jeg ikke sådan. Med ham var der ikke den samme varme når han krammede eller kyssede mig, var der ikke noget der rørte sig.
Hele aftenen gik jeg rundt og smilede i mine egne tanker.
Mor lagde mærke til mit smil, men hun forstod det ikke. Hun spurgte, men jeg svarede ikke. Nu så jeg efter hver bil, der kørte forbi måske var det ham?
Jeg længtes virkelig Ville bare føle det igen.
Blev nødt til at fortælle Jonas, at jeg ville slå op.
Hvad? Jonas forstod det slet ikke i starten.
Du tager i tjeneste, jeg rejser for at studere. Lad os sige pænt farvel. Hvis skæbnen vil det, mødes vi jo nok igen.
Nej Hvem skal så vente på mig?
Hvorfor er det vigtigt?
Jeg har gået efter dig siden 9. klasse Og du!
Jeg ville ikke snakke mere, gik ind. Det var første gang, jeg så ham så vred og de øjne Jeg blev faktisk bange.
Dagen efter kom Jonas forældre. Der var kæmpe skænderi. Hans mor skældte ud i timevis, bebrejdede alle. Jeg gik ud af huset og sneglede mig stik over markerne ind i skoven for at undgå dem.
Jeg gik længe, indtil jeg kom ud på landevejen.
Sofie! Sofie! råbte en stemme.
Andreas vinkede.
Jeg frøs et øjeblik. Men så forstod jeg, at jeg ikke kunne mere. Jeg ville hen til ham, og snart gik jeg hurtigt, næsten løb. Jeg stoppede ved siden af ham. Og han stod bare der. Så på mig.
Jeg så dig, vidste det var dig. Vil du have et lift?
Nej. Derhjemme er der ballade, så jeg gik ud
Hvorfor ballade?
Jeg slog op med Jonas. Jeg kan ikke lade være med at tænke på dig.
Det forstår jeg godt. Jeg tænker også på dig lige siden vi mødtes. Jeg kom ikke igen, for jeg hørte at du og Jonas skulle giftes.
Men det skal vi ikke.
Han bøjede sig lidt, rørte ved min læbe. Blidt, kærligt. Og holdt om mig.
Vi stod der længe, overbeviste om, at alt ville blive godt. Jeg kom først hjem da moren havde slukket for lyset i køkkenet.
Hvad har du dog gjort, barn? Sådan! Tre år sammen, og så slår du op Kan du virkelig det?
Jeg elsker en anden. Sådan rigtigt, sagde jeg højt.
Hvad? far kom ud fra stuen. Jeg skal nok få sat skik på dig. Nu bliver du hjemme til eksamen!
Men forældrene kunne ikke holde mig hjemme.
Jeg mødtes med Andreas, hver gang der var mulighed for det. Vi fandt et sted, hvor ingen kunne se os.
Men en dag fik nogen øje på os. De sladrede til Jonas.
Jonas og Andreas kom op at slås. Alle så det. Det var ved åen, oppe på bakken selv gamle damerne i byen var på pletten.
Andreas kom ned alene. Folk så det. Han vaklede lidt, prøvede at få balancen men så var der intet under ham
Hans far nåede bare at løbe hen og tage sine sko af for at springe i vandet.
Sofie, Sofie, løb til åen! Jonas og Andreas er oppe at slås. Andreas faldt i. Folk siger, det var det, kom Oline løbende og råbte.
Jeg droppede vandkanden, jeg havde brugt til blomsterne, og løb. Masser af mennesker stimlede sammen ved åen.
Der er ringet efter ambulance, lød det længere nede.
Hvad kan vi gøre? Politiet må tage sig af det Jonas får nok problemer nu!
Da jeg var der, kørt Andreas far allerede til sygehuset med ham
Benene begyndte at vakle. Jeg satte mig bare ned i græsset.
Så fik du dig spillet, hva? Først forsvinder én, og nu mister jeg min egen! sagde Jonas mor, mens hun stod og græd og stirrede på mig.
Nej, nej var alt jeg kunne sige.
Jeg gik hjem og kastede mig på sengen.
Hvad har du gjort?! mor kom brasende ind, råbte og græd Hvad nu? Hvad skal vi gøre?
Hun stormede ud af huset. Jeg tog min taske, samlede lidt tøj, mine papirer, lidt penge og tog bussen til Odense
Da mørket begyndte at falde på, kom jeg og Andreas bedstemor hjem til hendes lille hus i yderkanten af byen. Sneen faldt tungt.
Benene driller, det føles altid op til snevejr, sagde hun, mens hun satte sig udover bænken og kæmpede fryserne af.
Jeg kan hjælpe, sagde jeg prøvende og bøjede mig.
Nej tak, ellers bliver jeg doven. Jeg må holde mig i gang. Hvor langt er du henne?
Skal føde i februar.
Snart så. Andreas barn? spurgte hun direkte og så mig i øjnene.
Ja.
Sikker?
Ja, jeg er ikke i tvivl.
Godt. Jeg reder op til dig, vi ser på det i morgen.
Huset var ikke stort, to små værelser. Den duft af hjemmebag var så velkendt Andreas havde flere gange haft boller med fra sin mormor.
Jeg faldt ikke i søvn lige med det samme. Men så hoppede hendes jævne gamle kat op og lagde sig tæt inde ved min mave. Jeg prøvede at skubbe ham væk, men han ville ikke så jeg lukkede øjne og sov.
Jeg vågnede til duften af gærdej.
Vil du have boller med syltetøj eller med kål?
Syltetøj, sagde jeg og holdt om maven.
Andreas sagde aldrig, hvad I skulle kalde jer Bedstemor det hele. Men jeg hedder nu altså også Kirsten, Sofie. Bare BedsteKirsten, grinede hun fra køkkenet. Er det ikke snart tid? Du føder jo næsten.
Hvorfor det? Der er fire uger endnu.
Det tror jeg nu ikke. Den lille er nysgerrig, vil ud før.
Hvorfor tror du det er en pige?
Hjertet siger mig det.
En uge efter helt som hun sagde gik jeg i fødsel. Vi tog afsted til sygehuset tidligt om morgenen, og midt på dagen kom min datter.
Tak, Sofie, smilede bedstemor, mens hun holdt det lille barn.
For hvad?
For sandheden. Det er Andreas datter. Jeg kan kende hendes lille tå. Han havde samme lille skæve mellemste tå. Det her vil gøre ham glad.
Hvem?
Hvem ellers Andreas.
Hvad mener du? Jeg satte mig halvt op på albuerne.
Direkte talt. Jeg går hen til ham i morgen.
Er han er han i live? Tårerne væltede frem.
Jeg kunne ikke holde dem tilbage.
Vidste du det ikke, min pige? Han lever, er svag, men i live BedsteKirsten krammede mig.
Jeg må se ham. Jeg kan ikke ligge her, når jeg ved han er tæt på. Er han hjemme i byen?
Selvfølgelig. Men pas på din datter. Du skal få det bedre først, du mangler jo mælk, hvis du bliver stresset. Læg dig nu bare, han går ingen vegne mere.
Jeg græd og græd.
En lille uge senere tog jeg min datter med hjem til landsbyen. BedsteKirsten var væk en stund, men kom så tilbage med Andreas far.
Se, hvad siger du! Katrine Andreasdatter! Lyder det ikke godt?
Hans far så ikke engang på mig, men han kiggede på min datter, og så kunne jeg se smilet brede sig.
Skrevet på Andreas? spurgte han.
Selvfølgelig. Se hendes lille tå, hun viste stolt den lille fod frem.
Tak, Sofie. For mit barnebarn. Andreas ved det ikke endnu. Kommer du?
Ja, jeg er klar.
Én ting, Sofie dine forældre ved godt, du har født. De spurgte, hvornår de måtte komme. sagde BedsteKirsten.
Ikke nu. Det bliver senere.
Var flere gange ved at stoppe ved havelågen.
Andreas far gik ind først, tog skoene af, løftede barnebarnet og pegede ind i stuen.
Jeg gik langsomt. Knæene rystede. Da jeg så ham han lå på sengen ved vinduet med sin telefon.
Andreas, jeg strakte hænderne frem.
Han smilede, var så overrasket. Jeg faldt i hans arme og begyndte at græde.
Nå, far! Så er det din tur til at holde datter.
Hva?! Min datter?!
Ja, din, sagde faren stolt. Hvad siger du til navnet Katrine? Katrine Andreasdatter?
BedsteKirsten og faren gik ud i køkkenet med den lille. Jeg satte mig ved siden af Andreas og pustede lettet ud.
Jeg vidste slet ikke du var i live Der var ingen der sagde noget. Men nu går jeg ingen steder mere.
Bliv. Jeg er lykkelig. Min elskede og min datter lige her.
Jeg håber ikke, du blev for træt af den lange fortælling. Hvis du læste til ende, håber jeg, du følte varmen fra et lille stykke dansk liv og kærlighed og måske sender mig en tanke bagefter.
