Jeg advarer dig for sidste gang hvis du ikke ændrer festlokalet, nægter jeg at gifte mig med dig, sagde jeg. Der var kun to uger til brylluppet, og min forlovede, Freja, sad med invitationerne i hænderne og tøvede med at skrive under.
Hvad er det nu, der er galt, Freja? spurgte jeg lettere opgivende.
Jeg har bare en dårlig fornemmelse!
Det forstår jeg da godt, svarede jeg med et smil. Man bliver jo ikke gift hver dag. Nerverne sidder udenpå, men det skal nok gå alt sammen, det lover jeg dig.
Hvordan kan du love noget, du ikke ved med sikkerhed? Kan du ikke bare lytte til mig én gang? Hvordan skal vi holde sammen i ægteskabet, hvis du allerede nu ikke kan gå på kompromis?
Vi har ikke penge til at smide ud ad vinduet, skat, sagde jeg lettere fornærmet. Jeg har jo bestilt dekoratør og menu, og jeg har betalt depositum. Hvis vi annullerer nu, får vi ikke pengene tilbage.
Det er ikke det vigtigste, min elskede, tro mig nu, sagde hun.
Jeg nægter at gå med på noget overtroisk pjat. Det er da helt urimeligt. Desuden går det ud over bryllupsrejsen! Kan du ikke bare forklare mig, hvad det handler om?
Fint, du skal få det at vide men du må ikke sige, at den slags ikke sker. Bare fordi du ikke tror på det, betyder det ikke, at det ikke findes.
Jeg lover det, sagde jeg.
Forleden fik vi en ny kollega på arbejdet, Judith. Hun er meget stille og går altid i mørkt tøj. Pludselig kom hun hen til mig og sagde: Hils din mormor Kirsten.
Hvad?! udbrød jeg. Min mormor Kirsten gik væk for tre år siden.
Vil du høre, hvad hun vil advare dig imod? spurgte Judith, og sagde, jeg skulle komme forbi efter arbejde.
Så jeg mødtes med hende, og dette fortalte hun mig:
Det var længe siden. Dengang blev der åbnet en ny restaurant med et flot selskabslokale her i Odense. En mand ved navn Jens arbejdede som chauffør under byggeriet og tjente godt. Han friede til sin kæreste, Mathilde, og foreslog, at de skulle holde brylluppet i den nye restaurant. Mathilde sagde straks ja hun kom fra landet, og hendes familie havde aldrig været på restaurant før. Hun besluttede, at det skulle være noget helt specielt for dem alle.
På selve dagen strålede bruden. Hun så fantastisk ud i sin hvide kjole og slør. Jens var lige så flot i sit jakkesæt.
Efter vielsen kørte kortegen hele selskabet til restauranten. Alle blev målløse over de smukke omgivelser. Kun en gammel dame rystede på hovedet og sagde: Tænk at spare så meget, at man vælger kunstige blomster i stedet for rigtige til et bryllup. Det kan ikke føre godt med sig.
Men ingen tog det videre alvorligt dengang var meget kunstigt: stof, service og alt muligt andet. Kemikalieindustrien boomed i 60erne, og det her skete kort tid efter.
Gæsterne havde dog medbragt friske blomster, som blev sat foran brudeparret.
Da festen for alvor gik i gang, diskede brudeparret op med deres første langsomme dans. Da de kom tilbage, var brudens buket helt vissen.
Tjenerne fjernede hurtigt buketten, og festen fortsatte. Men kort efter fik Mathilde kvalme og besvimede. Man åbnede vinduerne, fordi det var varmt, men hun fik det bare værre. Folk begyndte at hviske sammen.
Måske er bruden gravid, grinede nogen. Det går jo over, det er jo kun for en tid.
Jeg så et blodplet på Mathildes kjole, fortalte en af gæsterne hendes forældre.
De ledte efter blodpletten men der var intet at se.
Der blev også sagt, at en mystisk kvinde klædt helt i sort havde stået ved døren. Nogle forsøgte at finde hende, men hun var væk.
Den første nat sammen blev et mareridt. Parret kunne ikke rigtigt finde hinanden, for det føltes, som om der var andre til stede på værelset. De hørte raslen, skridt og åndesyn. Jens følte sig overvåget.
Næste morgen gik de nærmest i panik. Dengang var bryllupsrejser ikke så almindelige så de gik straks tilbage til arbejde. Men Jens nåede ikke engang weekenden før han kørte galt med firmabilen og omkom. Vejen var tør, han var erfaren, men bilen trak pludselig ud i den modsatte vognbane. Ingen forstod, hvordan det kunne ske.
Mathilde var utrøstelig, hun visnede nærmest bort. Efter et år gik hun hjemmefra og vendte aldrig tilbage. Politiet ledte, men hun blev ikke fundet.
Fin spøgelseshistorie, sagde jeg, men hvad har det med os at gøre?
Alt, sagde Freja og var ved at græde. For det var i præcis DET selskabslokale, vi har booket!
Jeg kan stadig ikke se, hvad det har med vores bryllup at gøre. Hvor mange mærkelige ting sker der ikke hele tiden?
Folk siger, restauranten blev bygget på en gammel kirkegård. Selskabslokalet ligger lige der, hvor graven tilhørte en kvinde, der begik selvmord få dage efter sin bryllupsnat. Hun tog sin mand i utroskab, og nu hendes hvileløse sjæl tager brudgommen på selve bryllupsnatten og bruden efter et år. Hvad nu, hvis det er vores tur? Min mormor har advaret mig fra den anden side!
Jeg tror ikke på forbandelser! sagde jeg irriteret over hendes nykker. Hvis ikke du vil giftes med mig, så finder jeg bare en anden eksempelvis min veninde Katrine. Katrine var Frejas veninde. Skriv under på invitationerne, ellers holder jeg mit løfte.
Freja tøvede et øjeblik, men aflyste så brylluppet. Hendes reaktion på min kommentar om at lade Katrine træde til gjorde hende urolig, og hun blev ked af det.
Men jeg holdt mit ord, og Katrine sagde ja til at blive gift med mig hvilket viste sig at hun var lidt af en forræder mod Freja.
Mindre end en uge senere gik spådommen i opfyldelse: jeg kørte galt på min motorcykel, da bremserne svigtede.
Freja blev desperat for Katrines skyld, selvom hun ikke kunne tilgive hende svigtet. Dagen efter ville hun opsøge Judith for at få hjælp måske kunne Katrine reddes, for nu var det jo hendes tur om et år. Men Judith var allerede stoppet på arbejdspladsen.
På adressen opført i hendes personaleoplysninger boede hun ikke længere.
Jeg har kun hørt sandheden om den uhyggelige bryllupslokale fra mund til mund der findes ingen papir på historien. Dengang talte man ikke højt om den slags.
Men alle lokale kender til den historie.
