Kære dagbog,
Jeg hørte, Leonora, at du har økonomiske udfordringer?
Jeg stod i min mors køkken, skar laks ud og fyldte pandekager, som vi danskere gør til vores hyggeaftener. Mor bagte pandekager på hendes gamle tunge pande og vendte dem med det sædvanlige elegante knips med håndleddet.
Jeg var traditionelt sat til at lave fyldet: jeg havde købt laks på torvet, revet ost, hakket dild og purløg, og smed creme fraiche op i mors fine lille porcelænsskål.
Slægten var samlet hjemme hos mor den sidste søndag i november. Sådan har det været så længe jeg kan huske først pandekagehygge, så planlægning af jul og nytår.
Omkring det lange spisebord sad alle. Min søster Frida og hendes mand Henrik, onkel Jens og moster Ingrid, fætrene Mikkel og Torben. Alle spiste pandekager, drak varm te og talte eller grinede af hinanden.
Leonora, kan du sende laksen? spurgte Frida, og rakte armene hen over bordet.
Ja, her, værsgo.
Hun tog fadet og lagde sig en ordentlig portion på sin pandekage.
God laks du fandt fed og frisk, smager som den skal.
Købte den på Torvehallerne. Det var ikke billigt, men man må jo gøre noget ekstra til lejligheden.
Onkel Jens skænkede sig mere te.
Nå, skal vi snakke om det vigtigste? Nytårsaften nærmer sig hvor skal vi samles i år?
Alle kiggede rundt på hinanden. Frida brød tavsheden:
Hvor ellers end hos Leonora, som altid? Du har jo huset til det der er plads nok til os alle.
Jeg kiggede op fra min tallerken, betragtede min søster.
Har vi overhovedet andre muligheder?
Ikke rigtigt. Ingen af os bor større, og det er jo blevet en tradition.
Ja, tradition, mumlede jeg sagte.
Moster Ingrid tørrede munden og lagde sin pandekage fra sig.
Og du bager din klassiske lagkage, Leonora? Den der Marcipankage du laver så godt Sidste år var den fantastisk vi talte stadig om den flere dage efter.
Og tag nu rigeligt med fiskerogn ind denne gang, indskød onkel Jens og slubrede te. Sidste år forsvandt det på under en halv time, glasset var alt for lille. Tag to, nej tag tre i år. Så vi ikke løber tør.
Jeg betragtede deres glade ansigter, små smil, de fedtede læber efter pandekagerne, og så over på min mand.
Han sad begravet i sin telefon og deltog aldrig rigtigt i snakken. Jeg kunne dog se hans skuldre spændte. Han hørte med, ligesom altid, men sagde aldrig noget.
Vores søn Gustav sad med hovedtelefoner og vippede med hovedet. Teenagere synes jo voksensnak er dødkedelig.
Nå, hvad siger du så, Leonora? insisterede Frida.
Det er fint, svarede jeg lavmælt.
Indvendigt klikkede noget over. Da vi kom hjem, overfaldt min mand mig så snart vi var indenfor døren:
Skal vi nu igen have hele klanen? Hvorfor stopper du aldrig? Gustav og jeg har sagt til dig i tre år, at du skal sige fra.
Jeg ved det ikke, sagde jeg træt og hængte overtøjet op.
Hvad mener du med “ved det ikke”? Du sagde jo ja nikkede bare igen!
Nej, jeg sagde fint. Ikke at jeg betaler det hele selv.
Han stoppede midt på trægulvet og kiggede overrasket.
Hvad har du gang i?
Vent og se. Jeg har ikke besluttet helt endnu. Men jeg finder på noget.
Jeg gik i køkkenet, satte vand over, fandt min bærbar frem og åbnede et Excel-ark. Tomme celler dukkede op. Jeg begyndte at tænke tilbage på sidste nytår. Kød and og okse. Fisk laks. Rogn stenbider og ørred. Skaldyr rejer, kammuslinger. Frugt klementiner, vindruer, ananas.
Slik, småkager, flødeboller. Lagkage med marcipan. Jeg noterede tal, lagde sammen, talte efter. Så var der også drikkevarer, brød, sovse, kaffe, te, servietter, glas og pynt.
Året før meget det samme. Endnu et år igen. Beløbet steg og steg.
Min mand kiggede over skulderen.
Hvad løber det op i?
Kig selv.
Han så summen. Fløjtede stille.
Hold da op, det er jo næsten en hel månedsløn.
Nej. Det er halvanden. Jeg har ikke engang taget alt med endnu du kan sagtens tilføje tre tusind kroner mere til pynt, stearinlys, servietter og ekstra service.
Og du har brugt de beløb HVER gang?
Hvert år. Folk kommer, spiser, drikker, hygger og forventer det. Og ingen siger rigtigt tak.
Hvad så nu?
Jeg taler med dem om det.
Næste uge ringede jeg til Frida.
Frida, vi skal snakke.
Hvad er der? Er du okay? Du lyder helt mærkelig.
Om nytår. Kom forbi, så tager vi den face to face.
Hun kom lørdag morgen anspændt og med et lidt fornærmet blik, satte sig og tog imod en kop te.
Ja, hvad skal det være, Leonora?
Jeg lagde budgetudregningen foran hende.
Se, hvor meget jeg bruger hvert år på vores fælles fejringer. Kig på tallene.
Hun skimtede tallene igennem, ansigtet ændrede sig.
Men vi har altså aldrig bedt om sort stenbiderrogn eller andesteg?
Det har I nu alligevel. Sidste år sagde onkel, at kylling var for kedeligt der skulle and eller gås på bordet. Og mere rogn, det sagde han bestemt.
Hun satte koppen fra sig og så på mig med et nyt udtryk.
Hvad ønsker du dig så?
Jeg kan ikke længere bære alle omkostningerne alene. Skal vi ikke lave en fælles løsning? Enten deles vi om udgifterne, eller også står hver familie for sin egen del. Jeg har ikke noget imod at lave maden og være vært. Men jeg betaler ikke det hele mere.
Frida hostede. Jeg rakte hende en serviet.
Mener du det? Har du fået pengeproblemer?
Nej. Jeg orker bare ikke længere betale for hele selskabet på egen hånd!
Men vi er jo familie, Leonora. Skal man nu til at lave regnskab på det?
Ja, netop! Jeg ER jo revisor til daglig, og hvis man regner på det, så er det ikke småpenge! Det er titusindvis af kroner vil du se alle poster?
Nej tak, jeg HAR forstået Du synes vi udnytter dig!
Det siger jeg ikke jeg siger bare, vi skal deles. Det er retfærdigt.
Det er jo det samme. Du kalder os griske.
Jeg bebrejder ingen. Jeg kommer bare med en løsning. Enten deles vi, eller også holder jeg kun for min lille familie i år.
Frida greb sin taske.
Du er blevet så nærig, Leonora. Du var sødere engang.
Nej, jeg var bare mere godtroende. Nu er jeg træt.
Så måtte jeg tage snakken med onkel Jens og moster Ingrid samme fremgangsmåde, samme reaktioner. Onkel råbte op om familieødelæggelse, før i tiden var det bedre, og at unge manglede sjæl og fællesskab.
Leonora, hvad skal det til? Jeg har en lille folkepension hvordan skal jeg have råd til alt det?
Min løn er heller ikke kongelig, men jeg klarer det jo fordi jeg planlægger!
Du fornærmer os!
Nej, jeg siger bare tingene, som de er!
Moster Ingrid var den sidste. Jeg ringede hende op dagen efter.
Leonora, skat, jeg har hørt at du slås med pengene?
Ingen problemer, moster, jeg gider bare ikke længere trække hele familieselskabet alene!
Men vi er jo familie man tæller da ikke penge dér?
Jo, og især der! Vi skal være ærlige.
Er du blevet sur over noget?
Nej jeg indså bare, at i tre år har jeg stået for fælles nytår alene, mens det kun er fælles i navnet. Jeg betaler alt!
Kan vi hjælpe? Tage noget med?
Ja, det er lige det jeg vil foreslå! Hvis alle bidrager, bliver det så meget retfærdigere.
Der var tavshed fra alle i en uge. Jeg begyndte at forberede et stille nytår kun med min mand og Gustav. Lagde menu for tre, skrev indkøbsliste konsumerede i ro og mag mine egne juleforberedelser for første gang i årevis. Min mand bakkede op: Endelig! Det trængte vi til. Gustav også: Mor, du er sej endelig at sige fra!
Men en uge før nytårsaften den 24. december om aftenen ringede Frida. Hendes stemme var anspændt, men ikke længere vred.
Leonora, er du hjemme?
Ja, det er jeg.
Må jeg komme forbi?
Selvfølgelig.
Hun kom en halv time senere, slog sig ned ved køkkenbordet. Jeg hældte te op og satte småkager på bordet.
Så. Vi har talt sammen allesammen. Vi er med.
Med på hvad?
På at dele udgifterne. Onkel Jens tager drikkevarer. Jeg tager kød og fisk. Moster Ingrid står for frugt og sødt. Du og mor sørger for de varme retter og tilbehør. Passer det dig?
Det gør det. Tak, Frida.
Den 31. begyndte slægten at ankomme fra morgenstunden. Onkel Jens kom slæbende med poser fyldt med drikkevarer og satte dem på bordet, duppede panden med sit lommetørklæde.
Her håber det rækker.
Mere end nok, tusind tak, onkel.
Frida kom med fade med pålæg spegepølse, røget skinke, roastbeef og letgravet ørred. Marinerede rejer også.
Jeg har gjort mig umage kun det bedste!
Hvor ser det lækkert ud, Frida. Tak!
Moster Ingrid havde en lagkage med fra bageren, friske bær fra torvet og et pose bland-selv-slik.
Kagen er fra det lille konditori alle siger den er god. Og bærrene var de friskeste jeg fandt.
Jeg lagde min egen ret på bordet: ovnstegt kylling med sprød skorpe, kartofler med svampe, grøntsagsragout. Vi dækkede op sammen.
Stemningen var anspændt til at begynde med. Frida kneb læberne sammen, onkel Jens mumlede om nutidens ungdom, og moster Ingrid sukkede og rettede på dugen.
Men langsomt blev det løsere. Folk spiste, snakkede, delte sidste nyt. Op mod midnat begyndte stemningen at minde om gammeltid. Man grinede, mimrede og lagde planer.
Jeg sad der og så på min familie. Min mand lo og talte fiskeri med onkel Jens. Gustav sad for en gangs skyld uden hovedtelefoner. Selv Frida løsnede op og fortalte en sjov historie fra arbejdet.
Efter midnat kom onkel Jens ud i køkkenet, hvor jeg vaskede op. Han tog et viskestykke og begyndte at tørre tallerkener af.
Du havde faktisk ret, Leonora.
Hvordan det?
At vi burde have delt udgifterne. Jeg havde aldrig regnet på det før, men nu hvor jeg har selv, kan jeg godt se det.
En lettelse skyllede ind over mig. Ikke den sædvanlige udmattelse og irritation, men ren lettelse næsten glæde.
Jeg havde ikke tiet stille, jeg havde endelig sagt det, der gik mig på. Og ingen var stukket de accepterede, at tingene skulle være rimelige.
Min mand holdt om mig, mens folk gik til ro.
Jeg er stolt af dig, Leonora. Utroligt stolt.
Hvorfor?
Det er hårdest at sige nej til familien, men du gjorde det. Ikke på vrangen, men med forslag til fællesskab.
Jeg frygtede de ville blive vrede eller ikke komme.
Men festen lykkedes og nu er det ægte fælles. Alle bidrog.
Jeg nikkede. Nu var det virkelig en fælles tradition, i stedet for mit personlige marathon i at føde hele slægten.
Traditionen forsvandt ikke den forvandlede sig. Blev retfærdig. Og det var min største personlige sejr dette år!
Ikke at tie! Ikke bare finde sig i det! Men sige tingene højt og finde løsninger sammen. Det kunne jeg og det ønsker jeg også for jer
Skriv endelig til mig, hvis I tænker det samme? Synes godt om og følg mig for at læse mine næste indlæg!
