Fruen, De forstår vist ikke… Denne hund er et sandt problem. Den er vild og gør hele tiden ad folk.
Der var engang en pige i kørestol, Amalie, som besøgte et dyreinternat i udkanten af Aarhus for at finde en hund. Hun havde altid drømt om at få en ven, som ikke bare kunne lege og gå ture, men som også kunne give hende ægte støtte.
Det knirkede fra hendes kørestol, da hun trillede ad de slidte gulvbrædder gennem gangen og ind til rummet, hvor bure med hunde stod tæt. Hundene bjæffede og sprang op, logrende i håb om at blive valgt. Nogle var glade, andre frygtsomme og visse gjorde alt for at slippe fri. Amalie lod blikket glide fra bur til bur, men hun mærkede ikke det mindste bånd til nogen af hundene.
Hun sukkede og troede nærmest, at det havde været forgæves, men så fangede et blik fra et mørkt hjørne hendes opmærksomhed. Der lå en stor schæfer blandes, næsten gemt i skyggerne bag tremmerne.
Denne hund rejste sig ikke, gøede ikke, og anede slet ikke, at nogen kiggede på ham. Den lå bare stille, med kloge øjne, som om den var langt væk i tanker og ligeglad med verdens larm.
“Den dér vil jeg gerne møde,” sagde Amalie pludselig, pegende med beslutsomhed på schæferen.
Internatets medarbejder, Mikkel, så forbavset på hende.
“Frøken, De skal vide… den hund er en hård nød. Den er vild og gør ad alle. Ingen har kunnet håndtere den. Vi har endda talt om, om det var bedst at lade den sove ind.”
Amalie smilede blot venligt og nikkede stille.
“Vi har vel allesammen noget, der er svært,” sagde hun og skævede let til sin kørestol. “Jeg vil gerne møde ham alligevel. Se lige det blik.”
“Som De vil,” sagde Mikkel og sukkede dybt. “Men jeg må advare Dem, det kan ende skidt.”
Da buret blev åbnet, og schæferen blev ført hen til Amalie, blev stemningen uforklarlig tung blandt folkene i internatet. Personalet stod musestille, andre besøgende trak sig tilbage i frygt og holdt vejret. Alle frygtede, at hunden ville fare på hende bide eller skubbe, at uheldet var ude.
Den store schæfer stod anspændt et lille stykke væk, ørerne strittede, og øjnene var kun rettet mod Amalie i kørestolen. Sekunderne sneglede sig af sted. Så, uden varsel, begyndte hunden at gø højlydt og tog et par skridt mod hende ekkoet fra bjæffet slog mod væggene. Nogle udbrød straks et gisp, og mod alle forventninger skete det utrolige.
Hunden nærmede sig varsomt, og Amalie sad roligt og smilede uden at kny, imens hun holdt blikket fast i hundens.
Pludselig stod den helt tæt på, stak næsen frem, snusede til hendes ben og kørestol, og lagde sig så langsomt helt ned for hendes fødder med lukkede øjne.
Amalie holdt vejret, rakte forsigtigt hånden ud. Hunden trak sig ikke væk, bed ikke, men tog imod kærtegnet. Den sukkede dybt og faldt i søvn lige der ved hendes fødder.
Der blev fuldstændig stille på internatet. Ingen kunne tro deres egne øjne, nogle hviskede endda: “Det er aldrig sket før… den hund har bidt alle og stolede ikke på nogen.”
Og Amalie bøjede sig ned og sagde med sagte stemme: “Nu er du min. Vi hører sammen nu.”
Og virkelig, den dag tog Amalie og den frygtede schæfer hinanden under armen hjemad, sammen. Amalie og hunden som ingen andre havde turdet tage sig af.
Ja, sådan gik det for længe siden, og hver gang jeg ser Amalie gå tur med hunden i Mindeparken ved Aarhus, tænker jeg på, hvordan det usandsynlige venskab forvandlede dem begge.
Hvis du kan lide sådanne historier, så følg med, del dine tanker eller tryk på et hjerte.
