Så snart jeg kom hjem, stod min nabo Grethe pludselig der og sagde: “Der råber en mand i din lejlighed hver dag han er ved at gøre os alle tossede.” Men hvordan kan det lade sig gøre, når jeg bor alene?
Næste dag besluttede jeg mig for at blive hjemme og gemme mig under sengen. Præcis kl. 11:20 blev døren låst op med en nøgle og det, der skete, rystede mig fuldkommen.
Da jeg kom hjem igen, stod Grethe og ventede ved døren.
Der er alt for larmende i din lejlighed om dagen, sagde hun. En mand råber derinde.
Jeg blev helt paf.
Det kan ikke passe, sagde jeg. Der er aldrig nogen hjemme om dagen. Jeg bor alene og er altid på arbejde.
Hun rystede på hovedet.
Jeg har hørt det flere gange. Altid omkring middag. En mandestemme. Jeg har endda banket på, men ingen åbnede.
Jeg forsøgte at smile lidt, sagde at det nok bare var mit fjernsyn jeg havde glemt at slukke. Men hendes ord sad fast i mit hoved.
Så snart jeg trådte ind i min lejlighed, fik jeg en urolig fornemmelse. Jeg gik rundt i værelserne alt stod, som det plejede. Døre og vinduer var lukkede, der manglede ikke noget, og der var ingen spor. Min sunde fornuft sagde, at alt var i orden, men indvendigt snørede det sig sammen.
Den nat lå jeg vågen det meste af tiden.
Om morgenen bestemte jeg mig. Jeg ringede til arbejdet og sagde, at jeg var syg. Klokken 7:45 gik jeg ud, så naboerne kunne se det, startede bilen og kørte lidt rundt, parkerede lidt væk, lukkede hurtigt motoren og sneg mig tilbage ind gennem sidedøren. Inde i soveværelset rullede jeg mig stille ind under sengen og trak dynen ned over mig for ikke at blive opdaget.
Tiden sneg sig afsted, som om minutterne aldrig ville gå. Jeg begyndte allerede at tro, at jeg måske var ved at blive skør. Men omkring 11:20 hørte jeg pludselig hoveddøren blive låst op.
Skridt gik gennem entréen, rolige og selvsikre som om personen kendte lejligheden ind og ud. Skoene skrabede lidt på gulvet. Lyden var mærkeligt velkendt.
Skridtene gik direkte ind i soveværelset.
Så hørte jeg stemmen en lav, irriteret mandsstemme:
Du har rodet igen…
Han sagde mit navn.
Stemmen var alt for velkendt. Og rædslen gik op for mig, da jeg indså, hvem denne fremmede i virkeligheden var. Læs videre i første kommentar
Jeg fik først sandheden at vide bagefter, da det hele var overstået.
Udlejeren, Henrik, var kommet i min lejlighed hver formiddag, lige så snart jeg var taget på arbejde. Han havde sin egen nøgle. Han kendte mit skema, vidste hvornår jeg gik, og hvornår jeg kom hjem. Jeg havde selv fortalt ham det i forbifarten som man nu gør uden at tænke over det.
Han var ikke kommet for at stjæle noget. Han rodede ikke. Han ledte ikke efter værdier. Han boede bare her.
Han stillede sine sko i entreen, satte sig i sofaen, så TV, spiste min mad fra køleskabet, gik i bad, og nogle gange lagde han sig i min seng.
Han vidste, hvor alt var, for det var ham, der havde fået møblerne båret ind og valgt lejligheden til udlejning. For ham var det stadig “hans sted”.
Så snart jeg var vendt hjem, fortalte Grethe igen: “Der råber altså en mand hver dag i din lejlighed”, men hvordan skulle det kunne være rigtigt, når jeg boede alene?
Henrik følte, han havde ret til at være der.
Engang imellem talte han højt til sig selv. Kommenterede rod, mine vaner, tøjet jeg havde smidt over stolen. Han blev irriteret over, at jeg “ikke holdt lejligheden ordentligt”. Det var hans stemme, naboerne hørte og det var derfor, de klagede.
Han kendte mit navn. Kendte mine rutiner. Han vidste, jeg først ville være hjemme om aftenen.
Han havde aldrig regnet med, at det skulle være mig, der hørte ham først.
Da politiet hentede ham, så han helt overrasket ud. Han syntes ikke, det var noget problem. Lejligheden var jo hans. Nøglerne var hans. Han ville bare “tjekke, at alt var i orden”.
Siden den dag har jeg aldrig lejet en bolig uden at få skiftet låsene med det samme.
