Vibeke gik hjem fra Brugsen med tunge indkøbsposer, mens hun småsludrede med sin nabo, Birthe. Men da hun så den flotte bil, der holdt parkeret foran sit hus, rankede hun straks ryggen med stolthed:
Nå, det må være min kommende svigersøn, der allerede er ankommet fra morgenstunden!
Birthe kiggede også på bilen og fik et skævt blik i øjnene:
Tager du ham allerede for din svigersøn, siger du? Tjah, for det er jo ikke, fordi Frederikke har fået nogen frieri? Man burde vel lige undersøge, hvad han er for én. Hvem ved, måske er han svindler eller en forbryder …
Vibeke slog ligegyldigt ud med hånden og kneb læberne sammen:
Hold nu op. Han er en god mand, og han tager sin relation til Frederikke alvorligt. Nå, jeg må skynde mig, jeg har ikke tid at spilde. Jeg skal jo byde gæsten på te, og se bare jeg har netop købt chokolade.
Hun løftede de tunge poser og styrtede af sted mod huset næsten i løb, mens Birthe kiggede efter hende med et foragteligt blik.
“Nu forstår jeg det! Ingen undren over, hvorfor hun skulle have den dyreste spegepølse, de fine chokolader og hele den gode ost med. Selvfølgelig hun har en vigtig gæst, hun vil imponere. Hun kan bare ikke vente med at få giftet den naive Frederikke væk,” snerrede Birthe for sig selv.
***
Indenfor bredte der sig straks et smil over Vibekes ansigt. Da hun trådte ind i huset, så hun følgende scene: Datteren Frederikke sad på skamlen ved vinduet, og lige ved siden af hende sad gæsten.
Den kommende svigersøn lænede sig ind mod Frederikke og kiggede hende dybt i øjnene. Men straks døren smækkede, rejste han sig hurtigt og trak sig lidt væk. Helt tydeligt de havde beundret hinanden.
Han opførte sig høfligt som altid. Han havde givet Frederikke blomster, en æske chokolade, og fin parfume i en æske.
Ladies’naren bukkede næsten for sin potentielle svigermor, og Vibeke kunne ikke tage øjnene fra ham.
Åh, sønnike, han er sådan en flot mand! En lille sølvgrå stribe i tindingerne, men det gør ham kun mere distingveret. Han ligner jo nærmest en greve! snakkede hun begejstret til Frederikke bagefter.
Frederikke trak på smilebåndet:
Han ér en slags aristokrat, mor.
Nå, men hvorfor kom han så? Endelig med blomster og gaver? spurgte Vibeke, stadig håbefuld.
Nu blev Frederikkes smil mere mat:
Nej, mor. Han friede ikke. Han ville bare overtale mig til at tage med ham ind til København i teatret på en date.
Vibekes smil forsvandt øjeblikkeligt.
Nå ja, på date siger du … Ham skal vi nu tage os i agt for! Jeg ved nok, hvordan det er med storbyens Don Juaner de render rundt og leger kærester med alle damerne, og kommer herud på landet for at finde nye ofre.
På date, pyh! Kære barn, det lader til, du har fået fat i en rigtig charmør. Han har været på besøg her i snart to måneder, og om vielsen eller rådhuset har han ikke nævnt et eneste ord!
Mor …
Hvad, mor? Du er 30 år, og han nærmer sig de 40! Hvorfor gifter I jer ikke bare? Alt det trækkeri! Enten må han tage sig sammen eller lade være med at give falske forhåbninger!
Mor, det bestemmer vi altså selv!
Nu tier du og lytter til din mor! vrissede Vibeke og gik hurtigt hen til Frederikke, der i det samme var ved at tage et stykke spegepølse fra fadet.
Læg det tilbage. Du skal tænke på figuren! Og spegepølsen er dyr, i morgen kommer din bejler igen hvad skal jeg så servere?
Frederikke så længe og stille på moderen med sine klare, blå øjne.
Mor, hvorfor bliver du ved med at hidse dig sådan op? Hvad er der nu galt?
Vibeke gemte spegepølsen i køleskabet, bankede med tallerkenerne og fjernede osten og de gode chokolader fra bordet. Hun kastede et såret blik på Frederikke og udbrød med bævende røst:
Jeg er bare bange, bange for, at han bliver ved med at komme på besøg, uden at noget for alvor sker. At du til sidst bliver kaldt for gammel ungmø! Og andre bejlere glemmer alt om os, når sådan en fornem herre har sat næsen op efter dig.
Mor, tag det nu roligt, smilede Frederikke. Han bliver hos mig, det kan du være sikker på.
***
En uge senere stod Vibeke og pakkede Frederikkes kuffert og tørrede tårerne bort. Hun havde forestillet sig, at Frederikke var dydig og forsigtig, men nu viste sandheden sig.
Datteren var gravid! Da moderen spurgte hende, hvordan det var gået til, grinede Frederikke lunt:
Han kørte mig til skoven for at plukke bær. Og mens jeg var derude, ventede han tålmodigt på mig bare for at hente mig igen. Han er faldet helt for mig, mor. Jeg er jo også køn …
Jo, jo, sagde Vibeke forvirret. Men i skoven, virkelig? Hvordan kunne det ske? Forklar dig nu, hvor har jeg dog svigtet i din opdragelse?
Datteren skar ost i skiver, tog endnu et stykke af den dyre spegepølse og smilede:
Det er lige meget, mor! Hovedsagen er, at han vil giftes med mig!
Men til brylluppet inviterer vi altså hele familien! holdt Vibeke fast. Nej, hvordan skal jeg dog undvære dig, min eneste datter?
Jeg besøger dig tit, lille mor …
Til huset kom folk nu løbende, råbte igennem døren:
Vibeke! Dine datter skal giftes og vi har intet fået at vide!
Hun flytter, for rundt i huset Vibeke.
Vi har jo ingen gaver med du skulle da have sagt besked!
Ingen gaver nødvendig min datter rejser blot til byen med sin kæreste.
Tænk, hvor stort! …
***
Så rejste hendes kære datter fra barndomshjemmet. Hendes elskede kørte hende til København.
Senere ringede Frederikke hjem og fortalte om det flotte hus, svigersønnen den kommende havde. Vibeke ventede stadig på nyt om brylluppet, men det kom aldrig.
Først gik en måned, så to, så et halvt år … Så en dag stormede Birthe ind og kunne berette, at hun ude i byen havde set Frederikke gå med en barnevogn. Vibeke var nærmest ved at besvime.
Med en barnevogn?! Hvordan det?
Hun rakte i panik ud efter sin frakke, spænede til rutebilen og tog ind til København så hurtigt, hun kunne.
Det viste sig, at hun var blevet mormor og Frederikke havde ikke engang fortalt hende om det! Skjult sådan en begivenhed for sin egen mor!
Hun ringede fra banegården til datteren heldigvis var der god dækning i byen, ikke som hjemme i det lille landsbysamfund.
Men datteren tog ikke telefonen med det samme hun afviste flere gange, og det gjorde Vibeke endnu mere arrig.
Hvor bliver du af? råbte Vibeke ind i røret, mens folk omkring gloede. Jeg står på Hovedbanegården, kom og hent mig! Og forklar mig så, hvorfor du har født barn, uden at jeg anede noget!
Frederikke kom alene i en taxa, gik med nedslåede øjne hen til moderen.
Undskyld, mor. Jeg havde ikke tid til at fortælle. Jeg har fået en datter hun hedder Mille. Hun ligner dig meget …
Vi bor hjemme hos Peder min kæreste. Han har sådan et vidunderligt hus!
Nå?
Vibeke så stramt på datteren.
Skammer du dig over mig, er det det?
Frederikke blev forskrækket:
Nej, mor, hvordan kan du tro det? Men … altså … Peder bor med sin mor.
Huset og bilen, han kører i de tilhører hende. Hun bestemmer alt han må ikke gifte sig med mig!
***
Vibeke gik over dørtrinnet til huset i den faste tro, at nu skulle der sættes tingene på plads.
Hvad var det for en svigermor? Sønnen bringer sin gravide kæreste hjem, og så får hun ikke lov at blive gift!
Uden at se på hverken Peder eller barnebarnet, som Frederikke nærmest insisterede på at give hende, fór Vibeke direkte opad for at finde “fruen”, som spillede Beethoven på et flygel oppe på førstesalen.
Vibeke hostede højt for at gøre opmærksom på sig selv, men blev ignoreret, så hun gik direkte hen og lukkede låget på flyglet.
Den fine dame, formelt antrukket, så stramt på sin uforskammede gæst.
Hvad foregår her? spurgte hun spidst. Hvem er De?
Jeg er Frederikkes mor! råbte Vibeke. Er du virkelig bekendt med at sidde og klimpre, når der ligger et lille spædbarn og skal sove?
Mener du Mille? Hun har allerede sovet, svarede “pianisten” køligt og tilføjede med et sarkastisk smil: Det er nok nærmere jer, der forstyrrer.
Bliver du generet af et barn? forstod Vibeke ikke. Så må du jo finde en anden bolig, og så kan de unge da få fred!
Hvorfor skulle jeg flytte fra mit eget hus, dame?
Fordi du står i vejen for dem.
Jeg står i vejen? hendes øjenbryn løftede sig. Jeg tvinger da ingen til at bo her. Døren er der de kan gå hvorhen de vil.
Så du er ligeglad med dit barnebarn? spurgte Vibeke forarget.
Kvinden så koldt på Vibeke.
Hvad hedder du? Vibeke? Meget rart. Men fortæl mig så, hvorfor jeg skulle bekymre mig om din datter og dit barnebarn? De har jo dig og Peder.
Jeg har allerede givet din datter det dyrebareste min søn! Min hjælper, min støtte. Og nu vil du også smide mig ud?
Prøver du, skal jeg ringe til politiet, og så ryger du ud som en løsgænger. Og hvis jeg bliver rigtig gal, så rejser I alle hjem til din landsby dig, datteren, barnebarnet og Peder!
Hørte man de forhøjede stemmer, kom Peder hurtigt ind, gik hen til Vibeke og sagde prøvende:
Du må da være træt efter rejsen, mor. Frederikke har lavet te i spisestuen til dig …
***
Te samler og glatter måske ud. Vibeke sendte dræbende blikke til den “forbandede gamle”. Hun sad med sit tekrus og kneb øjnene sammen, smilende listigt.
“Jeg overlever dig alligevel,” tænkte Vibeke modvilligt.
Peder, der sad i sofaen, kunne mærke den anspændte stemning, og sad og skubbede til Frederikke under bordet, med et blik, der sagde: “Din mor er ustyrlig! Du må tale med hende.”
Frederikke forstod også, at nu måtte hun tage samtalen med moderen. Vibeke opførte sig som en bulldozer, der pløjede igennem alt.
Mor! sagde hun, mens de havde låst sig inde i Peders hjemmekontor, mens “den gamle” endnu en gang hamrede løs på flyglet ovenpå. Vi skal tale sammen.
Om hvad? sagde Vibeke vredt. Jeg kan se, at du ikke har fået hende overtalt din svigermor drejer jer jo om sin lillefinger!
Hun er ikke min svigermor, sagde Frederikke stille. Det er Peders hustru, mor! Hans første og eneste kone!
Vibeke var så rystet, at hun slet ikke kunne kigge på datteren.
Hvordan kunne det ske? spurgte hun lavmælt.
Frederikke så trist på sin mor med et blik fyldt af sorg:
Du ser vel, hvor velhavende Peder er, mor … Det skyldes, at han giftede sig med hende for tyve år siden. Dengang var hun næsten halvtreds. De har ingen børn, hun ville aldrig have børn …
Vibeke sad målløs og betragtede det hjemmekontor, hun befandt sig i. Vægge med gyldent tapet, fløjlsgardiner, antikke møbler og hylde op og hylde ned med bøger!
Alt dette er hendes, fortsatte Frederikke stille. Jeg forstod det ikke, da jeg først flyttede ind.
Da jeg begyndte at skændes med hende, troede jeg som du at hun var hans mor. Men så fortalte Peder mig sandheden.
Din klaphat! blev Vibeke gal. Hvorfor gider du ham?
Du ved det da godt, mor! Peder ville have familie, børn … Hun ville ikke føde. Til sidst blev de bare bofæller. Hun gik modvilligt med til, at han fandt én ved siden af mig. Og de sover ikke sammen, mor, de lever som naboer.
Det er nok for mig, sagde Vibeke. Pak dine ting, tag barnet, og vi tager hjem til landsbyen!
Men Frederikke løftede stædigt hagen:
Hvad tror du, mor? Jeg tager ingen steder! Jeg bliver her hos Peder! Engang bliver han enkemand og gifter sig med mig.
Og indtil da suger hun dig for al saft!
Sådan er livet, mor. Det er MIT valg.
Så bliv her, som en dørmåtte, folk tørrer fødderne på. Jeg skal i hvert fald ikke bo her! råbte Vibeke.
***
Så blev dagene for Vibeke tomme og meningsløse. Hun levede kun for landsbyens sladder.
Hende og Birthes snak om, hvordan de andres døtre giftede sig og fik børn. Vibeke gik nogle gange over for at lege med Birthes barnebarn, og sukkede, mens hun tænkte på Frederikke og sit eget barnebarn.
Til sidst kunne hun ikke holde det ud mere. Hun låste sit lille hus og tog til byen.
Bag hækken ved den store villa, hvor datteren boede, gemte hun sig og holdt øje. Hun så sin vokset barnebarn, Mille, løbe rundt i haven, med to små kongepudler, mens hun råbte: “Bedste, bedste!” til kvinden, der egentlig var Peders kone.
“Sådan noget svineri, tænkte Vibeke vredt, mens jalousien brændte i hende. Hun er jo slet ikke hendes bedste! Det er MIG!”
Vibeke trådte ud af skyggen, løb hen og bankede på porten.
***
Ingen smed Vibeke ud af huset igen ikke engang herrens kone. Hun konstaterede tørt: “Huset er stort nok, her er værelser til alle.”
De to kvinder skændtes aldrig rigtigt mere, men hånede dog hinanden drillende, mens de luede ukrudt sammen ved bedene i haven eller legede gemme med Mille.
Nå, så du dukkede alligevel op? Var du bange for, jeg skulle gøre din datter fortræd? Det var du klog i! Din datter er svag, hende skal der sættes grænser for.
Hvis jeg får lyst, smider jeg hende ud eller også beholder jeg hende. Din datter er sikkert mere som sin far, ikke som dig du har da lidt rygrad, om end den er tynd.
Hvis du bliver ved, får du et klask med karkluden også selv om det er dig, der ejer huset. Og hvorfor skulle jeg ikke have rygrad?
Fordi DU kommer rendende her, i stedet for at få din datter hjem. Hvis du var så stærk, var det hende, der kom til dig.
Jeg er stærkere end dig! Ved du hvorfor jeg er flyttet ind? Jeg har lagt mærke til, at du ser lidt alment ud. Ikke at det gør mig noget at passe dig, når du snart skal have hjælp jeg vil bare ikke have, at det skal være Frederikke, der trækker det læs!
Hahaha! skrattede den gamle. Jeg fejler intet, spiser sundt, går til de bedste læger. Jeg har intet stress har aldrig fået børn! Hvad får dig til at tro, lille Vibeke, at jeg dør før dig?
