For tre år siden blev jeg skilt fra min mand. Vi havde intet til fælles udover vores søn. Jeg blev i…

For tre år siden blev jeg skilt fra min kone. Vi havde egentlig intet til fælles længere, ud over vores søn, Frederik. Det overraskede mig ikke engang, da min ekskone allerede en måned efter skilsmissen fandt sig en yngre fyr. For tre måneder siden blev de gift.
Ærligt talt rører det mig ikke længere. Men i går fik jeg en besked fra hendes nye mand, som virkelig forvirrede mig. Han skrev, at vi burde lade Karen min ekskone være i fred og stoppe med at kræve penge af ham, for fremover ville vi ikke få en krone.
Min søn Frederik er fem år gammel. Tidligere var min ekskone på barsel, så jeg dækkede alle omkostninger. Nu arbejder hun på deltid.
Lige efter skilsmissen blev vi enige om at sælge vores treværelses lejlighed i Aarhus og i stedet købe to mindre en til mig, og en til ekskonen og Frederik.
De børnepenge, jeg betaler hver måned, er faktisk rimelig pæne. Men jeg ønsker også, at min ekskone klarer sig selv, så jeg opmuntrer hende til at søge fuldtidsjob. Alt hvad jeg betaler går til Frederik: børnehave, fritidsaktiviteter, legetøj og mad. Hun bruger lidt af pengene på el og varme.
Frederik vil gerne gå til judo, og det er også en udgift ud over det sædvanlige.
Denne sommer sendte jeg ekstra penge, så de kunne tage på ferie betinget af, at Frederik fik en god oplevelse. De tog op til Møns Klint, og jeg fik masser af glade billeder tilbage. Frederiks lykke var tydelig.
Jeg er glad for, at jeg kan blive ved med at være en god far, selvom vi er skilt. Når hans mor havde travlt, passede jeg ham ofte. Vi tog på café, i biografen eller gik ture nede ved havnen. Men han har faktisk aldrig været hjemme hos mig.
Jeg har mistænkt, at det skyldtes den nye mand i hendes liv. Jeg har ikke taget mig synderligt af det indtil nu, hvor jeg har modtaget beskeden.
For nylig turde den nye mand endda ringe til mig. Han mente, at jeg var urimelig, fordi jeg brugte en stor del af min løn på mit barn. Jeg svarede igen og fortalte straks Karen om det. Det irriterede hende voldsomt, og hun sagde til ham, at han skulle blande sig udenom især når det kom til økonomien omkring Frederik.
Alligevel bekymrer det mig, for hvad nu hvis han alligevel får overtalt Karen til at presse mig til at give mindre? Så får jeg svært ved at give Frederik alt det, jeg ønsker for ham.
Jeg håber stadig, at Karen har bevaret den venlighed og ærlighed, jeg engang faldt for. Livet har lært mig, at selv når vejene skilles, skal kærlighed til ens barn og gensidig respekt komme først.