Ja, hunde er virkelig trofaste! Men de er kun trofaste over for dem, der elsker dem forrædere tilgiver de aldrig
Liv greb ud efter bilen, løb bag den, som var hun en mærkelig blanding af røg og pels. Ikke fordi hun ville fanges, men fordi hun ikke ville efterlades alene et sted, hvor alt var underligt og fremmed.
Hun løb efter den, hun elskede. Den, hun stolede på indtil det sidste. Den, hun ikke kunne svigte. For hun vidste ikke, hvordan man svigter
Maria, mød Liv! sagde Mads og smilede bredt. Han præsenterede sin hund for den unge kvinde i døren; hun havde sølvglitrende stiletter, så hun var næsten et hoved højere end ham.
Hun er venlig, virkelig lydig, så jeg tror nej, jeg VED I to nok skal blive gode venner!
Liv snurrede lykkeligt rundt om Mads fødder, men så alligevel forsigtigt på Maria.
Det er normalt, at hunde er varsomme omkring fremmede. Men dette var noget andet. Liv kunne tydeligt mærke, at kvinden lugtede af noget ubehageligt, noget hun ikke brød sig om.
Det havde intet at gøre med de sødligt kvalmende parfumer, Maria bar, nærmest som kemisk våben. Hundes næser kender dårlige mennesker på lang afstand.
Livs næse var næsten overnaturligt udviklet, skarp som en vinternat i Jylland. Hendes instinkt har aldrig svigtet.
Når hun mødte sådanne mennesker på gaden, måtte Mads næsten altid kæmpe imod, mens hun trak i linen med sin store kærlighed til ham for hun elskede ham, og passede på ham så godt hun formåede.
Men hvor skulle man gemme sig i en toværelses lejlighed? Mads var så sød mod Maria, nærmest øm.
Han krammede hende, kyssede hende
Da Liv sendte Maria et mistroisk blik, trak Maria Mads ud i køkkenet, lukkede døren, og hviskede:
Hvorfor sagde du ikke, du havde hund?
Der har ikke været nogen grund, hviskede Mads. Har du noget imod det?
Ja! Jeg kan ikke fordrage hunde og vil ikke have, den der Hvad kaldte du hende?
Liv
Liv.
Hvor skal jeg gøre af hende, smide hende ud på gaden? Vi har boet sammen i fire, fem år. Husker ikke helt. Men længe!
Mads Maria så på ham med et hårdt blik, der sagde alt. Så længe den hund er her, flytter jeg ikke ind. Og noget bryllup bliver der ikke tale om.
Jeg kan slet ikke udstå hunde! Så nu må du vælge mig, eller hunden.
Det regnede så voldsomt, det var som at himlen væltede spandevis af vand. Vinduesviskerne arbejdede arrigt på ruden, som om de hadede regnen ligeså meget som Mads, der hurtigt kørte gennem Aarhus i natten, mørkere end skyernes indre.
Indvendigt var der en følelse af, at nogen havde spulet hans sjæl med beskidt opvaskevand. Noget ulækkert, han var blevet tvunget til at gøre Noget, han slet ikke brød sig om.
Han elskede måske Maria, eller måske gjorde han ikke. Men det var ikke det vigtige.
Det vigtige var, at Marias far havde lovet at ordne problemerne med hans lille byggefirma, der var ved at gå ned. Han var en magtfuld mand, som altid holdt, hvad han lovede.
Det var en reel chance for ikke bare at holde sig oven vande, men at løfte sig selv op, blive succesfuld. Kun en tosse takker nej til sådan en mulighed.
Mads trykkede speederen i bund, da han forlod byen; regnen og vinden tiltog, mens han kørte gennem det midtjyske landskab.
Regndråberne trommede i glas, tag, motorhjelm, bagagerum. De hviskede: Tænk dig om! når de ramte metallet.
Liv lå på bagsædet og betragtede dråberne, der strømmede ned ad ruden. Hun havde for længst forudset skiftet: Fra den dag fremmede Maria dukkede op, blev Mads kold som efterårsregn. Han talte ikke til hende, rørte hende ikke. Han fremmedgjorde sig selv.
Da han standsede i vejkanten, tændte han en cigaret, dugen af røg flød ud i bilen.
Han trak hætten op, steg ud. Liv ventede. Hendes hjerte lå som en regnvåd gren.
Scenen udspillede sig nøjagtig som i et parallelt manuskript: Bagsædet blev åbnet brat, skyer af røg og regn gled sammen. Mads greb Liv i halsbåndet og trak hende ud. Liv peb.
Næste øjeblik to smæld. Først lukkede døren med et drøn. Så døren foran.
Bilen rev sig løs fra vejen, vendte om mod byen. Store regndråber trommede mod lakken, som om de ville vække Mads til live.
Liv blev stående midt på den våde landevej. Hun stod uforstående. Regnen krøb grådigt ind i hendes pels, så der ikke var én tør hår tilbage.
Hun sprang. Liv løb efter bilen, løb gennem det drømmende, regnvåde Danmark. Hun løb efter sin elskede, hun kunne ikke svigte. Men hvordan kan en almindelig hund hamle op med en bil, der farer afsted med hundrede kilometer i timen?
Pelsen trak hende ned, hver dråbe vejede som svigt og længsel.
De røde billygter forsvandt for længe siden i mørket, men Liv fortsatte løbet. Hun kunne ikke stoppe.
Nogle gange, når man ikke kan stoppe, så beslutter skæbnen for én. Ikke fordi den er ond men fordi man ikke kan jage fortiden evigt.
Et hvin af bremser, et bump. En bilist sprang ud, greb sig om hovedet med begge hænder.
På den glinsende asfalt lå hunden, gennemblødt og forvirret. Han nærmede sig forsigtigt, så hende i øjnene.
De øjne, der stadig troede, men for hvert sekund mættedes troen af sorg.
Gud ske tak og lov, du lever! tænkte Henrik.
Han åbnede døren, lagde sin våde jakke på sædet og vuggede hunden op i armene; lagde hende blidt på det forberedte tæppe.
Det var sent, kun den døgnåbne dyreklinik i Odense kunne hjælpe. Han kørte derhen; kun med mellemrum så han på Liv, der lå som om hun stadig jagtede noget i søvne.
Dyrlægen så straks, at ingen betaling var nødvendig. Da Henrik blev spurgt, hvad der var sket, forklarede han forvirret.
Dyrlægen vidste godt, hvad det handlede om. Endnu en, der var blevet efterladt. Og sikkert ikke den sidste.
Heldigvis var der ingen alvorlige skader. Kun blå mærker. Dyrlægen anbefalede salve og kolde omslag.
Henrik bar Liv ind i lejligheden, lagde hende på jakken.
Det er bare midlertidigt, sagde han skyldigt til Liv. Efter ti dage gik det bedre, hun haltede lidt, men det blev langsomt bedre.
Blev du smidt på gaden? sagde Henrik, mens han sad på sengen ved siden af Liv.
Han havde aldrig haft hund. Ej heller venner med hund. Sandt sagt havde han ikke længere venner overhovedet. Engang havde han, men skuffelser havde gjort ham ensom.
En stjal hans kæreste, en anden ødelagde hans forretning. Den tredje trak ham med ind i et bedrageri, og politiet bankede på.
Han slap ud og forlod alt, flyttede til en anden by.
Så han lænede sig op ad dyrlægens råd. Med vejledning fik han vasket Liv grundigt; hun protesterede ikke, men lod sig gøre ren som var hun pludselig noget andet, ikke helt til stede.
Senere spurgte han om foder, tog Liv til dyrlægen; for at sikre sig, at hun ikke led mere.
Bekymringen for Liv blev en form for styrke. Hun spiste kun lidt, lå hele dagen; lagde ikke mærke til Henrik.
Det kommer, forklarede dyrlægen, Peder Jespersen.
Bare luft hende, kræv ikke noget. Giv tid. Så skal I nok finde hinanden. Måske bliver I venner.
Sådan gik det. Sår, også på sjælen, lægte. Efter seks drømmeagtige uger i hinandens selskab, blev de venner nok.
Venner nok, i hvert fald, til at Liv begyndte at stole på ham, spise mere. Men nu var hun ikke længere Liv nu var hun Frida.
Nyt liv, nyt navn, som danskerne siger. Frida blev hurtigt vant til det. Måske lød det som det gamle navn. Eller også fornemmede hun, at fortiden var bag dem.
Hver dag, uanset slud og sol, gik de ud sammen. Og de havde det godt.
Kun når det regnede, blev Fridas øjne triste og lidt blanke. Ikke af regndråber, men af minder der trillede ned ad sjælen.
At glemme var svært. Hund men ikke upåvirket af menneskers følelser. Enhver, der tror anderledes, har aldrig haft hund.
En dag, mens de gik i Frederiksberg Have, fik Frida lyst til at jage en kat. Hun fór afsted, mens Henrik købte sig en kop kaffe for at få varmen i den kolde novemberluft.
Da han vendte sig om, var Frida væk.
Kaffen stod tilbage Henrik løb rundt forvirret, vidste ikke hvorhen, vidste bare, at han måtte løbe.
Imens stod Frida ved en træstamme, gøede vildt mod katten, der havde forskanset sig højt oppe i grenene.
En sort SUV med tonede ruder bremsede op. Ud trådte Mads.
Han ville til butikken, måbede, da han så hende.
Liv!
Hun forstod ikke straks, at det var hende han kaldte på. Men da hun hørte navnet igen, og tonefaldet, vendte hun sig og stirrede på Mads.
Liv, kom her! gamle ejer satte sig på hug, smilte indbydende.
Hun ville gerne løbe i hans favn, men noget holdt hende tilbage. Hvad tænker hunde på sådanne tidspunkter? Det ved kun drømmene. Men tænke det gør de.
Han forlod hende. Eller gjorde han? Måske lette han efter hende hele tiden? Hun begyndte let at logre med halen.
Mads, rastløs, sprang over lågen, kom hen og rakte hånden frem.
Liv! Lille Liv! Hvor er jeg glad for at finde dig! Kom, nu!
Han klappede hende, trak hende ind til sig, hun gjorde ikke modstand. Men hun blev heller ikke glad logrede ikke, dansede ikke.
Noget bremsede hendes glæde, noget ukendt.
Henrik kom løbende; så kun en mand, der rev i Fridas halsbånd.
Hvad laver du? Det er MIN hund!
Henrik greb Mads om skulderen, vred ham rundt:
Hvad laver du? sagde han nu med fasthed. Det er MIN hund!
Virkelig?
Hvad mener du? Frida, kom!
Hun ville gå mod Henrik, men Mads holdt hende fast i halsbåndet.
Hvilken Frida? Det er Liv! Min hund, opvokset hos mig, og så
Og så hvad? spurgte Henrik, der begyndte at forstå.
Ikke din sag! Det er min hund! Jeg tager hende!
Nej! Hun er min og hun bliver hos mig! Slut, du skal ikke presse din ulykke videre.
Hvad?!
Mads øjne blev mørkerøde. Han løftede hånden af vrede men Frida, der ellers havde set koldblodigt på de to mænd, rejste sig pludselig, snerrende, og trev sig fri, vendte sig mod Mads, blottede tænder.
Mads stivnede, mere af overraskelse end frygt. Liv havde aldrig været sådan før. Aldrig growlet af ham. Aldrig.
Hun sendte ham et blik, der sagde: jeg kæmper, om jeg skal. Han slap. Trådte tilbage.
Frida, kom. Det er ovre, sagde Henrik dæmpet.
Hun gik til ham, trykkede snuden ind mod hans ben og bøjede hovedet, så han kunne sætte linen på.
De gik gennem alléen, hvor blade og drømme lå blandet mellem hinanden, og de så sig ikke tilbage en eneste gang. Mads stirrede efter dem, knyttede hænder af håbløs vrede.
Der blev aldrig noget bryllup med Maria, hendes far hjalp aldrig, og firmaet blev solgt for gælden. Mads kunne ikke tilgive sig selv, hvad han havde gjort den mørke nat og kunne ingenting gøre om.
Ja, hunde er virkelig trofaste. Men kun over for dem, der elsker dem. Aldrig over for forrædere
Skriv dine tanker i kommentarerne og giv et like!
