Det er altså din skyld! sagde svigermor tørt og så på, mens Lærke stod med hænderne i opvasken. Inde fra stuen lød hosteanfald fra lille treårige Sidsel.
Hvis du bare havde holdt ordentligt øje med barnet, havde du opdaget hosten i tide. Men nej, du skal selvfølgelig prøve med alt muligt mærkeligt i stedet for det rigtige…
Jeg følger bare det, børnelægen sagde, svarede Lærke forsigtigt.
Ak ja! Men nogle gange skal der altså bare antibiotika til. Nu må du punge ud for indsprøjtninger, fordi du ikke kan finde ud af noget. Idiotisk generation! Kan ingenting! Tænker kun på sig selv! Hvad med dine egne børn? Da jeg havde din mand, gjorde jeg alt selv!
Lærke lukkede for hanen og skyndte sig ud af køkkenet. Hun havde lyst til at græde. I fem år havde det været på samme måde: Alt var hendes fejl. Alt blev pålagt hende. Den største fejl var næsten, at hun overhovedet troede på Viktor og gik med til at bo hos hans forældre bare indtil vi har vores eget sted.
Deres fremtidige bolig var et udgravet hul i jorden et sted på lejet jord uden for Odense. Der var ikke sket en pind de sidste mange år. Og Viktor mente, det var hendes skyld, fordi Lærke havde valgt at få børn tæt på hinanden. Det var da heller ikke i orden, syntes han, at hun engang imellem foreslog, at de hellere burde leje en lejlighed:
Jeg betaler altså ikke husleje til fremmede bare for lidt frisk luft!
Lærke sukkede og prøvede igen:
Kan vi ikke købe et lille hus for barselsopsparingen? Vi har både det statslige og det kommunale
Hvad tror du, det rækker til? Et faldefærdigt skur! Vi bruger pengene på huset. Bare vent til sommeren kommer, så skal du se
Sommeren kom, men byggeriet stod stadig fuldstændig stille. Lærke nægtede at hælde flere penge i det hul. Sådan gik nu dagene…
Viktor, kan du ikke lige passe Sidsel, mens jeg hurtigt henter Valdemar i børnehaven? spurgte hun forsigtigt, da han kom hjem og sparkede skoene af med et surt træk på mundvigene.
Hvad nu hvis hun får feber?
Det tager højst en halv time, Viktor…
Nej, glem det. Hvad nu hvis der sker noget, mens du er væk?
Han nægtede. Lærke sagde ikke mere, men klædte Sidsel på. Børnehaven lå kun en kilometer væk og Sidsel kunne godt trænge til frisk luft
Jeg sagde jo, at det var dumt at sende Valdemar i børnehave i dag. Du prøver bare at slippe af med ungerne, kom det mutrende fra Viktor på vej ud.
Ja ja, det er jo også alt sammen min skyld, bemærkede Lærke tørt.
Om aftenen sad Lærke ved sin bærbare. Ungerne tumlede stille i rummet ved siden af.
Arbejder du? spurgte Viktor over skulderen. Hvornår er der mad?
Lærke lukkede computeren.
Kiggedu på lejligheder igen? sagde han mistroisk. Vi bygger snart, det andet er spild af tid.
Lærke nikkede bare.
Fra døren råbte Sidsel: Mor, mit tårn vælter hele tiden! Det er din skyld!
Ja, mor hjælper dig jo aldrig med de ting! kom det overlegent fra Viktor, der smilede hånligt.
Lærke så længe på dem. Hun følte, det var nok nu. Selv Sidsel var begyndt at sige, det var hendes skyld. Altid hende…
Næste morgen gik hun ikke med Valdemar i børnehave. Svigermor kiggede bare sammenbidt på, mens Lærke pakkede ungerne efter morgenmaden, men spurgte ikke til noget.
Vi skal til lægen, sagde Lærke for en god ordens skyld.
De var væk længe. Om aftenen kom de hjem og hævdede, de havde været til ørelæge. Børnene fniste spændte og hviskede sammen, mens Lærke tysede på dem.
Far, ved du hvor vi var i dag? udbrød Sidsel uden forstillelse.
Hvor da?
Det må vi ikke sige, sagde Sidsel hurtigt under et skarpt blik fra sin mor.
Nej, det siger vi ikke det er en overraskelse til din fødselsdag, støttede Valdemar.
… Og dagen efter var Lærke væk. Børnene med.
Det gik først op for dem om aftenen, da Viktor kom hjem.
Mor, hvad er der til aftensmad?
Spørg din Lærke, hun er jo smuttet med ungerne. Jeg steger lige et par spejlæg, din kone har jo åbenbart glemt dig.
Måske er de hos lægen… sagde Viktor usikkert og gik gennem stuen. Der var pænt og ryddeligt Lærke havde altid styr på den slags men noget manglede. Han så sig omkring; pludselig gik det op for ham: Sidsels elskede, kæmpestore tøjbamsekat var væk. Den lå altid smidt i sofaen og blev aldrig taget med ud.
Viktor fløj op, ledte rundt, åbnede skabet og stivnede. Der hang kun Lærkes vinterfrakke. Hendes tøj og børnenes ting var væk.
Mor! Mor, Lærke er smuttet! råbte Viktor chokeret.
Sludder, hun render da ikke bare sine veje, svarede moren, mens hun rodede ved komfuret.
Tjek nu selv! Alle hendes ting er væk, og skabet er tomt!
Og børnene? Ring nu til hende! Nu! gispede moren. Hun glemte alt om spejlægget og stod forfjamsket foran det tomme skab. Hun larmede over Lærkes dumhed og sagde, at kun fjolser forlader sådan en mand så noget måtte være helt galt med Lærke.
Viktor prøvede febrilsk at ringe, men mobilen var slukket.
Mor, hvordan har du ikke lagt mærke til, at hun bar ting ud? Det er jo ikke bare én pose.
Jeg var lige i Føtex… Lærke er blevet fuldstændig skør. Vi må finde hende og tage børnene fra hende.
Hvordan det? Skal du så passe dem?
Nej, selvfølgelig ikke. Der er jo børnehave, ikke?
Men om aftenen? I weekenden? Hvis de bliver syge?
Så må du hyre en barnepige.
Ved du overhovedet hvad sådan en koster i Danmark?
Så må de bo midlertidigt på institution.
Viktor lagde hovedet ned i hænderne.
Spejlæggene blev forkullede. Det blev mørkt udenfor. Mor og søn sad i køkkenet og diskuterede, hvad de nu skulle stille op.
Hvad mangler hun? snøftede Viktor. Forstår slet ikke, hun bare kunne gå uden et ord. Hun har vel fundet en anden mand?
Hvem ville da tage hende?
Hvordan skal hun klare sig? Hun har ikke engang et job.
Jeg sagde jo, hun skulle have investeret børnepengene i huset. Nu er både pengene og Lærke væk. Hun køber vel et lille hul på Langeland og sidder der.
Hun kommer nok tilbage. Hun skal nok komme krybende efter en uges tid på tørre kiks, sagde Viktor, men lød ikke overbevist.
Og du tager hende bare tilbage sådan? Nej, du skal vise hende, hvem der bestemmer! Lader hun sig ydmyge og beder om tilgivelse, så kan du overveje det. Og børnene de skal du tage fra hende! Så hun forstår, hun ikke er noget!
Moren brokkede videre og videre. Viktor gik i seng uden aftensmad. Han regnede med, at Lærke nok snart vendte tilbage og ville undskylde. Han havde ikke tænkt sig at lede.
I stedet kom der et brev. Anbefalet post. At Lærke Søndergaard ensidigt søgte skilsmisse.
Mor, jeg skal vist i retten, sagde Viktor.
Bare gør det ikke. Uden dit samtykke bliver I ikke skilt. Har du overhovedet prøvet at lede efter hende?
Nej.
Så gør det! Få hende tilbage. Tænk på, hvis naboerne hører… Jeg har sagt, at Lærke og ungerne var sendt til Rømø på ferie! Hvis det kommer frem, bliver vi til grin.
Hun kommer selv…
Hvis hun har sendt papirerne, gør hun nok ikke. Du må overtale hende, køb blomster, bed om tilgivelse! sagde moren, pludselig velvillig.
Tilgivelse for hvad?
Det finder I nok ud af, svarede hun syrligt.
… Lærke dukkede op tilfældigt. Viktor så hende en dag på vej til Netto, moren havde skrevet indkøbslisten. Hen under fyraftenstid gik hun gennem gågaden i Nyborg, børnene ved hånden. Han fulgte diskret efter. Lærke så afslappet og glad ud, børnene lo. Der var ikke noget, der tydede på, at hun savnede huset eller ham. Hun havde ingen planer om at vende ydmyget tilbage.
“Nu skal jeg til at betale børnebidrag oveni,” var Viktors gnavne tanke.
Han indhentede familien uden for en gammel murstensopgang.
Hej Valdemar, hej Sidsel har I savnet far?
Børnene gemte sig straks bag deres mor. Valdemar spurgte usikkert:
Mor, vi skal ikke hjem til farmor, vel?
Selvfølgelig ikke, skat…
Du har vendt min søn mod mig! hvæsede Viktor. Du stak bare af! Hvad mangler du? Du lever jo som blommen i et æg, får alt serveret og så vil du skilles! Har du fundet en anden? Tænker du, du kan sidde på en andens regning og dase den af? Utaknemmelige kvindemenneske! Jeg tager ungerne!
Lærke smilede roligt:
Vent lige, så henter jeg deres ting.
H-hvorfor det?
Skal du tage dem uden deres ting? Sidsel kan jo ikke sove uden sin kat, det ved du.
Nu gør du bare nar af mig! Jeg…
Lærke trådte væk fra sin arrige eksmand. Naboerne begyndte at lure nysgerrigt.
Skal vi gå op? sagde Viktor og pegede på døren.
Gå du bare. Vi ses nok i retten, sagde Lærke.
Du får ikke en krone fra mig! Hverken lejlighed eller sommerhus bliver delt! Og det hus, jeg har bygget, er mit!
Lærke så længe på ham. Hvordan kunne hun ikke have set, hvordan han var? Fem år havde hun brugt på at håbe, at han ville ændre sig…
Skal jeg ringe til politiet? spurgte en af Lærkes nye naboer, en dame i fyrrerne.
Det fik Viktor til at tage benene på nakken. Han mumlede surt:
Lev dit liv, som du vil. Det er din egen skyld!
Lærke begyndte at le. For første gang i mange år levede hun let fri. Hun tog børnene med hjem. Det var bare en lejet bolig, men for første gang føltes det som et hjem: Hun bestemte selv, hvad de skulle spise, hvornår de skulle hygge, og hvornår der skulle støvsuges. Og bekymringerne om arbejde? Hun havde jo sin freelance, lavede hjemmesider og web-design mens børnene sov. Det havde hun længe forudset en dag ville hun få nok.
Senere kom skilsmissen. Viktor dukkede aldrig op til retssagen, selvom moren opfordrede ham. Det blev trukket ud, men breve fra tingretten lå snart i posten: skilsmissen var en realitet.
Han kom heller ikke til sønnens fødselsdag. Jeg betaler jo børnebidrag! lød undskyldningen.
Et par måneder senere købte Lærke endelig en lille toværelses i udkanten af byen, og flyttede dertil med børnene. Hun hørte fra folk, at Viktor prøvede at finde sig en ny kæreste, men at de stak halen mellem benene, så snart de lærte ham lidt at kende.
Og kun om natten, i drømmene, hørte Lærke en sjælden gang den spidse stemme: “Det er din skyld, det hele …”
