En myg summede sagte og skarpt mod vinduet. Viktor åbnede øjnene. En solstråle gled kærligt over puden og hen over Viktors næse. Han smilede og strakte sig lang og blødt. Under dynen var der lunt og hyggeligt. Han burde stå op, men han havde slet ikke lyst! – Mor! kaldte han forsigtigt. Og lidt højere: – Mooor! Hans mor trådte ind på værelset og tørrede hænderne i forklædet. – Vågen allerede? Hvorfor råber du? Hun kom hen til sengen, bøjede sig ned og kyssede ham blidt på den fregnede næse. – Godmorgen, min dreng! Kom nu op, din lille bandit! Viktor slog armene om mors hals. Hun duftede af mælk, brød og noget andet dejligt og hjemligt. Tidligere, da de boede i København, var det far, der vækkede ham om morgenen og fulgte ham i børnehave. De lavede morgengymnastik sammen, børstede tænder og grinede, når de pjaskede med vand, mens mor brokkede sig over, at de aldrig blev færdige. Men så ændrede alt sig. En dag kom far ikke og hentede ham i børnehave, og Viktor sad der hele aftenen sammen med pedellen. Mor kom meget sent, hendes ansigt var rødt og hævet af gråd. Hun sagde, at far ikke var der længere, og nu var Viktor den “store mand” i familien. Hvad der præcis var sket, vidste han ikke, men senere hørte han de voksne tale om, at far var kørt galt i en andens bil. For den bil havde nogle onde mænd taget deres lejlighed. Kort efter flyttede de op til mormor på landet. Landsbyen var stor. Den strakte sig langs åen og endte i skoven. Her, tæt ved skoven, boede mormor Anni, og nu også Viktor og hans mor. Morfar havde han aldrig kendt – han døde da Viktor var baby – så nu var det Viktor, der var manden i huset! Mormor og mor arbejdede på gården. Nu vidste Viktor, at det var et kæmpestort hus fyldt med grise, køer og endda heste. Mor havde vist ham dyrene, da hun tog ham med på arbejde. Han kunne ikke lide gården. Det stank forfærdeligt! Han holdt sig for næsen, mens mor og mormor lo. Han smuttede i de kolde tøfler og skyndte sig i nattøj ud på gårdspladsen. Den kølige augustmorgen omfavnede den syvårige dreng. Han gøs. Her og der galede haner. I det fjerne gøede og hylede hunde. Mormor kom ud af laden og brummede: – Igen er der nogen, der har forsøgt at grave sig ind til hønsene. Mon det er ræven eller troldeungerne? “Efteråret kommer snart,” tænkte Viktor med et voksent, vemodigt suk. “Gid det blev skoledag hurtigt!” Hans lille hjerte hammerede spændt. Han og mor havde allerede gjort klar til skolestart, og hans nye skoletaske var bare “vildt fed”! I løbet af sommeren havde han selv lært at læse, men det med at skrive kneb stadig. De spiste havregrød og pandekager til morgenmad. – Viktor, mormor og jeg har besluttet, at vi i dag skal på svampejagt. Skal du med, eller er du for lille? spurgte mor drillende og blinkede til mormor. – Jeg skal da med, selvfølgelig! protesterede Viktor med munden fuld af pandekage og iskold mælk. De gjorde sig klar til turen hen mod middag. Skoven tog imod dem med sin kølighed. Det var de sidste augustdage, selvom skoven stadig var grøn. Viktor så svampe overalt, men mor fortalte ham, at de ikke alle sammen var spiselige, og viste forskel på gode svampe og giftige. De gik længe. Mormor gik længere og længere væk og svarede ikke, når mor råbte “Hoo!” Solen var allerede ved at gå ned, da mor sagde, at nu måtte de hjem. Kurven og posen var fyldte, og Viktors egen svampespand trak i armene, men han klagede ikke. Han var jo manden! De skulle finde ud af skoven, men hvor var vejen? Mor blev pludselig nervøs. Det så ud til, at de var faret vild. – Viktor, bliv ved mig! Hun anede ikke, hvor de skulle gå hen. Først gik de én vej – sump, så en anden – ufremkommelig krat. De gik tilbage. Skoven havde fået dem til at dreje rundt. De råbte og kaldte på mormor, men træernes blade raslede højt i vinden, så intet kunne høres. Mormor svarede ikke. Mor satte sig i græsset, fortabt. Der gik fem minutter. Pludselig knækkede grene bag dem. Buskadset blev skubbet til side, og frem kom… heksen. En ægte heks! Mor sprang op. Viktor stod som forstenet. Den gamle krumbøjede kone smed sin store byrde brænde og kom nærmere. – Nå, blev I bange? Bare rolig, jeg spiser ikke små drenge for længst! sagde hun klukkende og blinkede til mor, mens hun viftede sin skæve næse med vorter i vejret. – Er I faret vild? hvislede hun, uden at tage notits af mors og Viktors målløshed. – Hvem er I hos? Annis familie, hvad? spurgte hun, uden at vente svar, tog sin brænde på ryggen og gik forrest. Hun så sig bagud, glimtede under brynene og sagde: – Nå, hvorfor står I bare der – kom med mig. Mor og Viktor samlede svampe op og fulgte den gamle kone. Hun gik sikkert, skubbede det høje græs til side, og snart så de ud over en lysning. Ude i horisonten lå landsbyen. På den anden side kom mormor Anni frem fra skoven. Heksen lo sin hæse latter, vinkede og gik, bøjet næsten helt til jorden under brændet. – Tak, – sagde mor famlende, men heksen vinkede bare og skridtede hurtigt mod landsbyen. Mormor kom dem i møde. – Mor, hvor har du dog været! udbrød mor fortvivlet til mormor Anni. Vi var faret vild – heldigvis mødte vi den gamle kone, der viste os vej. – Åh, Nanna, hvordan kan man fare vild i den her lille skov? Du gik her som barn! – Mormor, var det virkelig en heks? spurgte Viktor forbløffet. – Nej, altså Viktor, det var bare gamle Grethe! Men hun er sur nok til at være en heks. Om aftenen ved aftensmaden spurgte Viktor pludselig: – Mormor, hvorfor hedder hun egentlig “Gamle Grethe”? – Det ved jeg faktisk ikke – hun har altid heddet det, også som ung. Rygterne siger, at hun var meget tyk som barn. Hendes forældre havde et stort landbrug. Hun har altid siddet udenfor med smør og sukker på brødet, mens alle de andre bare gik og så til. Hun ville aldrig dele, fik aldrig venner, de kaldte hende “tykkegrethe”. Jeg husker hende som voksen – hun var tæt og stærk, ikke grim, og mødte traktorføreren Henrik; de fik en søn. – Knægten blev otte det år. Foråret gav oversvømmelse, og folk arbejdede i skoven. Drengene legede på de glatte tømmerstokke, og den mindste – Grethes – gled og slog hovedet. Han forsvandt under træerne, og de fandt ham først langt nede af åen. Da slog det klik for Grethe. Henrik begyndte at drikke. – De fandt ham stivfrossen en vinter. Grethe kom aldrig rigtig på fode, men hun har boet alene i over 50 år. Hun holder en ged og samler urter, som hun hjælper folk med. Mormor blev stille. Mor samlede tallerkenerne. – Sjældent bliver nogen for godt behandlet af skæbnen… sagde mor tænksomt. Viktor blev også ked af det på gamle Grethes vegne. September blev solrig og klar. Mornene var kolde, sommetider med rimfrost, men om dagen var det næsten sommerligt. Luften var ren og klar, skoven blev rød og bronzefarvet. Kartoflerne blev taget op. Viktor gik nu i skole anden uge. Første skoledag og den søde, strenge lærerinde – fru Olga – der førte ham ind i klassen, fordi han var den mindste, ville han altid huske. De gav ingen karakterer i starten, men Olga roste ham for at øve sig i at skrive. Han mødte to andre drenge – Simon og Nikolaj – fra samme vej, der gik i anden klasse. De gik hjem sammen, hvis de havde fri samtidig. Skolen lå i den anden ende af landsbyen, og drengene havde vist ham en genvej over gamle Grethes have. Nogle gange hentede mormor eller mor ham. En dag var Viktor heldig: Lærerinden satte to flotte stjerner i hæftet og gav ham et bibliotekskort. Han fik bogen “Det Magiske Ord”. Humøret var i top, da han gik hjem. Simon og Nikolaj havde flere timer, så Viktor gik alene over engen med gammelt skrammel og dåser. Han måtte træde varsomt for ikke at snuble. Pludselig hørte Viktor en mærkelig lyd. Han kiggede op: Foran ham stod en flok hunde. Mange af dem. Han ville løbe tilbage, men det var for sent – hundene omringede ham. Den største kom helt tæt på, snerrede og blottede tænderne. Viktor råbte og prøvede at beskytte sig med skoletasken, men det vilde dyr rev tasken væk og flåede den over jorden. Han faldt og forsøgte at beskytte sig med armene, men nogen bed ham i skulderen, og han besvimede. Viktor så ikke heksen komme løbende over marken med en spade. Hun sprang let over hegnet og slog hundene med spaden til højre og venstre. Hundene tøvede, men de var mange og havde fået færten af blod. De kredsede om hende og drengen, klar til nyt angreb. Den gamle kvinde kæmpede som en rasende. Hun råbte, svingede spaden, men den store hund sprang på hendes ryg og bed hende i halsen. Da Grethe med smerten mistede bevidstheden, kastede hun sig over Viktor og beskyttede ham med sin krop og det lange skørt… På denne tid af dagen er landsbyen tom. De fleste børn var i skole, og de voksne arbejdede. Landmanden og hans hjælper kom kørende hjem fra indkøb. Da de nærmede sig Grethes have, så de bevægelse og hørte hundeglam. – Peter, sving lige ind til Grethes have, sagde landmanden. Peter drejede bilen. Synet fik dem til at gyse: Hundene var klar til at angribe, alt var blodigt, skoleremedier lå spredt. Den gamle kvinde lå på maven, hånden var gnavet helt ned til benet. En hund stod på hendes ryg og bed hende i halsen. De to mænd sprang ud og slog løs på hundene. Hundene bed fra sig, sprang efter benene, men Peter svingede den blodige spade over flokken. Hundene hylede og gøede. Lederhunden blev ramt. Snart kom flere folk løbende med høtyve og geværer, skød i luften. Lederhunden hvæsede og løb mod skoven, hele flokken efter. Den gamle kvinde stønede. Først nu så mændene, at der var en dreng under hende. – Peter, ring efter en ambulance, både dreng og den gamle lever vist endnu! Da de løftede Grethe væk, fandt de eleven – bleg og blodig. Han havde besvimet… En solstråle glimtede over puden og Viktors fregnede næse. Han åbnede øjnene. De hvide hospitalsmure så strenge ud. – Hvor er jeg? tænkte han forvirret og bevægede sig lidt. Mor, som havde siddet og holdt vagt, blev glad. – Viktor, skat, du er vågen! sagde hun med tårer i øjnene. Viktors arm og skulder var hårdt forbundne. Han huskede alt. – Mor, hundene bed mig – kan jeg nu aldrig lære at skrive? – Nej, skat, de bed den ikke af. Den er kun revet op. Du har fået den ordnet – det skal nok hele, sagde mor smilende. – Du skal sige tak til Grethe. Hun beskyttede dig med sin krop. Sov nu, min dreng… Grethe blev begravet af hele landsbyen. Hundene havde bidt hende i begge arme og et ben. Hendes gamle hjerte holdt ikke til operationen. Dagen efter samlede vrede landsbybeboere, uden myndighedernes viden, og skød alle de vilde hunde. Over fyrre kadavere blev gravet ned udenfor byen. I skovbrynet fandt de hvalpe, som folk fordelte mellem sig. Viktor var kun væk fra skolen en enkelt periode. Armen var stiv, men han trænede hver dag. Olga roste ham, og drengene kaldte ham en helt! Sammen med mor besøgte han Grethes grav og lagde en stor buket blomster. På korset sad et lille skilt: “Grethe Pedersen, 1933–2023”. Mor græd. – Tænk, at skæbnen ville det sådan. Tak for alt, Grethe! For skoven – og især for min søn! Må jorden være dig let! Da der til vinter blev opført teater på skolen og “heksen” sprang frem til juletræet, brød Viktor grædende ud og forlod salen. Hans arm begyndte at gøre ondt igen. Han tænkte på Grethe!