“Du klarer dig aldrig uden mig! Du kan ingenting!” råbte hendes mand, mens han pakkede sine skjorter i den store sportstaske. Men hun klarede det. Hun knækkede ikke. Måske, hvis hun havde givet sig selv tid til at tænke over, hvordan hun skulle overleve alene med to børn, havde hun bildt sig selv alle mulige rædsler ind – og så måske endda tilgivet utroskaben. Men der var ikke tid til eftertanke, kun til at få pigerne i børnehave og selv komme på arbejde. Manden dukkede op for kun en halv time siden: selvsikker og fjollet forelsket. Derfor, mens hun trak sin frakke på, gav Tanja korte, klare instrukser: “Oline, hjælp Anne med jakken og hold øje med, at hun får spist i børnehaven – pædagogen har sagt, hun nægter grød.” “Lasse, husk at tage alle dine ting, drag det ikke i langdrag – og smid nøglen til lejligheden i postkassen. Farvel.” Oline er præcis en halv time ældre end Anne og regnes for den store – nu er de fire år. To piger, selvstændige og fulde af personlighed. Oline spiser bare mælkegrøden, fordi sådan bør det være, mens Anne insisterer: “Der er klumper, det vil jeg ikke have!” Heldigvis er børnehaven lige rundt om hjørnet – ti minutter til fods. Pigerne snakker løs, det hjælper Tanja til ikke at tænke for meget over fremtiden. På arbejdet er der heller ikke tid til at stoppe op – hver patient hos lægen kræver sin tid, og bagefter er der hjemmebesøg. Først om aftenen, da hun ser de tomme bøjler i entreen, hvor mandens jakker plejede at hænge, går det op for hende: Nu står hun alene. Men det er ikke hendes stil at give op. Alt skal være som det plejer, eller endnu bedre. Man kan give op, eller man kan lægge en plan og finde en smule optimisme. Til at begynde med – der skal laves aftensmad. “Hvad har egentlig ændret sig med pigerne?” tænker Tanja, mens hun snitter salaten. “Hvilke opgaver havde han? Ikke noget, jeg ikke kan klare.” #hverdagsliv. “Bare lidt justering af dagens rutiner, så går det.” Ikke længere vil hun bekymre sig om, hvorvidt han er hos den nye kæreste – hellere leve alene, hvor det er sværere, men fredeligere. Efter et kapitel af “Pinocchios Eventyr” og et godnatkys til pigerne skynder Tanja sig til vaskemaskinen for at hænge tøj op. Før sengetid laver hun sig en kop te, får styr på tanker og planer for dagene, der kommer. Pigerne ligner hinanden som to dråber vand – tvillinger. To kan være hårdere end én, men det har Tanja aldrig tænkt over – hun forstår ikke, hvorfor folk har ondt af hende. “Vi har det fint,” svarer hun, “jeg klarer mig.” Vandet koger, Tanja brygger te med citronmelisse, tænder lampen og nyder, at der er varmt og roligt, selvom det sner og regner udenfor. Pludselig ringer det på døren. På dørtrinnet står fru Jensen, den ældre nabo, som Tanja altid har syntes var lidt besværlig. Fruen, en enlig pensionist, lufter sin halvskaldede lille hund hver morgen og hilser kort og tørt. Hunden ses ofte ved skraldespanden, hvor den vogter på folk, der smider poser ud. Det ser ud til, at fruen har taget den til sig. Ingen besøger hende, hun handler kun, og lufter nu hunden. “Undskyld, jeg forstyrrer,” siger fruen og pakker sig ind i sit sjal. “Jeg så din mand bære tasker til bilen i dag. Han har forladt dig?” “Det rager faktisk ikke dig,” svarer Tanja skarpt. “Nej, men hvis du får brug for hjælp, så sig til – jeg kan passe pigerne eller andet.” “Kom ind,” siger Tanja og serverer te og småkager. “Jeg hedder Evy, Evy Jensen. Og du er jo Tanja. Jeg vil ikke trænge mig på, men hvis du får brug for det, er jeg klar til at hjælpe – bare fordi det gør mig glad, ikke for penge.” Evy smager teen: “Det er citronmelisse? Jeg har masser i kolonihaven, kom ud og besøg mig til sommer. Jeg har et æbletræ med de bedste æbler…” Tanja lytter, og det, hun før syntes var irriterende, føles pludselig varmt – måske forvekslede hun Evys reserverede facon med kulde, fordi hun ellers selv mødte påtrængende nysgerrighed over sine tvillinger. Ikke et eneste spørgsmål om den forsvundne mand – bare et tilbud om hjælp. Nu ser hun pludselig naboen anderledes: pæn og rolig, fine hjemmesko, hår i knude, blondekrave og en diskret duft af parfume. Hun lytter til Evys fortællinger om kolonihaven, æblerne, det lille varme badehus, søen med ænder – og de bekymrede tanker forsvinder. Tanja husker det hele tydeligt, selvom det nu er fem år siden. Hun husker stadig, hvordan manden råbte: “Du knækker – du kan ikke klare dig!” Men det har hun for længst bevist, at hun kan. Nu skærer Evy æbler til tærten og sætter fadet i ovnen. Salaten er klar, gryden putrer. I dag er det Evys fødselsdag. Det er august, dørene til kolonihavehuset står åbne. Køkkenet dufter af æbletærte. “Hvor har hun dog hjulpet mig,” tænker Tanja, mens hun ser på Evy. “Hvad skulle jeg have gjort uden hende?” Pigerne elsker deres “Bedste Evy”. Tiden er gået – nu er de ni, skolepiger, og hvert eneste sommer bliver tilbragt netop her: ved søen, med vennerne og verdens bedste “bedste”. “Jeg går ud og samler flere æbler til kompotten,” siger Tanja og går ud med kurven. Under æbletræet ligger hunden Alba og sover. Hvem havde troet, at den gamle skrog fra skraldebøtten skulle blive til sådan en smuk labrador? “Det hele handler om kærlighed. Kun kærlighed redder os,” tænker Tanja og rækker Alba en småkage…

Du klarer dig jo aldrig uden mig! Du kan ingenting! råber hendes mand, mens han smider sine skjorter ned i en stor sportstaske.

Men hun klarede det. Hun brød ikke sammen. Måske, hvis hun havde givet sig selv tid til at gruble over, hvordan hun mon ville overleve alene med to børn, havde hun opfundet alle mulige rædselsbilleder i sit hoved og måske tilgivet utroskaben. Men hun havde ikke tid. Hun skulle have pigerne i børnehave og nå på arbejde. Manden var kommet hjem for bare en halv time siden tilfreds med sin nye kærlighed og fuld af selvtillid.

Så mens hun trak sin frakke på, gav Tine tydeligt og kort sine instrukser:
Alma, hjælp Astrid med at få lynet sin jakke, og hold øje med, at hun spiser godt til frokost i børnehaven. Pædagogen sagde, at hun ikke vil have grøden.
Mikkel, sørg for at tage alle dine ting med på én gang. Træk det ikke ud. Og smid nøglen til lejligheden i postkassen. Farvel.

Alma kom til verden præcis en halv time før Astrid, og regnes derfor som storesøster. De er begge fire år. Pigerne er selvstændige med hver deres særlige træk; Alma spiser bare den grød, hun ikke bryder sig om, fordi det skal være sådan, mens Astrid vil stå fast: Der er klumper i, jeg vil ikke have det.

Det er en lettelse, at børnehaven kun ligger ti minutters gang væk. Døtrene snakker uafbrudt og får Tine til at glemme livets nye udfordringer for en stund. På arbejdet er der heller ikke tid til at dvæle ved det private hos lægen er der booket tider minut for minut, og bagefter venter hjemmebesøg. Først om aftenen, da hun ser de tomme bøjler i entréen, hvor mandens jakker plejede at hænge, forstår hun, at hun fra nu af er alene. Men det ligger ikke til hende at bryde sammen eller beklage sig: alt skal være, som det plejer eller bedre. Man kan vælge at give op eller holde hovedet koldt, tænke tingene igennem og finde lidt glæde. Først gælder det om at få aftensmaden klar.

Hvad har egentlig ændret sig med pigerne? tænker Tine, mens hun hakker grøntsager til salaten. Manden er væk. Hvilke opgaver havde han? Hvad er der nu lagt over på mine skuldre? Ikke noget, jeg ikke kan klare. Jeg skal bare justere vores rutine lidt. Jeg kan godt. Det skal nok gå. Og det bliver bedre endnu. Jeg vil ikke bruge livet på at spekulere på, om han er hos hende igen. Det er hårdere at være alene, men også mere fredfyldt. Da hun har læst et kapitel af Eventyret om Klods-Hans og givet godnatkys til pigerne, skynder Tine sig ud på badeværelset vaskemaskinen er stoppet, tøjet skal op og hænges.

Før sengetid laver hun en kop te for at sortere tankerne og lægge en plan for næste dag. Tvillingerne ligner hinanden på en prik to små kopier. To børn er måske mere krævende end ét, men Tine har aldrig tænkt sådan og har undret sig, når folk har ondt af hende.
Vi har det fint, plejer hun at svare, jeg er ikke ved at gå i stykker. Jeg klarer det. Vandet koger. Tine trækker te med sin elskede citronmelisse, tænder en hyggelig lampe. Udenfor er det slud og blæst, men der er varmt og roligt i lejligheden, kun uret tikker svagt

Da ringer det på døren. Tine bliver overrasket over at se naboen, Fru Eva, på dørtrinnet. Eva er en ældre dame, som Tine før syntes var lidt ubehagelig. En pensionist, der tidligt om morgenen går tur med sin skæve lille hund og hilser meget formelt, uden smil. Tine har set hunden flere gange ved skraldespandene, mager og pjaltet, der kigger længselsfuldt efter skraldeposen. Eva havde nok forbarmet sig og taget den til sig. Ingen kommer på besøg hos Eva, hun går kun efter indkøb og så de daglige ture med hunden.

Undskyld, at jeg forstyrrer, siger Eva og vikler sjalet tættere om sig. Jeg så i dag, at din mand bar ting ned i bilen. Har han forladt dig?
Det rager ikke dig, svarer Tine skarpt.
Din mand rager mig ikke, siger Eva roligt. Jeg vil bare sige, at hvis du får brug for hjælp, så kan du altid vende dig til mig. Jeg kan passe pigerne eller hjælpe med andet.

Kom indenfor, siger Tine og hælder te op i to kopper. Hun finder en skål småkager frem: Tag bare.
Jeg hedder Eva Sørensen. Og du er Tine, det ved jeg godt. Så Tine, siger Eva, mens hun bryder en småkage over, jeg ønsker ikke at trænge mig på. Bare så du ved det jeg hjælper gerne, uden betaling. Det ville bare være hyggeligt for mig.

Eva tager en lille slurk og nikker anerkendende:
Meget lækker te. Det er vel citronmelisse? Jeg har masser af urter i haven på mit sommerhus, også citronmelisse. Kom ud til mig om sommeren, der er god plads. Jeg har et æbletræ, de bedste æbler

Tine ser på Eva og undrer sig over, hvorfor hun syntes, at damen var ubehagelig. Måske fordi Eva ikke smilede indsmigrende eller hele tiden spurgte bekymret til tvillingerne? Hun blandede sig aldrig i Tines liv, men gik bare stille forbi. Tine havde troet, Eva var stolt og kold. Men Eva spørger ikke ind til eksmanden, hun strør ikke salt i såret, hun tilbyder bare sin hjælp.

Nu ser Tine hende i et nyt lys: Nydelige tøfler, håret sat op i en knude, kjolen med blondekrave. Og hun dufter let og frisk af parfume.

Tine lytter til Evas snak om sommerhuset, æblerne, den lille sauna, og søen hvor der om sommeren bor tamme ænder og de tunge tanker glider i baggrunden, varme breder sig i kroppen

Det hele står stadig klart i Tines sind, selvom der nu er gået fem år siden den dag. Hun husker, hvordan manden råbte hende ind i ansigtet: Du bukker under! Du kan ikke klare det!
Men det er for længst fortid.

Eva skærer æbler med lette hænder, pynter dem sirligt på dejen, sætter pladen ind i ovnen. Salaterne er klar, gryden simrer på komfuret. Tine har fødselsdag i dag, og det fejres i Evas dejlige sommerhus. Det er august. Døre og vinduer står åbne, og hele køkkenet dufter af hjemmebag og frugter.

Hun har reddet mig så mange gange, tænker Tine, mens hun kigger på Eva, der bliver rødblusset af ovnens varme.
Hvad skulle jeg have gjort uden hende? Pigerne forguder bedstemor Eva. Og Eva kunne dengang bare have lukket døren for næsen af mig. Nu er pigerne ni år og går i skole. Hver sommer er de her på ferie: her er søen, vennerne og deres kære bedstemor.

Jeg går ud og plukker flere æbler til kompotten, siger Tine og går ud i haven.
Under æbletræet, i skyggen, ligger hunden Frida. Hvem skulle have troet, at den skabede og forhutlede hund fra skraldespandene ville blive til en flot, glad labrador?

Det er kærlighed. Kun kærlighed redder os, tænker Tine, og rækker Frida en småkage fra håndenTine knæler under træet, løfter et solmodent æble op og mærker dets vægt i hånden. Hun kigger mod huset, hvor pigernes latter blander sig med Evas muntre stemme. Et vindpust bringer duften af bagt kage og frisk græs. Hun mærker en ro, en varme en blid vished om, at noget tabt blev til noget uventet smukt.

Hun smiler for sig selv og går tilbage mod huset med favnen fuld af æbler. Da hun åbner døren, strømmer liv og stemmer hende i møde, pigerne løber hende i møde, og Eva løfter armen til et imødekommende vink.

Livet var ikke blevet, som hun havde forestillet sig. Det var blevet bedre på sin egen mærkelige og kærlige måde. Tine lægger æblerne på bordet og lader sig omfavne af børnene, mens hun mærker Evas bløde hånd på sin ryg en tavs påmindelse om, at man aldrig er så alene, som man frygter, hvis bare man tør åbne døren.

Udenfor glitrer solen i duggen på græsset. Inde i huset samles alles stemmer i et stormfuldt, hjerteligt kor, og Tine ved: Der er stadig eventyr, og der er stadig hjem.