Kvindeskæbner. Marike
Bedstemor Kirsten er død, og Marike føler sig mere ensom end nogensinde. Hun har aldrig rigtig passet ind i svigerfamiliens hjem, i hvert fald ikke hvis man spørger svigermor. For tynd, ikke stærk nok, og hvem ved, om sådan en skrøbelig pige overhovedet kan få børn. Og arbejde, det mente svigermor heller ikke, at Marike kunne finde ud af.
Marike har altid forsøgt at holde ud, og når livet var allersværest, løb hun hen til sin elskede bedstemor. Bedstemor Kirsten var næsten mere mor og far for hende, end hendes egne forældre var. Faren var forsvundet tidligt, og moren døde af sygdom, da Marike kun var ti år.
Da Mads så Marike første gang, var det kun Gud, der forstod hvorfor han faldt for hende. Han var flot og stærk, havde et godt hus og arvet gården og så forelskede han sig i en forældreløs, fattig pige uden slægt. Hans mor, Else, kaldte Marike for alt andet end søde ord, når hun talte om hende.
Marike gjorde alt for at glæde sin svigermor. Drejede rundt i huset som en lille tornado og tog fat på alt arbejdet uden at klage. Men det var aldrig godt nok. Ikke før, ikke efter.
Når Mads var hjemme, gik det an. Når han var afsted for at arbejde i nabobyen, føltes huset som et fængsel for Marike. Else lod ikke en chance gå fra sig for at hakke på svigerdatteren.
Hold ud, Mariken, sagde bedstemor Kirsten, det skal nok lysne.
Men bedstemor findes ikke længere. År for år blev Elsens had kun værre. Hun kunne aldrig tilgive, at sønnen tog en kvinde uden familie ind i sit liv. Else havde længe udset sig en anden brud for Mads, en pige fra en rig familie, som kunne sikre slægtens velstand flere generationer frem.
Men Mads gik aldrig på kompromis; den vilje havde han arvet fra sin far. Når han sagde noget, blev det sådan.
Han elskede Marike så dybt, at han ikke kunne forestille sig livet uden hende. Fra første gang han så hendes fine figur, det lyse ansigt og de store blå øjne da var han solgt.
De blev hurtigt gift. Marike så Mads’ venlighed og ærlighed, og hun forelskede sig selv hovedkulds i ham. Hun havde godt hørt sagnene om svigermors skarpe tunge, men så længe Mads holdt ord, var hun ikke bange.
Hun flyttede ind i hans hus og holdt ud. Når det blev for meget, gik hun til sin elskede bedstemor. Hun satte sig på gulvet, lagde hovedet på hendes knæ, og bedstemor kørte de gamle fingre gennem hendes hår, bad stille og velsignede sit barnebarn.
De kunne sidde sådan i timevis, og efterhånden føltes det lidt lettere. Men nu var Kirsten død. Ingen steder kunne Marike mere gå hen. Bedstemor gik stille bort, lagde sig til at sove og åndede ud uden at vække nogen.
Marike græd så det kunne høres hele vejen ud gennem byen. Folk siger, tid læger alle sår men det er løgn. Marike glemmer alt, lige indtil savnet rammer, og så føles det hele lige så smerteligt som før.
Tiden gik, og Else blev kun mere ondskabsfuld, fordi Marike stadig ikke havde født et barnebarn. Hun er jo uduelig, hviskede Else til sønnen, det bliver der aldrig børn ud af. Og skammen gik sin gang gennem landsbyen; alle talte om, at gårdens arving aldrig ville få en søn.
Når Mads så sin kone, forsvandt bekymringerne som dug for solen. Han elskede hende bare mere og mere. Måske blev Marikes bønner hørt, for pludselig ventede hun barn.
Else blev rasende, men det hjalp hende ikke. Mads elskede Marike blot højere nu.
Svigermor cirklede som en sort ravn i huset. Nå, nu slapper du af igen, din dovne tøjte! snappede Else, da hun så Marike hvile sig på bænken.
Nej, mor, jeg sad kun kort, svarede Marike forsigtigt.
‘Sad kun kort’. Vi har ingen tjenestefolk her! Og hvis du ikke kan arbejde, så smut. Min søn har ikke brug for en syg kone! snerrede Else.
Tavs rejste Marike sig, greb åget og spandene og gik til brønden. Hun slæbte de tunge spande hjem, mens de gamle koner kiggede over hækken og rystede på hovedet: Else er blevet helt gal, nu slæber hun den gravide til det tyngste arbejde!
Så kom barnet; men alt var ikke godt. Barnet var lille og svagt, ofte bleg og kunne ikke trække vejret ordentligt.
Som du er så afkommet, sagde Else, med foragt i blikket.
Det er dog barnebarnet, mor. Vores kød og blod, græd Marike.
Hvis han overlever! svarede Else sarkastisk.
Marike brød sammen. Svigermor håbede, at hvis barnet døde, ville Mads forlade Marike. Så kunne han få en sund, rig hustru.
Mads kom hjem, trøstede sin kone, lod hende sove, tog barnet på sin store arm, og drengen så ud til at blomstre lidt, når han mærkede sin fars styrke.
Lad de andre tale, tænkte Mads, vi skal nok vise dem.
De døbte drengen og kaldte ham Aske. Men han blev ikke stærkere.
En dag kom Mads og måtte arbejdet langvejs væk.
Vejen er lang, jeg kommer ikke hurtigt hjem, sagde han og kyssede Marike i håret. Pas Aske, tænk kun på jer selv.
Så gik Helvede løs med Else. Marike havde knap tid til at trække vejret: hente vand, hugge brænde, se til dyrene aldrig et minut i ro.
Hun sled sig op. Drengen blev ikke bedre, så tit blev han blå og nærmest livløs.
Efteråret kom, og regnen lå tung. Mads burde snart komme hjem, men lod vente på sig.
Han gør klogt i at blive væk, sagde Else henkastet, måske finder han en bedre kvinde et andet sted. En livskraftig en.
Marike blev bange. Måske havde Else ret? Hendes tanker blev mørke og triste.
Else nærede tvivlen hver dag, hældte den ind i Marikes sjæl.
Synes du ikke synd for Mads? spurgte Else en dag. Drengen dør snart, og du fortaber dig i sorg. Giv slip på ham, Marike.
Men hvor skal jeg gå hen? Det bliver snart vinter, og Aske er svag.
Han dør nok snart alligevel, sagde Else koldt. Så kan Mads få sig en rigtig familie.
Marike kunne næsten ikke tro sine ører hvordan kan man tale sådan som mor? Hun stirrede skælvende på svigermor, da Aske pludselig begyndte at græde, blev blå og slap.
Tænk over det, Marike, sagde Else og forlod rummet, man bygger ikke lykke på andres ulykke.
Efter endnu nogle uger dækkede den første sne jorden. Kulden bed i alt. Marike blev mere og mere udmattet. Nogle gange sagde hun fra overfor Else, men hvad hjalp det, når manden var væk?
Til sidst gik Marike stille ind i sit kammer, pakkede sine få ejendele i en bylt, svøbte Aske i uldne tørklæder og forlod huset om aftenen.
Else blev stående ubevægelig hun håbede Marike virkelig ville forsvinde. Else var ikke syg af bekymring for Mads, ikke efter at hun for en måned siden havde fået besked om, at han var såret, men i live, og lå på hospitalet i København. Ingen grund til at fortælle Marike det lad hende tro, hvad Else ønskede.
Næste morgen lod Else landsbyens kvinder forstå, at Marike var blevet vanvittig af sorg da barnet døde, og var løbet ud i natten med ham.
Folk sladrede et par dage, men vinteren gjorde folk indelukkede: alt blev glemt.
***
Marike vandrede længe, forbi skov og marker. Hun var bange ikke for sig selv, men for sin søn. Men natten gik, og ved daggry dukkede tage fra en fjern landsby frem.
Hun troede ikke nogen ville tage hende ind, men måske ville nogle give hende lidt brød og lade hende varme barnet en time.
Hun satte sig ved brønden i den øde landsbygade. Ind kom en stor kvinde med røde kinder og fyldig figur.
Hvor kommer du fra, pige? Ser ud som om du fryser.
Jeg er ikke fra nogen steder, svarede Marike sagte. Jeg skal bare videre til næste by, løj hun.
Og kender du nogen der? spurgte kvinden skarpt.
Min far bor der, forsøgte Marike.
At sende dig ud i det her vejr med et barn, skamfulde folk! Men kom med mig.
Kvinden præsenterede sig som Mette, tog Marike med hjem og hjalp hende af tøjet, tog sig blidt af lille Aske.
Hellig himmel! Han er jo lille som en spurv. Er han døbt? udbrød Mette.
Ja, hviskede Marike, han blev kaldt Aske.
Så besvimede hun af træthed.
Da Marike vågnede, lå hun under et varmt tæppe i en fremmed seng. Ingen i huset. Hun søgte Aske i panik, men ingen steder kunne hun finde ham. Hun styrtede ud men lige dér trådte Mette ind ad døren med sin favn fuld.
Rolig nu, sagde Mette, han er tryg. Lig dig roligt og fortæl, hvor fra du kommer.
Så fortalte Marike alt om kærlighed, svigermorens had, sin sygdom, alles sorg.
Mette lyttede tålmodigt, til sidst sagde hun:
Gud har uforklarlige veje, men du er i sikkerhed her nu. Selv om svære tider venter, mister du ikke lyset, hvis du passer på din sjæl.
Jeg må hen til Aske, bad Marike.
Du må se ham, men vi må lige en tur ud i skoven.
De gik gennem skovens mørke, da Mette fortalte:
Min gamle mor bor herude året rundt. Folk kalder hende heks, men hun er bare en klog kone, der kurerer syge børn. De lavede et hus til hende herude, så hun ikke forstyrrer nogen.
De stoppede ved et lille træhus. Indenfor sad Mettes mor, Gerda, lille og rynket.
Kom med, barn, sagde hun venligt. Aske sover så sødt, væk ham endelig ikke.
I vuggen lå Aske, og han så pludselig sundere ud end tidligere.
Han bliver mere lyserød, lo den gamle. Marike kiggede overrasket.
Folk kalder mig heks, sagde Gerda. Men tro ej på folkesnak, Marike, og frygt mig ikke den ægte ondskab bor ofte i kirken, ikke i skoven.
Skræmt, men taknemlig satte Marike sig, mens Gerda forklarede:
Gå ikke gravid hen over kirkegården, sagde din bedstemor ikke det? Du gik dagligt forbi graven så spøgelsers magt greb din søn, indtil vi kan rense ham.
Marike sank om på bænken, men Gerda lagde sine hænder blidt på hendes hoved: Slap af, det skal nok gå. Lad mig tage mig af Aske nogle dage.
***
Efter en uge kom Aske hjem, frisk og sprælsk som aldrig før. Ingen snak var længere om sygdom eller død.
Marike boede trygt hos Mette, hjalp til som hun kunne. En aften spurgte hun:
Hvorfor bor Gerda i skoven? Så mange kunne bruge hendes hjælp.
Folk kan være grusomme, sagde Mette tungt. En gang beskyldte de mor for børns død, bare fordi hun hjalp de fødende. Det gik hende i hjertet. Siden tager hun kun børn ud i skoven, så ingen voksne kan se hende.
Og hvordan helbreder hun børnene? spurgte Marike undrende.
Jo mindre du ved, jo bedre sover du, smilede Mette.
***
I landsbyen hjemme kom foråret, og Mads vendte endelig hjem. Da han trådte ind i huset, mødte ham kun tomhed ikke et minde om kone eller søn.
Undskyld, min søn, græd Else jeg kunne ikke holde styr på dem. Barnet døde, og Marike løb væk med hans krop.
Sorgen lammede Mads hele vinteren. Else prøvede at få ham gift igen, men han satte hårdt ned. Jeg kunne ikke redde én, og ingen skal tale til mig om familie igen! råbte han.
Han lukkede sig mere og mere inde, årene gik. Else tabs omgivet af sin egen skyld og blev til sidst syg af sorg og døde, med sandheden i sit bryst.
Mads fandt aldrig fred i huset mere, natten var fuld af skygger og mørke tanker. Da han havde mindesdag for Else, besluttede han, at hans tid også var ude.
***
I skovens dyb stirrede den gamle Gerda ind i mørket.
Kom bare frem, sagde hun. Du har intet at gøre her længere, Else.
Han finder dem aldrig, hviskede skyggen.
Jeg ved det, mumlede Gerda.
Skyggen blandede sig med Gerdas krop, og billeder dansede for hendes øjne: Mads klar til at lade sig opsluge i mosen, sortheden bølgende bag ham.
***
Den morgen foreslog Mette:
Marike, skal vi ikke samle tyttebær? Mor laver elskovsbryg til børnene af dem.
Jeg fylder kurven, hvis du passer Aske. Hans latter er bedste medicin, svarede Marike med et smil.
Uden din redningsmand var du ikke her i dag, sagde Mette. Du er som en datter for mig nu.
***
Da nabokonerne havde forladt huset efter mindesdagen, gik Mads ud i skoven, mod mosen. Alt gled for ham; billeder af Marike, Aske, forsvundne forældre, alt, hvad han havde mistet.
Han lod mosen tage ham, mærkede den trække benene ned.
Men pludselig hørte han sang en kvindestemme, lys og nær. Han så en hvid skikkelse dukkede op i lysningen.
Marike? mumlede han, er du kommet for at hente mig?
Jeg er her, Mads, jeg er levende! råbte Marike pludselig, kom løbende over eng.
Forvirret stirrede han, men hun greb en gren og trak ham fri af mudderet. De faldt hinanden om halsen, græd og lo på én gang.
***
Da Mads så, at både Marike var i live og Aske sund, var hans glæde uden ende. Han skreg sit barn op i luften af lykke.
Alt det mørke gled væk, og sorgen forsvandt, som gode dage gentog sig.
De solgte huset og flyttede til Marikes barndomsby, hvor de boede med Mette, som var blevet moren i hjertet.
***
Graven i den gamle landsby blev dækket af tidsler, glemt af alle. Ingen vidste, om Elses sjæl fandt fred, eller om hun stadig hjemsøgte sine egne valg, der bragte så megen ulykke over familien.
