Jeg gik ind i fødestuen for at kigge på barnets hjertefrekvens på monitoren under fødslen. Fostrets EKG var fuldstændig normal. Jeg så den bølgende linje på skærmen og tænkte på, at vores jordemoder havde haft et alvorligt komplikationsforløb med et barn, som vi måtte sende hjem, og at jeg nu skulle koordinere med en anden sygeplejerske fra gynækologisk afdeling for at sikre, at modtagelsesafdelingen blev dækket.
Er der noget galt? spurgte den bekymrede gravide, mens hun så mig direkte i øjnene. På skærmen ser du noget unormalt? Du virker så fokuseret.
Det sværeste ved lægefaget er at kunne «holde ansigt». Hele vores bevidste liv lærer vi at stille diagnoser, samle brikker til et helhedsbillede. Vi lærer at observere, vente tålmodigt, gribe kun ind når det er nødvendigt, og træffe de rette beslutninger på et splitsekund. Skuespilkunst har vi aldrig lært.
Det betyder, at efter en tung operation, om natten, med øjnene skyllet i koldt vand, uden at nå at tørre blodet af, der er sprøjtet på skoene, kan jeg gå ned i modtagelsesafdelingen og møde den nye patient med et roligt, venligt smil. Det er vigtigt at vise den bange, fortvivlede person, som ambulancen netop har bragt ind, at hun er i sikkerhed, at vi er glade for at se hende, og at vi er her for at hjælpe, lindre og kurere.
Vi har aldrig fået at vide, at patienten er bange! Uanset hvor professionelle vi er, og uanset hvor mange svære situationer vi håndterer, må vi kunne holde ansigt, for frygt fordrejer virkeligheden både vores egen og andres. Bag hospitalets dør syges dine forældre, børn har mistet nøgler og sidder på trappen og venter på nogen, på intensivafdelingen stabiliseres en gravid kvinde med et endnu livløst foster, og i operationsstuen får sygeplejersken et hypertensivt kriseanfald.
Alt dette kører i hovedet, men et sted over dit ansigt Det er meget svært at holde sit ansigt, især når du ved, at du er kun femten minutter fra en katastrofe.
Man må overvinde sin egen frygt, give klare ordrer, forklare patienten roligt, hvad der sker, hvorfor vi skynder os, berolige hende og pårørende, få tilladelse til operationen og løbe mod operationstuen afklædt på farten mens man holder ansigt. Så går man af scenen uden at træde ud i salen, men bag kulisserne.
Det sværeste er, når katastrofen allerede er sket. Så skal man stadig holde ansigt, glemme kulden i hjertet, fortsætte med at tale, tale, tale med patienterne, med pårørende, med fremmede, med sig selv, med Gud, med sine stive tanker, med chefen, igen med pårørende, igen med sig selv Indtil smerten i brystet slipper, og man kan trække en fuld indånding, mens man forstår, at den personlige grænse på hjertet er nået.
En time senere, på vej til konsultationen med en ny patient, holder jeg ansigt, holder mig så hårdt som muligt, gnider let under venstre kraveben. Fordi læger begår fejl. Alle. Selv dem, der kaldes fra himlen. De er mennesker. Kun dem, der ikke arbejder, kan ikke fejle. Selv den mest præcise maskine fejler, for den er lavet af mennesker. Mennesker er fejlagtige af natur.
Det mest skræmmende er at indse, hvornår du har gjort en fejl. Man vender stadig og igen til det øjeblik, hvor man kunne have handlet anderledes. Men svaret på spørsmålet hvad ville resultatet have været, hvis man havde valgt en anden vej? kommer aldrig. Det er forbi.
Når jeg så den helt normale EKG med trætte, slørede øjne? Mine øjne har vænnet sig til årtiers træthed. Når jeg overså et fuldstændig normalt blodprøveresultat, som ingen nogensinde ville have lagt mærke til? Når jeg beregnede medicindosis som i protokollerne? Når jeg ankom for sent eller for tidligt? Når jeg så en røntgen og ikke opdagede noget, eller så noget forkert? Mine øjne var de samme som i går, for en måned siden.
Når min hånd ved et uheld greb skalpellen og klikrede en klemme af en vene? Hvorfor slog den ikke af i går, i forgårs, for et år siden? Måske er seks vagter på to uger meget? Hjemme ligger min mor med et slagtilfælde. Men man bliver vant til, at tid i medicin er relativ, mens alle sine nære er på den sidste ærefulde plads i årtier.
Det mest skræmmende er måske at forstå, hvad man gjorde forkert, for ellers kan det ske igen. Hvor mange bøger, kurser og nattesøvnløse timer skal til for at sikre, at det ikke gentager sig? Hvem kan svare på det? Og hvordan kan man skubbe tanken væk om, at der også findes statistikker?
Den dystre medicinske statistik taler i en livløs stemme: ud af tusind fødsler, operationer, indgreb skal der være tre, fem, ti komplikationer. Overalt i verden. Hver dag. Hver måned. Hvert år. En persons liv, en persons helbred, en persons tragedie. Sådan er det en andens tragedie.
Hvad skal en læge gøre, hvis han bliver en del af den statistik? Stå foran de knuste mennesker, fyldt af sorg, og sige: Det er mig. Jeres dræber. Kan nogen forestille sig at stå i den situation? Når der er utallige ulykkelige, og du er den, der står overfor dem, er du deres eneste årsag til deres enorme smerte. Det er mig. Ødelægger.
Hvorfor, når en læge fejler én gang, glemmer man de titusinder af gange, han havde ret? Læger fejler, for de er mennesker. Gudene fejler ikke. Det er deres verden, deres skabelse, deres statistik. Jo mere jeg arbejder, jo mere forstår jeg, at kun de udvalgte kan forstå deres plan. Vi er ikke udvalgte. Vi er almindelige. Almindelige mennesker. Almindelige læger.
