Kvindeskæbner. Ragnhild
Åh, Ragnhild, jeg beder dig, tag min lille Anders hjem til dig, jamrede Dorte. Jeg har en fornemmelse af, at der er noget ondt på vej. Bedre adskillelse end at miste min dreng.
Ragnhild drejede hovedet og betragtede den splejsede Anders, der sad på bænken ved brændeovnen og svingede sine tynde ben på barnlig vis.
Engang boede søstrene under samme tag, men årene gik, og storesøster Dorte blev gift med Niklas og flyttede til en landsby langt væk. Ragnhild, den yngste, blev boende hos deres syge mor, som døde kort efter. Faren var død af tuberkulose længe før Dorte blev gift. Deres mor havde opdraget pigerne godt: Venlige, arbejdsomme og hjælpsomme over for enhver i nød. Selvom Dorte var ældst, var det altid Ragnhild, der bestemte hjemme. Storesøsteren var blid som ler, let at forme, som man ville. Det var nok det, Niklas faldt for. De havde et lykkeligt hjem, og manden satte pris på sin kone.
Ragnhild derimod lod sig ikke spise af med tomme ord. Hun var stolt, streng, men uomtvisteligt smuk. De bedste karle fra nabolandsbyerne friede til hende, men hun vendte ryggen til dem alle.
Så længe deres mor levede, sukkede hun ofte:
Åh, min pige, du har arvet oldemors temperament, men pas på, du ikke får den samme skæbne. Du ender alene hvem får brug for dig på sine gamle dage? Ragnhild lyttede blot med et smil, indgik ikke i diskussioner med sin mor, respekterede alderen, men havde sine egne tanker.
Ragnhilds oldemor var speciel. Aldrig gift, men hun fik barn alligevel og levede lykkeligt. Hun lavede urteblandinger og bad for folk, hjalp mod sygdom og mørkets plager. Hun tog aldrig penge for sort magi og blandede sig ikke unødigt. Folk frygtede hende lidt hun var hård, men retfærdig.
Det temperament havde Ragnhild arvet. Og ikke kun det! Hun havde lært sig kunsten at helbrede. Hun kendte urternes hemmeligheder og vidste besked om de gamle besværgelser. Hvem hun tilkaldte til hjælp, vidste ingen. Folk snakkede, men hun modsagde aldrig. Hun gik stolt i landsbyen, vidste hvad hun var værd. Nægtede aldrig at hjælpe dem i nød, tog sig især gerne af børnene. Så meget som de frygtede hende, så meget respekterede de hende.
Jeg forstår dig ikke, Dorte, sagde Ragnhild, mens hun betragtede Anders. Hvad er der galt, han er jo rask, og du tror allerede han er dødsens.
Åh, jeg er bange, søster, har du ikke hørt hvad der sker i Nørreby for tiden? spurgte Dorte.
Nej, svarede Ragnhild.
Børnene dør som fluer. De er syge længe, og så dør de bare Gud tager dem hjem.
Er det nu Gud? Ragnhild rynkede øjenbrynene.
Jeg ved ikke, kære. Men de sidste år har det hængt en sygdom over landsbyen. Der er ikke et eneste hus, hvor der ikke er døde børn, svarede Dorte og slog korsets tegn.
Hvorfor er det så? Hvorfor har man ikke bedt mig om hjælp?
Hvem ved? Børnene virker raske, og så lige pludselig sygner de hen og dør. Ingen energi, og snart er det slut. Og du bor langt væk og i landsbyen har vi vores egen kloge kone, sagde Dorte.
Har I det? spurgte Ragnhild undrende.
Ja, hun har været her, siden jeg flyttede hertil til Niklas.
Hvorfor har du aldrig nævnt det for mig så?
Der var ikke noget at sige. En normal kone, hjælper mod lidt af hvert, også syge dyr, men børnene kan hun ikke redde. Ingen urter eller hvisken hjælper der. Og du har aldrig spurgt, så nu kom det lige frem. Nå, vil du tage Anders med?
Selvfølgelig, svarede Ragnhild med et smil, mens hun roede den forknytte dreng i håret. En sådan lille gut må da komme på ferie.
Dorte kyssede sønnen og gik hjemad efter at have slået korsets tegn.
Kom så, sagde Ragnhild til Anders, lad os gå ud i haven, så skal du se, hvor en rødhals har bygget rede i brændestablen. Anders’ smil blev stort og tandløst, og han greb sin mosters hånd.
***
Så, tag godt imod gæsterne! råbte Dorte, da hun trådte ind hos sin søster.
Mor er her! jublede Anders og sprang hende i møde.
Siden Dorte havde bragt Anders til Ragnhild, var der gået et halvt år. Sen efterår lå som en grå dyne over Nørreby. Dorte kom et par gange om måneden, og gensynet var altid præget af tårer og kram.
Åh min egen skat, hviskede hun og kyssede drengen. Hvor har jeg dog savnet dig! Og din far spørger hver dag, hvornår du kommer hjem igen.
Ragnhild trådte ind med forklædet i hånden. Søstrene omfavnede hinanden.
Hvordan går det så her? spurgte Dorte, uden at slippe sønnen med øjnene.
Fint, mor. Tante Ragnhild har givet mig en killing, vil du se? udbrød Anders og løb ud før nogen nåede at sige noget.
Her er alt godt, svarede Ragnhild roligt. Er du kommet for at hente ham?
Ja, jeg tror tiden er inde. Snart kalder han dig for mor, så længe har han været her. Og Niklas maser på vi savner ham hjem.
Vil du så tage ham med hjem? spurgte Ragnhild. Hvordan står det til i landsbyen?
Ikke for at glæde sig for tidligt, men alt er godt. Siden Anders har været her, er ingen børn døde.
Ind kom Anders, stolt med killingen i armene.
Mor, jeg har kaldt ham Viggo. Han er min ven nu, i drengens øjne kunne man se ren glæde.
Han skal nok gøre gavn, lo Dorte. Vi tager ham med hjem, mus har vi nok af.
Mens Anders pakkede sine ting, talte søstrene sammen. Dorte sukkede og spurgte hvornår Ragnhild mon selv ville stifte familie.
Lad nu det ligge, Dorte, lo Ragnhild. Jeg finder mig nok en mand, når tiden er inde. Indtil da har jeg min kære nevø.
Det var tydeligt, at det var med en vis modvilje, Ragnhild slap drengen: Hans latter og narrestreger havde vundet hendes hjerte.
Hør nu, Dorte, sagde hun alvorligt, vær god ved katten. Han er et gave. Lad ham få lov til at være med Anders altid.
Jeg kunne aldrig drømme om at mishandle et dyr, blev Dorte fornærmet. Hver Guds skabning får mælk af mig.
Så, tag ikke ilde op, sagde Ragnhild, jeg siger bare til.
I gangen stod kurven klar til katten. Turen til landsbyen var lang, de måtte tage af sted inden mørkets frembrud.
Søstrene sagde farvel med knus. Ragnhild kyssede Anders på panden og sendte dem af sted med Guds velsignelse.
Tiden gik, vinteren satte ind, og sneen lagde sig højt op ad dørene. Livet i landsbyen gik i et langsomt tempo, men Ragnhild havde altid noget at tage sig til syge børn, folk med ondt i hænderne, folk kom for urter. Sådan gik dagene, indtil solen igen brød gennem vinteren, og foråret kom nærmere.
En dag stod Ragnhild og forberedte jorden i haven, da hun pludselig så Viggo stå og miave.
Hvad laver du her? udbrød hun. Er der sket Anders noget?
Kattem kom hen, strøg sig op af hendes ben. Ragnhild tøvede ikke, pakkede sine ting og bad sin gamle nabo, fru Grethe, holde øje med dyrene hvis hun ikke var hjemme næste dag.
Det må være et tegn fra søsteren, forklarede hun. Kig lidt til gården, ikke?
Med Grethes samtykke satte hun af sted.
Langs skovbrynet, hvor fuglene sang og foråret duftede, gik hun hastigt. Hun nåede landsbyen hurtigt, måske hurtigt som hendes uro kunne bære hende.
Hos Dorte var stemningen tung.
Ragnhild! skreg Dorte. Der er sket en ulykke! Hun fløj om halsen på hende og trak hende hurtigt ind i den mørke stue.
Anders lå på sengen, bleg og blå om læberne, trak vejret tungt.
Mellem Dor tes gråd forstod Ragnhild, at drengen havde været syg siden jul. Først gik det lidt op og ned, men den seneste uge havde han ligget brak.
Hvorfor løb du ikke til mig? spurgte Ragnhild strengt, lagde hånden på hans pande.
Jeg ved det ikke det var som om nogen holdt mig tilbage. Hver gang jeg truede med at tage af sted blev Anders værre. Jeg troede, han bare var lidt forkølet, måske bare blevet kold efter leg i sneen. Jeg blev også syg. Vi prøvede med the og saft, og det blev lidt bedre. Men han blev bare værre, og det stormede sådan, man kunne jo ikke komme ud, slet ikke gennem skoven.
Jeg havde håbet på Pelagie kunne hjælpe, hun gav mig urter og kom selv forbi. Men intet hjalp. Anders blev bare dårligere. Jeg tænkte, så snart sneen smeltede, ville jeg tage til dig. Men du kom selv. Der var lige det, at Viggo var væk. Anders spurgte efter katten, men han var væk. Hjælp os, Ragnhild! Anders dør, og så kan jeg ikke leve!
Dorte jamrede, rystede sig i fortvivlelse.
Ingen grund til at sørge over katten han kom for at hente mig, knurrede Ragnhild. Klogere end dig, søster.
Hentede katten dig? sagde Dorte måbende.
Ja, sagde Ragnhild, tænksom. Du siger, det er som om nogen holder dig væk fra mig?
Ja, hver gang jeg prøver, bliver Anders så dårlig at jeg må blive.
Har Anders fået noget udefrakommende? Noget at spise måske?
Jo, til jul gik de børnene rundt, sang, fik kager og boller.
Fra alle huse?
Ja, især Pelagies småkager elskede han.
Ragnhild blev mørk i blikket. Gå straks hen til Pelagie. Sig hun skal komme og hviske over Anders. Bare sig ikke jeg er kommet. Jeg vil se, hvad hun gør.
Dorte adlød og skyndte sig. Ragnhild åbnede sin taske og trak to store nåle frem, gemte sig i køkkenet.
Kort tid efter kom Dorte tilbage med Pelagie. Hun satte sig ved Anders’ seng og hviskede længe, men det blev kun værre.
Da Pelagie skulle gå, stak Ragnhild nålene krydsvis ind over dørkarmen. Pelagie kunne ikke gå ud, prøvede nogle gange, gik så tilbage, så forvirret ud, men uanset hvad formåede hun ikke at forlade huset. Til sidst lykkedes det først, da Dorte havde fået hende væk fra døren, og Ragnhild havde fjernet nålene.
Senere sad Ragnhild ved Anders’ seng, flettede tre stearinlys sammen og stillede dem ved hovedgærdet.
Hvad har du gang i, Ragnhild? spurgte Dorte uroligt.
Din klogekone er skyld i børnedøden. De små har livet i sig hende er det ved at rinde ud for, og hun tager barneliv for at trække sin egen tid ud.
Dorte krympede sig, chokeret over hendes ord.
Ud, Dorte. Tag dig af dine sager og kom først senere og hjælp mig.
Jeg vil give Anders min styrke og redde ham fra hendes kløer! tilføjede Ragnhild.
Dorte gik grædende.
Ragnhild tændte lysene, sagde en stille bøn og dækkede Anders med sin egen krop som en fugl, der beskytter sine unger. Hun vidste ikke, hvor længe hun lå, kun at hun vågnede ved Dor tes sagte stemme, løftede sig selv op og lod søsteren hjælpe hende i seng. Fred sænkede sig over huset, lampens skær lunede natten. Ragnhild vidste, hun havde reddet Anders.
Om morgenen duftede huset af friskbagt rugbrød, og Dor tes sagte sang lød fra køkkenet.
Hvordan har Anders det? spurgte Ragnhild.
Dorte græd og krammede hende. Tak, Ragnhild, du har givet ham livet igen! Han vågnede og bad om morgenmad.
Ragnhild tog hende i hånden. Jeg bliver her nogle dage. Vi skal finde en måde at afsløre klogekonen på.
***
Åh, bedstemor, sukkede Ragnhild, hvor er jeg vred og magtesløs! beklagede hun sig i Pelagies stue. Hun havde lagt vejen forbi for at spille syg og lokke frem, hvordan hun tog liv fra børnene.
Jeg rører aldrig ved sorte sager! bedyrede Pelagie. Jeg vil bare hjælpe folk!
Bare hjælp mig! tiggede Ragnhild. Hvis du gør det, skal du få god betaling. Jeg kan ikke holde min rival ud, hun vil stjæle min mand jeg betaler hvad du vil.
Tja, mumlede Pelagie, jeg kan vel godt hjælpe. Men sig det ikke til nogen. Jeg kræver kun lidt til gengæld du skal tage mit brød og dele ud til børnene i din landsby.
Hvorfor? spurgte Ragnhild.
Ikke dit problem! Tænk nu på hende, vi vil skade. Vi skal give hende en dødsånd.
Hvordan gør man det?
Jeg har bagt mindebrød og hvisket en død ånd ind i hver de skal tage børnene for at give mig år til gengæld.
Ragnhild spillede med, tog brødet hjem, viste det til Dorte.
Se her, hvad hendes børn får!
Brød? sagde Dorte forundret. Hvad er der galt med brød?
Dette kan tage liv, forklarede Ragnhild. Det er dødens brød, lavet med sort magi.
Dorte gispede.
Det skal ødelægges, fortsatte Ragnhild. Krum det og giv det til hønsene, så kommer det ikke flere børn til skade.
Næste morgen fortalte Dorte, at hun havde hørt, at Pelagie var blevet grå og vrissen, skældte alle ud og så ti år ældre ud.
Så ramte vi plet, grinede Ragnhild. Nu kan hun ikke længere tage liv. Nu skal vi tage hendes kræfter for altid.
Hun satte sig i et rum, lukkede gardinerne, tændte stearinlys, tog en gammel rusten hængelås frem og viftede den foran sig, mumlende en binding over Pelagie, så hun aldrig mere kunne gøre nogen fortræd.
Senere gik Ragnhild over til Pelagies hus.
Er du hjemme, Pelagie?
Kun stilheden svarede.
Inde var stuen fattig, gulvet knirkede.
Hvem kommer der?
Det er bare mig, bedstemor.
Nå, det er dig? Hvad vil du?
Ikke meget, men du ser ikke ud til at have det godt?
Nej, jeg har det skidt! Demonerne har plaget mig hele natten, og det er din skyld!
Hvad vidste du, du havde ingen sjæl, kun evigt begær!
Jeg forbander dig! skreg hun.
Måske er du ikke den eneste, der kan påkalde mørkets kræfter? Se på døren, hvad hænger der?
Pelagie vred sig, greb sig i håret, da hun opdagede låsen på dørhåndtaget.
Tror du, du kan gøre ondt for altid? snerrede Ragnhild hvis du prøver igen, vil der kun være døden tilbage og djævelen skal nok tage sig af dig!
Derpå forlod Ragnhild huset, hørte bag sig hvordan Pelagie skreg i afmagt.
***
To måneder gik. Anders blev rask igen.
Pelagie døde efter en måned de mørke kræfter krævede hende, da hun ikke havde flere barnesjæle at tilbyde dem.
Ragnhild blev derefter landsbyens eneste kloge kone. Hun hjalp folk og dyr, men tog aldrig sorte sager på sin samvittighed. Kærlighedslivet lykkedes ikke men det bekymrede hende ikke synderligt.
Åh, Ragnhild, sukkede Dorte. Nu kunne du godt tage og blive lidt mere blid, så ville du finde en god mand, og få egne børn!
Man kan ikke kæmpe med onde kræfter uden stolthed, Dorte, svarede Ragnhild med et grin. Og børn… ja, måske er det bare ikke min vej i livet.
Anders kom tit på besøg hos sin tante, og gav hende masser af børnekærlighed det var alt nok.
Jeg har lært, at styrke og kærlighed ikke altid kommer fra den samme kilde men man må stå ved sig selv, også når andre ikke forstår én. Man skal aldrig gå på kompromis med det rigtige, heller ikke selv om det gør én ensom og kærligheden kan vise sig på mange måder.
