Hos faster Ragnhild smadrede stellet. For altid.
Bryllupsstellet til tolv personer.
Farvel til gyldne kanter og de fine stempler bagpå, hvor der stod Made in Germany onkel Knud var faldet ned fra overloftet med kassen i hænderne.
Nej, altså! udbrød faster Ragnhild, hun lød næsten nysgerrig.
Det var jo porcelæn!
Som om porcelæn ikke kan gå itu. Da hun forstod tragediens omfang, lå hun udstrakt i lænestolen:
Nikolaj, giv mig noget hjertemedicin! Hun ringede til alle i familien, endda til mig, trods det dyre opkald til Aarhus, og sørgede over sin ungdom, der var blevet til tusind skår på stuegulvet:
Vi fik det af mine forældre for tyve år siden. Vi har aldrig brugt det. Vi ventede på den store anledning, til porcelænsbrylluppet, ja undskyld mit danske!
Og hvad er der så sket? Far er død, Knud har forstuvet anklen, jeg har for højt blodtryk.
Og ingen, vel at mærke, nåede en eneste gang at spise af de tallerkener.
Tosser!
Jeg blev stille.
Hvorfor gemmer vi service, smykker og stærke følelser til særlige lejligheder?
Hvorfor gemmer vi de gode duftlys til en speciel aften? Hvorfor lægger vi diamantørestikkerne i smykkeskrinet, slår barnets små fingre væk, når hun prøver at snuppe en skive spegepølse fra bordet før aftensmaden? Hvorfor gemmer vi de kærlige ord til Valentinsdag?
Hvad gør netop den dag eller det øjeblik ringere end de forventede?
Er vi så sikre på, at vi nok skal nå det?
Næsten alle opkald fra de brændende tårne i New York indeholdt kærlighedserklæringer.
Folk ringede til deres nærmeste, talte ind på telefonsvarerne.
Jeg. Elsker. Dig. det var det vigtigste, de ville huske at sige på jorden.
Virkeligheden, står der i leksikonnet, er det som eksisterer i nutiden det øjeblik, der balancerer mellem fortid og fremtid.
Man skal ikke gemme, lægge på loftet, gemme væk til en dag det, som lige nu kan gøre dig glad, give dig lyst til at smile.
Der er ikke noget i morgen. Der er kun i dag, som ikke er et hak mindre særligt end nytårsaften eller mors dag.
Så lad os skynde os. Forsone os. Se havet. Lege med sønnen, omfavne datteren, give mor endnu en flaske Chanel No 5 så hun kan bruge den til hverdag, ikke kun til fest.
Vi må nå det. At læse. At smage på tangsuppe eller ristede græshopper. At se yndlingsfilmen og glemme opvasken i køkkenvasken.
Købe et nyt stel til faster Ragnhild og lave et brag af en middag.
Og sige vi elsker, før rulleteksterne kører.
Hos tante Ragnhild blev stellet knust. For altid. Bryllupsstellet til tolv personer. Farvel til de gyldne kanter og stemplerne “Made in Germany” på bagsiden af hver del – onkel Kurt faldt ned fra hemsen sammen med kassen. – Uha, – tante Ragnhild blev nærmest interesseret. – Det er jo af porcelæn! Som om porcelæn ikke går i stykker. Først senere gik tragediens omfang op for hende – hun blev liggende i lænestolen og råbte: “Nikolaj, find hjertemedicinen!”, ringede til alle – ja, selv til mig på langdistancen – og sørgede over sin ungdom, der lå i tusind små skår: – Vi fik det af vores forældre for tyve år siden. Vi rørte det aldrig, ventede på noget helt særligt, på vores sølvbryllup, Gud forbyde. Og hvad så? Far døde, Kurt forstuvede anklen, og jeg har for højt blodtryk. Og ingen, bemærk det, fik nogensinde brugt de tallerkener. Idioter. Jeg begyndte at tænke. Hvorfor gemmer vi på stel, smykker og de store følelser til en særlig anledning? Hvorfor gemmer vi duftlys til ‘den specielle aften’, lægger diamantøreringene i smykkeskrinet, skælder børnene ud, når de vil have en skive pølse før maden, og holder de varme ord tilbage til Valentinsdag? Er denne dag, dette øjeblik, virkelig ringere end de ventede? Er vi sikre på, at vi nok skal nå det? Næsten alle opkald fra de brændende tvillingetårne i New York var kærlighedserklæringer. Folk ringede til deres kære, efterlod beskeder på telefonsvareren. “Jeg. Elsker. Dig” – det viste sig at være det vigtigste at få sagt her på Jorden. Virkeligheden, hvis man skal tro leksikonet, er “det, som findes i nuet” – selve øjeblikket mellem fortid og fremtid. Man skal ikke gemme noget på loftet eller til ‘engang’, som kan bringe glæde, nydelse og smil lige nu og her. I morgen eksisterer ikke. Kun i dag, som ikke er mindre unikt end nytårsaften eller Kvindernes Internationale Kampdag. Så lad os skynde os: Forson os. Se havet. Lege med vores søn, kramme vores datter, give mor endnu en flaske Chanel nr. 5 – så hun bruger den ikke kun til fest, men til hverdag. Vi skal nå det: Læse. Spise søpindsvinesuppe eller grillet græshoppe. Se yndlingsfilmen uden at tænke på opvasken. Købe et nyt stel til tante Ragnhild og holde en overdådig middag. Skynd dig at sige, at du elsker – inden rulleteksterne går.
