Frederik på jobbet blev ikke så meget elsket, snarere holdt folk afstand. En snakkesalig mand, erfaren lastbilchauffør og flittig arbejdshest, men helt uden kammeratskab. Ingen ville nogen som helst have ham som makker, og han syntes, det var helt i orden. En eneste kollega blev smidt af, så de vinkede ham farvel. De andre tungtransportører gav ham tilnavnet Mørk. Så gik det, og folk kaldte ham ved navnet, mens efternavnet blev glemt.
Den pågældende rute var helt almindelig: fra Esbjerg til Århus med en standardlast på træplader. Kør stille, hold øje med vejen, mumlede han for sig selv.
Midt på den tomme grusvej, lige ved kantstenen, så han noget bevæge sig i græsset som om en levende skygge krøb frem. Han ville bare køre forbi, men en underlig prik i hjertet fik ham til at stoppe lasten og kigge nærmere.
En enorm, stribet kat brølede som en torden, klar til at ofre sig på vejen. Katte har jo ni liv, men den så ud til kun at have ét tilbage, åndedrættet knapt. En klo var blød, kroppen var dækket af mudder og blod.
Hvad har du gjort dig, misse? spurgte Frederik og bøjede sig ned over dyret.
Katten flåede tænder og mjavede hæsende, som om den ville fortælle, at den ikke behøvede hjælp, og at han skulle fortsætte sin færd.
Jeg forstår, stolte fyr, mumlede Frederik, mens han mindedes en gammel damekattes, som han som barn havde sovet ved i varmen ved sin bedstemor.
Jeg er ingen kattekirurg, men jeg kan se, at du ikke kan blive liggende her. Der er ingen hylde i nærheden, så lad mig tage dig med til et dyrehospital.
Han løftede katten forsigtigt, placerede den i lastepladsens bagerste del og kørte af fra ruten. Efter et kort stød i det lille provinsbygd Skjern fandt han en dyrlægeklinik. Den ældre dyrlæge så på ham med et træt smil og sagde:
Heldig at du kom, misse. Vi desinficerer, lader den på gips, så kan du fortsætte.
Frederik protesterede:
Hvor skal jeg med den? Jeg har en rute!
Dyrlægen rystede på hovedet:
Der er ingen dyreinternat her, så den må blive hos os. Den er jo ingen killinger, den er fuldvoksen!
Katten så på ham med grønne øjne, som om den læste hans sjæl, og Frederik følte en mærkelig skyld. Han trak på skuldrene og gik videre ind i ventelokalet, hvor to gamle damer talte højlydt:
Lise, min datter løb for i går igen for at gemme sig fra sin mand, sagde den ene.
Åh, så uheldigt for hende! svarede den anden. Hun er som guld, men manden er en brødreklat. De siger, han pisker hende hele tiden
Frederik rystede på hovedet, tænkte på sin egen brud, som havde lovet at vente på ham til gravstenen. Hun var væk, før han nåede at færdiggøre en eneste måned med hende.
Dyrlægen overleverede den sløve katten:
Vi håber, den heler som en hund. Om tre uger kan I fjerne gællen.
Frederik takkede, gik ud med katten i armene og gik tilbage til bilen. Han havde ingen idé om, hvad han skulle gøre med dette gavel på hovedet, men tiden var knap, og han måtte levere lasten først.
Da han kørte videre, så han to skikkelser ved vejkanten: en desperat kvinde, der viftede med armene, og en lille pige, der så bange ud.
Undskyld, jeg tager ikke medpassagerer! mumlede Frederik, som om han holdt fast i sin egen regel.
Mjau! lød det bagfra.
Du vågnede? spurgte Frederik. Hvad vil du?
Mjau! gentog katten insisterende.
Frederik indså, at katten måske blot havde brug for lidt kærlighed.
Han standså bilen, lånte katten ud på græsset. Katten hævede halen som et tegn på taknemmelighed.
Pludselig kom kvinden løbende, trukket af en lille pige, som græd med våde øjne.
Åh, du venlige mand! Tag os med! Vi er kun tretten kilometer væk fra her! skreg hun.
Jeg er ikke en taxa, jeg er en lastbilchauffør! sagde Frederik. Tag bussen!
Vi har kun én rute, vi er for sent ude! protesterede hun. Vi vil takke dig med bønner for livet!
Katten, der nu gik rundt og gnubbede sin pote mod pigens ben, spandt stille.
Må jeg tage jer med, mens du holder katten? foreslog Frederik. Den vil jo følge.
Kvinden græd af lettelse.
Vi ville tage den, jeg elsker dyr, jeg arbejder i dyrlægen! Men vi ved ikke, hvor vi skal bo. Min tante i Odense kan måske hjælpe!
Frederik så på den lille pige, som forsigtigt strøg katten. Pigens krøllede lyse hår duftede af regn, og selv katten syntes rolig.
Frederik huskede en samtale i dyrlægeklinikken: kvinden hed Ellen, og hendes mand var en voldelig tyrann. Han havde knust telefonen, så hun kunne ikke ringe.
Jeg har ingen telefon Min mand har smadret den sagde Ellen stille.
Frederik rakte hende sin mobil, men hun kunne kun hviske: Tanten vil tage os, men katten kan vi ikke beholde.
Den lille pige suckede en tåre og sagde:
Kat, kom hjem til os, kom!
Frederik trak på skuldrene:
Jeg kan desværre ikke placere den i et hjem, men jeg kan køre jer til adressen.
Tak, du er så god! svarede Ellen. Hvad skal jeg kalde dig?
Frederik, mumlede han.
Jeg er Ellen, og min datter hedder Vera, svarede hun.
Frederik gik ind i bilen, katten i bagagerummet, og de kørte af sted. Vera sad bag på sædet, Ellen lå på siden, og katten låtryg ved deres fødder.
Jeg betaler, så er I sikre, sagde Ellen, men Frederik kun knurrede:
Så kører jeg. Katten har fundet gode mennesker, så jeg tror, I er i orden.
Tak, kat! råbte Ellen. Hvad hedder den?
Kat og Kat, svarede Frederik med et smil. Vi har mødt hinanden i dag på vejen.
Dyrlægen havde ret: den lille, stribede kat var blevet deres usædvanlige følgesvend. På vejen fortsatte de gennem drømmens tågede landskab, mens regnbuer blinkede over skovene, og vinden sang gamle folkeviser.
Tre uger senere, da gipsen skulle fjernes, kørte Frederik ind i den lille by, hvor han en gang havde afleveret Ellen og Vera. Han gik ind i dyrlægeklinikken og så Ellen i døren:
Åh, du! sagde hun, som om hun havde drømt om ham natten før. Jeg drømte, at du ville komme!
Drømme er som veje, de fører dig hvor du skal, svarede Frederik. Er du og Vera okay?
Ja, min tante tager os ind, og jeg har indgivet en skilsmisse, sagde hun stille, med hovedet bøjet.
Så vil du måske tænke på mig? sagde Frederik med en blød stemme.
Ellen fik store, våde øjne, åbnede munden, lukkede den igen. Katten, som havde ladet sig kalde Mørk, mjavede som om han bekræftede den stille.
Jeg har en datter mumlede Ellen.
Jeg har en kat! svarede Frederik og tilføjede: Jeg kan måske ikke sige de smukke ord, men jeg ved, at dette møde ikke er tilfældigt. Jeg vil passe på jer.
Mjau! svarede katten.
Jeg vil tænke over det, svarede Ellen.
Om en måned blev de gift, Frederik flyttede ind hos Ellen, og han begyndte at køre en ambulancemedicinbil i stedet for en lastbil. Katten, nu kaldet Mørk, bor stadig hos dem, passer på Vera og hviler sig på den brede sofa, mens han lejlighedsvis sukker efter de fjerne, vilde veje.
Men romantikken er kun romantik, og uden en sådan kat ville verden være mindre vis. Heldigvis findes der vise katte, som kan vise mennesker vejen under natten.
