Livet, som månen: snart fuld, snart i formørkelse Jeg troede, vores ægteskab var urokkeligt og evigt, som universet. Ak ja… Min kommende mand og jeg mødte hinanden på Panum, da vi begge læste medicin. Vi blev gift på femte år. Min svigermor gav os en bryllupsrejse til Slovenien og nøglerne til en lejlighed i Gentofte. Det var bare begyndelsen. …Som nygifte flyttede vi straks ind i en treværelses lejlighed. Svigerforældrene hjalp os meget. Hvert år kørte jeg og min mand gennem Europa takket være deres støtte. Vi var unge og lykkelige, fremtiden var for vores fødder. Dima blev virolog, jeg blev praktiserende læge. Arbejde, behandle, elske. Så kom vores sønner til verden: Daniel og Slava. I dag, efter mange år, forstår jeg, at mit liv dengang var en brusende flod. Jeg kan ærligt sige, at jeg badede i luksus i alle de ti år, jeg levede med min mand. Men alt faldt fra hinanden på et øjeblik. …Dørklokken ringer. Jeg åbner. På dørtrinnet står en yndig, lidt trist pige. – Hvem skal du besøge, unge dame? spørger jeg roligt. – Er du Sofie? Så er det dig, jeg skal tale med. Må jeg komme ind? tøver den fremmede. – Kom indenfor, siger jeg nysgerrigt. Tættere på ser jeg, hun er lidt gravid. – Sofie, jeg hedder Tanja. Jeg skammer mig, men jeg elsker virkelig din mand. Dmitrij elsker også mig. Vi skal have et barn, udbryder Tanja. – Hmm… Det var uventet. Er det alt? koger jeg. – Nej, siger hun og tager en smuk æske op af lommen på frakken. – Tag denne, Sofie. Den er til dig. Jeg åbner æsken. Et smukt guldring ligger i. – Hvorfor det? Tror du, du kan købe min mand? Dima er ikke til salg! Tag den tilbage! Jeg smækker æsken i og mærker vreden komme. – Sofie, jeg vil ikke såre dig! Jeg skammer mig sådan. Ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg ved, både du og dine børn vil lide. Min mor sagde altid: “Elsker du en anden kvindes mand, ødelægger du dig selv!” Men jeg kan ikke leve uden Dima! Tag i det mindste denne ring! Måske får jeg det nemmere! Tanja bryder sammen i gråd. Et øjeblik har jeg faktisk ondt af hende. Men hvem har egentlig ondt af mig? Den her snu pige har stjålet min lykke, og jeg har ondt af hende… Jeg kommer til mig selv, napper ringen og viser rivalen ud. Lige dér tager mit liv en dramatisk drejning… Svigermor ringer og fortæller, at Dima forlader os. Nina fortæller mig, jeg skal pakke hans ting. Jeg peger på skabet, stadig i vantro. Hun pakker alt pænt ned i den kuffert, hun selv har taget med. – Sofie, vi vil altid være familie. Og Dima og Tanja, de finder nok sammen – hvor de mødes, der bliver de. – “Trøstede” Nina. Efter et halvt år fik Dima og Tanja en datter. Rygter nåede senere frem om, at Dima adopterede Tanjas datter fra et tidligere ægteskab. Overhovedet besøgte han aldrig vores sønner. Han sendte en symbolsk børnepenge via svigermor – det var 90’erne. Jeg endte med et nervesammenbrud og blev indlagt. Svigermor og svigerfar tog sig af Daniel og Slava og forkælede dem. Da jeg kom hjem, ville drengene slet ikke hjem. “Farmor laver god mad, skælder aldrig ud, og vi får slik.” Jeg havde ingen argumenter. Svigermor sagde, mens hun holdt dem i armene: – Sofie, lad drengene blive lidt hos os. Det er jo bøvlet at få byttet lejligheden, og du skal jo alligevel kun bruge en etværelses nu? Sådan blev jeg alene. Først mistede jeg min mand, nu også mine børn. Lejligheden blev byttet væk. Jeg sad tilbage i en lille etværelses med tapet, der skallede af, gammel VVS og knirkende trægulve. Mine sønner boede hos svigerforældrene. Jeg måtte kun besøge dem til store højtider. – Sofie, forstyr ikke vores drenge. Find dig et nyt liv, sagde Nina. Sønnerne fjernede sig fra mig. Det nære bånd forsvandt. Jeg havde bare lyst til at gemme mig lidt væk og glemme alt. Jeg mistede livsglæden. Min farmor plejede at sige: “Livet er som månen – af og til fuld, af og til i formørkelse.” Jeg indså, det ikke kunne fortsætte sådan. Ellers ville jeg blive vanvittig. Noget vildt, noget skørt måtte der til. Jeg havde alligevel klaret medicinstudiet med topkarakter! …Jeg blev sendt på konference i Frankrig. Her mødte jeg Jovan, en serbisk læge. Forstår stadig ikke, hvordan vi talte sammen – men vi behøvede ikke ord. Vi havde en vild forelskelse. Men efter ti dage skulle jeg hjem. Jeg ville ikke! Affæren med Jovan bragte mig tilbage til livet. Jeg vågnede op igen! Senere kom andre bekendtskaber – men intet alvorligt. Svigermor sagde på et tidspunkt: – Sofie, du stråler! Du er en helt ny kvinde! Alligevel forblev jeg alene. Min bedste veninde Oline, der skulle flytte til Grækenland, inviterede mig til afskedsvisit. Oline var single uden børn. – Nå Sofie, jeg gifter mig med en græker. Orker ikke flere danske drukkenbolte. Vil endelig leve et normalt liv, sagde Oline og græd lidt. – Hvorfor græde? Du begynder et nyt liv. Først nu begynder det rigtig sjove, også selv om du er 40! – jeg forstod ikke tårerne. – Hør Sofie! Min eks ved ingenting. Du må møde ham. Måske kan du få ham på benene. Kort sagt – du får ham! Han er din nu! Oline gestikulerede dramatisk. Tja, hvis brudgommen står i gården, må man jo tage ham med hjem… Således blev Aleks min lovformelige mand. Kun én fejl havde han: Han drak alt for meget. Men som man siger, kærligheden er blind… Jeg kunne ikke leve uden ham! Og så begyndte det… …Afvænning, samtaler, tårer. Intet hjalp. Jeg blev, men Aleks sagde: – Sofie, det er jo dig, der vil have en ædru mand. Jeg gider ikke. Alligevel overvejede jeg aldrig at forlade Aleks! Jeg tænkte: Det er bedre end ensomhed, selv om det gør ondt. Jeg kæmpede for ham i syv år – som Tanja havde kæmpet for min første mand. Aleks stoppede med at drikke, fik arbejde på retsmedicinsk institut. Det tog hårdt på ham, men jeg var lykkelig! Endelig havde jeg en ordentlig mand. Han kom stille og eftertænksom hjem, og var vigtigst af alt – ædru! Når Oline kom hjem fra Grækenland, undrede hun sig: – Aleks drikker ikke? Jeg tror det ikke! Jeg lo og svarede: – Bytter ikke om, ta’r ikke retur! …Mine sønner er nu i 30’erne, begge ugifte. Efter at have set forældrenes tumult, har de ingen hast med at gifte sig. Jeg tvivler på, jeg får børnebørn. …Og hvad med eksmanden? Hans anden kone Tanja drak sig i graven. Deres datter opdrager nu sit barn alene. Dima giftede sig for tredje gang – med sin sygeplejerske. Men før han friede, spurgte han sønnerne: – Ville jeres mor starte forfra med mig? Jeg svarede prompte: – Ikke i dette liv!

LIVET ER SOM MÅNEN: NOGLE GANGE FULD, ANDRE GANGE PÅ TILBAGEGANG

Jeg troede, at vores ægteskab var urokkeligt og evigt, som universet selv. Men sådan skulle det ikke gå

Jeg mødte min kommende mand på Københavns Universitet, hvor vi begge læste medicin. På femte år blev vi gift. Min svigermor gav os i bryllupsgave en rejse til Slovenien og nøglerne til en lejlighed på Østerbro. Det var kun begyndelsen.

Som nygifte flyttede vi straks ind i en rummelig treværelseslejlighed. Mine svigerforældre støttede os på alle måder. Hvert eneste år rejste min mand og jeg rundt i Europa alt sammen takket være hans forældre. Vi var unge og lykkelige og troede, at hele livet lå foran os. Jens min mand arbejdede som virolog, og jeg selv som praktiserende læge. Arbejdet fyldte meget, men der var også plads til kærlighed. Vi fik to sønner: Mads og Rasmus.

Når jeg ser tilbage nu, så føltes det dengang, som om livet flød som en stor, fyldig å: alt var lykkeligt og trygt. Jeg kan uden tøven sige, at jeg levede som i sus og dus de ti år, vi var sammen. Og så styrtede alt sammen på et øjeblik.

En dag ringede det på døren. Jeg åbnede, og foran mig stod en køn, bekymret pige.

Hvem søger du? spurgte jeg stille.

Er du Karen? Så er det dig, jeg skal tale med. Må jeg komme ind? lød det usikkert fra hende.

Hun var lidt gravid, kunne jeg nu se.

Karen, jeg hedder Trine. Det er pinligt, men jeg er virkelig glad for din mand. Jens elsker også mig. Vi venter barn sammen, sagde hun pludseligt.

Nå det var noget af en nyhed. Er der mere? spurgte jeg forbitret.

Ja, sagde hun og trak en lille æske frem fra lommen. Tag venligst imod denne. Den er til dig.

Jeg kiggede i æsken. Der lå en guld ring.

Hvad skal det betyde? Tror du, du kan købe min mand? Jens er ikke til salg! Tag den med dig, sagde jeg vredt og klappede æsken sammen.

Karen, jeg er så ked af det! Jeg har så dårlig samvittighed. Jeg ved, du og dine drenge vil komme til at lide. Min mor har altid sagt: Hvis du stjæler en andens mand, ødelægger du dig selv! Men jeg kan ikke leve uden Jens. Tag dog ringen! Måske får jeg det bedre

Trine brød sammen og græd oprigtigt. Et øjeblik havde jeg ondt af hende. Men hvem tager sig vel af mig? Hun havde stjålet mit livs lykke, og her stod jeg og havde ondt af hende! Jeg skubbede hende ud ad døren og smækkede den. Fra det øjeblik begyndte mit liv at rulle ned ad bakke.

Kort tid efter ringede min svigermor, Ingrid, og fortalte, at Jens ville forlade familien. Næste dag stod hun hjemme hos mig for at hjælpe med at pakke hans ting. Jeg pegede bare på skabet stadig i vantro. Hun foldede Jens tøj sammen omhyggeligt og lagde det i den kuffert, hun havde bragt med.

Karen, uanset hvad, så vil vi stadig være familie. Men Jens og Trine de gør nu, hvad de vil. Der er intet at stille op, sagde hun opgivende.

Et halvt år senere fik Jens og Trine en datter. Jeg hørte senere, at Jens adopterede Trines datter fra hendes første ægteskab. I al den tid havde han ikke besøgt sine sønner en eneste gang. Han gav gennem min svigermor små beløb til drengene som børnebidrag. Det var i 1990erne.

Jeg fik et nervøst sammenbrud og blev indlagt på hospitalet. Mads og Rasmus boede i mellemtiden hos deres farmor. Ingrid elskede og forkælede dem, som kun danske bedstemødre kan. Da jeg blev udskrevet, skyndte jeg mig straks efter dem. Men drengene ville ikke med hjem.

Mor, vi vil hellere blive hos farmor, hun laver god mad og skælder ikke ud og giver os altid slik, forklarede de.

Jeg havde ikke noget at svare dem.

Ingrid krammede sine børnebørn og bad mig:

Karen, lad nu drengene blive her hos os. Du skal alligevel flytte til en mindre lejlighed. Der er altid så meget bøvl, når man skal flytte, og børnene skal have ro.

Sådan gik det til, at jeg blev alene. Først tog de min mand, nu mistede jeg også mine børn.

Jeg måtte bytte lejligheden væk. Jeg havnede i et lille værelse på Nørrebro. Ingen istandsættelse, grimme tapeter og gamle trægulve.

Mine sønner blev boende hos farmor. Jeg måtte kun besøge dem ved store højtider.

Karen, du må ikke forstyrre drengenes ro. Find nu en ny mand, sagde Ingrid.

Mine sønner gled længere og længere væk fra mig. Vores bånd blev brudt i årevis. Jeg mistede lysten til livet og isolerede mig i det lille, kolde hjem. Min mormor sagde ofte: Livet er som månen nogle gange helt fuld, andre gange kun en skive. Jeg vidste, det her ikke kunne vare. Ellers ville jeg gå i hundene. Jeg følte for at gøre oprør mod alt, smide alle pæne pigers manerer ud ad vinduet. Jeg var jo dygtig, havde topkarakter fra medicinstudiet.

På et tidspunkt skulle jeg på konference i Frankrig gennem arbejdet. Her mødte jeg en ung serbisk læge, Jovan. Trods sprogvanskeligheder forstod vi hinanden uden ord. Vi blev hovedkulds forelskede.

Men allerede efter ti dage skulle jeg hjem. Jeg havde ikke lyst! Forholdet til Jovan tændte lyset i mig igen og mindede mig om, hvordan det var at leve. Senere mødte jeg flere mænd, men det blev aldrig til noget fast.

Min svigermor bemærkede:

Karen, du ser så frisk ud du skinner, som foråret selv!

Men jeg var stadig alene. Min bedste veninde, Lone, skulle flytte til Grækenland og inviterede mig med på afskedsbesøg. Hun var ugift og barnløs.

Karen, jeg skal giftes med en græker. Jeg har fået nok af danske drukmåse, jeg vil leve rigtigt, grinede hun og græd lidt ved tanken om at rejse.

Hvorfor græde? Nu begynder dit liv! Fyrre år er ingenting, sagde jeg.

Nå, Karen! Min eks, Alex, ved intet. Vil du ikke tage dig lidt af ham? Måske I kunne finde ud af noget sammen

Ja, så sådan blev Alex min mand. Han havde kun én fejl, men den overskyggede de gode sider: Alex drak alt for meget. Men kærlighed gør blind. Jeg kunne slet ikke undvære ham, og så gik det løs

Narkologer, behandlingscentre, mine tårer. Intet virkede. Jeg blev hos ham hele tiden. Alex sagde tørt:

Karen, det er jo dig, der vil have mig ædru. Men jeg vil faktisk ikke.

Jeg tænkte aldrig på at forlade ham! Tænkte, lidt er bedre end ingenting. Ensomheden var bitter som malurt. Jeg besluttede at kæmpe for min mand, ligesom Trine gjorde med Jens. Syv år gik der men så en dag stoppede Alex. Han fik job som chauffør på hospitalets lighus. Det han ser der, sætter spor men han kom hjem stille, eftertænksom og frem for alt ædru.

Lone, på besøg fra Grækenland, blev helt forbløffet:

Alex drikker ikke? Det kan jeg slet ikke tro!

Jeg lo:

Udveksling og returret gælder ikke!

Mine sønner er i dag lidt over 30. Begge er ugifte. Alt det de så i barndommen har sat spor, de har prøvet at stifte familie, men ikke fundet ro. Jeg får nok aldrig børnebørn.

Og hvad med min eksmand? Hans anden kone, Trine, drak sig i fordærv. Datteren fra det forhold er alenemor. Jens giftede sig igen, denne gang med sin sygeplejerske. Før det spurgte han forsigtigt børnene:

Tror I, jeres mor vil starte forfra med mig?

Jeg sagde:

Kun samme dag som jeg ser en gris flyve! Altså: aldrig.

Livet går op og ned, som månen på himlen. Men efter alt dette ved jeg, at uanset hvor mørk natten er, vokser månen igen og lyser alt op. Livets faser veksler men man må aldrig opgive håbet om, at fuldmånen kommer tilbage.