Mine mor og far
Min mor var en smuk kvinde. Altså, *var* for hun døde for et halvt år siden, kun to uger efter far. Og selvom de begge for længst havde passeret de firs, føltes det alligevel, som om de ikke havde fået levet længe nok. For det var jo *mine* mor og far.
Nå, men altså Min mor var virkelig noget for sig. Det kunne jeg jo selv se selv om jeg »bare« var hendes søn. Og far mindede mig ufortrødent om det hele min opvækst. Selv når mor var sur på mig over endnu en skuffelse i folkeskolen eller et eller andet pjattet, kom han ind på mit værelse, sukkede dybt, satte sig på sengen med hænderne solidt klemt imellem mine, og så sad vi ellers dér tavse en rum tid. Til sidst afbrød han stilheden og sagde:
Nå, min dreng, nu skal du altså ikke være vred på din mor Jo, hun råbte, jo, hun skældte ud, men vi er jo heller ikke nogen nem størrelse, vel? Hun er nu stadigvæk en pige. Og vi har begge SÅ meget brug for hende, sådan som vi har brug for frisk luft. Skulle du ikke tage at gå ind og sige undskyld?
Men altså, jeg! Fuldt oppustet med retfærdig harme, klar til at udbryde min forargelse og sende lynende blikke mod far. Han lagde dog altid roligt hånden op foran mig, som om han ville forhindre noget pinligt, og sagde bestemt, men kærligt:
Og du burde ikke engang TÆNKE noget dårligt om *min* kone!
Så lagde jeg mig fladt ned altså, billedligt talt. For jeg elskede min far. Og min mor hende elskede jeg jo også.
Og det hænger måske sammen med, at jeg kender hele deres historie. Far fortalte mig alt, selvfølgelig bag mors ryg og mor endnu mere, men så bag fars.
Mor gik på universitetet. Første år. Hun skulle egentlig giftes med en eller anden Preben. En dag havde Preben en ven, Poul, med til deres date, for Poul var lige flyttet til København og anede ikke, hvad han skulle tage sig til alene. Så havde Preben taget ham med på date ja, du hørte rigtigt med sin næsten-forlovede.
Preben præsenterede Poul for min, stadig fremtidige, mor. Poul ja, I har nok gættet det blev senere min far.
De tre spadserede rundt hele aftenen. De gik i Kongens Have, sneg sig op på taget af et lille pavillon, så de slap for at betale for biografbilletter i den udendørs sommerbio, hvor de så en eller anden latterlig dansk farce. Det var fars idé, selvfølgelig, for Preben havde nærmest ikke fantasi til at slå smør på brødet. Far slæbte mor med op på taget allerede dengang var han stærk og flot. Ikke sådan en splejs som Preben. Ham så jeg aldrig, men jeg føler bestemt, at han var lidt ja, blød i det.
Preben underholdt sig hele aftenen med limericks, digte og planer om et fremtidigt liv med min mor, når de blev færdige med studiet. Far sagde faktisk ikke rigtigt noget, han nikkede bare og brummede, sagde mor.
Da de skulle skilles ad sidst på aftenen, tog far mors lille hånd i sin store varme og sagde:
Birgitte! Du skal ikke gifte dig med ham. Du skal gifte dig med mig.
Mor blev forskrækket og spurgte:
Hvornår skulle det lige være?
Far tænkte hurtigt, vil jeg tro, og svarede:
I morgen
Og for at slå det helt fast (og sikkert også for at gøre Preben helt paf) føjede han til:
Vi får en søn sammen, som vi begge vil elske helt vildt meget. Ja, faktisk kommer vi til at elske hinanden endnu mere på grund af ham. Vi kalder ham Henrik ligesom de gamle danske konger
Godt, sagde mor straks, og så blev de gift.
Preben var best man ved brylluppet, men det virkede ikke til at genere nogen.
Herefter tog far og mor, begge som nyuddannede geolog-geodætter, afsted til Nordjylland. Begge havde fået job dér efter at universitetet, og de blev henvist deres første lejlighed et »spændende projekt«, som mere var et gammelt pulterkammer i den lokale forsamlingshus, fyldt til randen med skrammel og gamle bøger om flagermus og Bornholm.
Efter den nødvendige ventetid kom så den længe ventede Henrik mig! Og de elskede mig »helt vildt meget«, ligesom far havde lovet mor.
Far fik tryglet sig til at låne en gammel hest, Fru Johansen, nede fra rideskolen, så han kunne hente mor og mig hjem fra hospitalet.
De tre, triumferende, på vej mod pulterkammeret (det er igen fars version). Og hvem stod der på trappen til forsamlingshuset, med armen om en galvaniseret babybadekar? Preben! Han havde skaffet det via en hemmelig relation. Og det var så både min bade- og sengestart: Mor lagde mors store dundyne i, pyntede med et lagen, og dér lå jeg så. Når jeg skulle bades, røg dynen over i forældrenes seng, og jeg kom på bølgen blå. Far kom hjem fra arbejde i en fart for at kunne være med og nej, det var altså ikke »den røde hest« jeg mener, men *m-i-g* ingen bad blev gennemført uden hans delvise deltagelse. Han holdt mit lille hoved, mens mor sørgede for kongelig renselse.
Nå, jeg blev så ikke konge, men til gengæld okay geolog, som begge mine forældre.
Det sjove er, at min kone også er geolog. Vi mødte hinanden på arbejdet, og mor faldt straks for Karen, min Karen altså. Far også, i den grad. Når vi var på besøg, eller de var hos os, og jeg gik ud på altanen for at ryge med far, sagde han næsten altid lidt træt, lidt lykkelig:
Ja-aaah Du ved, jeg tror, jeg har været heldig to gange i livet: Først, da jeg mødte din mor, og igen, da du giftede dig med Karen. Pas nu på hende hun er jo også en pige
Far døde pludseligt om natten. Mor vågnede og vidste med det samme, at han var væk
Efter det gik det stærkt ned ad bakke hun blev pludselig så gammel, glemte alt muligt. Hun glemte for eksempel, at far ikke var her mere. Selv da hun flyttede ind hos os, sad hun stadig hele tiden og ventede på, at far skulle komme hjem fra arbejde. Og til det sidste lavede hun sine verdensberømte frikadeller: »sådan som Børge bedst kan lide dem«En dag, mens jeg lukkede hoveddøren forsigtigt bag mig efter endnu et besøg, så jeg op gennem den tunge, københavnske regn og forestillede mig dem sammen, mor og far. Måske gik de endnu engang hånd i hånd gennem Kongens Have. Måske lægger far stadig sin store varme hånd om mors lille, prikker hende i siden og siger en pludselig kærlighedserklæring, et mærkeligt løfte, et grin midt i alvoren. Man vil så gerne tro, at sådan noget fortsætter et sted. At deres gamle kamp for kærligheden mod misundelige Prebener og mod tidens slitage lever videre, usynligt og uundværligt.
Jeg gik hjem til Karen den aften, og vores børn løb mig i møde i entréen. Jeg tænkte, hvor heldig jeg var, og mærkede pludselig, at jeg havde arvet mere end bare mine forældres gamle hammer og feltbøger. Jeg havde fået evnen til at se det ekstra i det sikre, varmen i rutinen, kærligheden i de små, genkendelige ord. Og mens jeg aften efter aften gik ud på altanen, kiggede op på stjernerne, og hørte min fars stemme for mit indre øre sige: Pas nu på hende hun er jo også en pige… vidste jeg, at historier som deres, og måske som min og Karens, ikke bare slutter.
De bliver fortalt igen og igen, indtil én står dér for første gang og tager nogens hånd uden helt at vide hvad der venter andet end at det er dét hele handler om.







