Fra boreplatformen kom min mand ikke alene hjem: I favnen bar han en lille dreng
Birthe tog det lune fad med laksepie ud af ovnen, og straks bredte fiskeduften sig i køkkenet. Alt præcis, som hendes mand Jesper kunne lide det. På komfuret stod der klar kartoffelsuppe, på bordet en sprød tærte, og det sidste der manglede, var at koge kompotten færdig det ville hun gøre, det øjeblik hun så Jesper komme.
Hun dækkede tærten med et hvidt viskestykke for at holde den varm, og gik hen til vinduet. Deres villa lå midt i en stille Odense-forstad, lige over for stoppestedet, hvor bussen fra København om lidt ville sætte Jesper af.
Birthe havde ikke set sin mand i tre måneder. Han arbejdede på boreplatform i Nordsøen tre måneder hjemme, tre måneder væk. Med længsel havde hun krydset dagene af og et stort hus alene var ikke for tøsedrenge.
Huset var hendes. For fem år siden, da de blev gift, havde Jesper haft en lejlighed på Frederiksberg, men de havde besluttet, at de ville have friheden og haven. Han solgte lejligheden, forsøgte sig som selvstændig med et lille firma, men det faldt hurtigt til jorden. Siden da havde han arbejdet på havet krævende, men det gav pænt med penge.
Alligevel var det vanskeligt for otteogtyveårige Birthe alene i tre måneder. Hun nåede altid at vænne sig til ensomheden nærmest glemme, at hun var gift.
De havde ingen børn, Jesper syntes tiden ikke var til det endnu.
Hvad hvis jeg rejser væk tre måneder? Hvordan skal du klare det alene med et barn? Lad mig først tjene lidt ekstra, så siger jeg jobbet op, og finder noget her i byen. Så kan vi snakke om børn.
Men penge kunne de aldrig rigtig spare op. Uforudsete udgifter dukkede altid op. Nu var der en læk i taget, så i regnvejr dryppede det igennem i gæsteværelset, og Birthe havde måttet stille en balje til at samle dråberne med. Jesper vidste det, og havde lovet at fikse det straks ved hjemkomsten og det ville koste
Men Birthe havde en god mand betænksom og kærlig, ringede hver aften hjem. Hun elskede ham højt, og hun tog fast fri på den dag, han kom hjem. Lavede mad hele dagen, og ventede i vinduet.
Flyet landede for et par timer siden, så nu manglede kun bussen. Og dér steg han ud hendes hjerte sprang et slag over. Hun så Jesper med den store duffelbag. Men ikke som sædvanligt: Han vinkede ikke. For i den ene arm bar han et barn. En lille dreng. Birthe kunne ikke bedømme alderen, børn kendte hun ikke meget til, men han så meget lille ud.
Jesper så træt ud og vinkede ikke; han havde begge hænder fulde taske i den ene, barn i den anden. Han gik over fodgængerovergangen, og Birthe blev stående forstenet ved vinduet. Hvis barn bar han på fra arbejdet? Hvorfor tog han barnet med hjem?
Jesper trådte ind, lod tasken dumpe, satte drengen på gulvet. Drengen klyngede sig til hans ben, så på Birthe med store, bange øjne og tog fingeren i munden. Det var tydeligvis alt for meget for ham, men hun kunne heller ikke røre sig.
Hva Birthe, får jeg ikke et kys efter så lang tid væk? spurgte Jesper, og rakte armene ud.
Men han smilede ikke. Birthe undgik omhyggeligt at røre barnet, krammede hurtigt Jesper, men spørgsmålet pressede sig på:
Jesper, hvem er det barn? Hvad foregår der?
Jesper sukkede tungt, tog drengen i hånden.
Jens, kom, så tager vi skoene af og går ind på værelset.
Han satte Jens på sengen, rakte ham den flotte modelhelikopter, han ellers aldrig lod nogen røre.
Sid her lidt, Jens. Birthe og jeg skal snakke.
Han lukkede døren.
Så, kan jeg få lidt aftensmad? forsøgte han med et træt smil.
Birthe skænkede suppe op, skar tærte, men kunne kun stirre. Stilheden var tung.
Så sagde Jesper pludselig:
Det er min søn. Drengen er mit barn.
Birthe gispede, hjertet hamrede. Hun håbede, det var en dårlig spøg, men Jespers ansigt forblev alvorligt.
Sådan gik det, Birthe! udbrød han og greb hendes hånd. Tre måneder er lang tid for en mand. Der var en kok på platformen det skete kun få gange, men hun blev gravid.
Birthe rev hånden til sig, stemmen rystede.
Så du syntes, vi skulle vente med børn, og selv lavede du en!
Jeg ønskede det ikke! Hun sagde ikke noget før hun havde født. Så døde hun en ulykke på vejen hjem fra arbejdet, hun blev overfaldet af en vild hund. Jeg blev registreret som fader, og nu er jeg hans eneste familie.
Hvad vil du gøre nu? hviskede Birthe.
Hvis du ikke vil acceptere ham, så tager jeg ham med. Men jeg ville aldrig have svigtet dig, det var kun et uheld. Vil du tilgive mig, lover jeg dig evig troskab.
Birthe så på Jesper hun mærkede hans anger, hans længsel efter hendes tilgivelse. Hun havde vænnet sig så meget til savnet, at hun ikke kunne forestille sig et liv uden Jesper. Tilgive? Måske. Men drengen
Hvad med barnet? spurgte hun.
Hvor skal jeg ellers gøre af min søn? Hvis du tilgiver, må du også tage imod ham.
At tage imod et andet kvindes barn nej, det var næsten umuligt. Birthe gik ud i natten med hovedet fyldt af tanker så voldsomme, at hun prøvede at bilde sig ind, at hun kunne gøre en ende på det hele. Men hun vidste, inderst inde, at hun alligevel ikke kunne give slip på Jesper hun måtte vænne sig til Jens.
Hun kom hjem sent, og så på drengen, som sov uroligt på gæstesengen. Han var lille, meget spinkel, og søvnen var ikke rolig. Drengen havde lidt nok hans mor var borte, og nu landede han i et fremmed hjem. Birthe kunne ikke føle medlidenhed endnu kun modvilje.
Jens var to år, usigeligt stille og forsigtig. Birthe forsøgte at skjule sin ligegyldighed for ham, men barnet mærkede det instinktivt, holdt sig fra hende, søgte kun Jesper, men heller ikke han viste store følelser han gjorde blot det nødvendige: mad, bad og lidt leg.
Den første uge talte Birthe ikke til nogen af dem.
Men Jesper begyndte efter en tid at agere som før, arbejde på taget, og dette tvang dem til samarbejde. Efterhånden blev Birthe blødere, i det mindste over for Jesper barnet holdt hun sig stadig fra.
Efter to måneder blev hun urolig Jesper skulle igen afsted, hvad ville han gøre med Jens? Spørgsmålet blev mødt af hans hovedrysten.
Jeg kan jo ikke tage Jens med. Han bliver her jeg har fået ham indskrevet i børnehaven. Du henter ham bare, ikke? Du behøver ikke elske ham bare giv ham aftensmad.
Birthe rystede på hovedet, og Jens stod i døråbningen med store, lyse øjne. Hørte han noget?
Han havde forstået mere, end hun troede. Da Jesper rejste, blev Jens så stille, at han næsten forsvandt. Birthe gjorde kun lige det nødvendige hentede ham, gav mad, og ikke andet.
En dag nægtede Jens at spise aftensmad og trak sig ind på sit lille værelse. Birthe bemærkede, at han straks blev helt rød i ansigtet, og da hun endelig prøvede at mærke hans pande, var han brandvarm.
Hun blev forskrækket, målte feberen 40 grader! Hun gav ham febernedsættende og ringede desperat efter lægen.
Den dreng skal straks indlægges! sagde sygeplejersken alvorligt.
Birthe pakkede Jens ind og bar ham ud til ambulancen. På sygehuset blev hun spurgt, hvad hendes relation var til drengen.
Det er min mands søn. Jeg er i gang med at adoptere ham jeg bliver snart hans mor.
Lige da hun sagde ordene, opdagede hun at det faktisk var sandt den is om hjertet, hun havde båret rundt på, begyndte at smelte under Jens varme, lille krop.
De lå på børneafdelingen i to uger, og Birthe var den mest bekymrede mor på stedet, målte temperatur hvert kvarter, kaldte efter sygeplejersker, hvis feberen steg. Jens så på hende med nye øjne, og efterhånden begyndte han at kalde hende mor.
Da Jesper kom hjem fra havet, var adoptionen gennemført Jens havde fået Birthe som mor. Han boede nu i hendes hjerte, ikke kun på papiret.
Halvandet år gik, Jens blev til en frisk, glad knægt, og han var limet til Birthe. Jesper tog det roligt måske endda lettet.
Så slog skæbnen til. Jesper skulle igen ud, men bussen med mandskabet væltede i en snestorm langt oppe i Norge. Flere blev aldrig fundet, Jesper blandt dem
Birthe var ved at gå til af sorg. Kun Jens holdt hende oppe. Det var hendes lykke, at drengen var der hun var ikke alene.
Efter et år blev Jesper erklæret savnet, og et år senere var der kun to uger til, at han formelt skulle melde som død. Da en regnfuld forårsdag stod han pludselig i køkkenet.
Birthe opdagede ham, da hun gik i køkkenet efter en tur ude med Jens.
Bliv ikke bange, Birthe. Jeg er i live, sagde Jesper muntert.
Hun sank ned på en taburet, helt rystet.
Hvor har du dog været? to år!
Jeg mødte en gammel bekendt, en rig kvinde. Hun overtale mig til at tage med til Sydeuropa, købe hus der. Vi boede sammen, fik forretninger sammen. Da jeg hørte om ulykken, besluttede jeg at blive væk for dig var jeg død, for hende levende. Men nu skal vi giftes, og jeg er kommet for at få skilsmisse og Jens med mig.
Du vil have Jens? Hvorfor?
Hun kan ikke få børn, men vil gerne adoptere. Vi vil tage Jens med og opfostre ham. Han er jo min søn.
Aldrig i livet! råbte Birthe og stirrede på ham, nærmest vanvittig af frygt og greb nede ved bordet en gaffel i hånden.
Jens bliver her! Han er min nu, min søn! Vil I have børn, må I finde nogen andre. Hvis I tænker at Jens bare er legetøj, så kan I godt tro om! Kom bare an!
Jesper trak sig bange tilbage. Han så på Birthe og ville diskutere.
Hør, Birthe, du har jo aldrig elsket ham det var kun mig, du ville have.
Det passer ikke, svarede Birthe. Vi spørger Jens, hvem han helst vil være hos. Han er så stor, han kan bestemme selv.
Jens stod pludselig i døren, løb grædende hen til Birthe og klamrede sig til hende:
Mor, jeg vil blive hos dig! Giv mig ikke væk!
Bare rolig, lille Jens. Du skal aldrig væk fra mig. Du er min dreng. Og du, Jesper, kan bare gå din vej du har ingen ret overhovedet. Dit papir, dit firma tag hvad du vil, men min søn får du aldrig.
Jesper gik, skumler og fornærmet, men tog dog lige et stykke tærte med, før han smækkede døren bag sig.
Ja, det er jo dit tab! råbte Birthe efter ham. Forhåbentlig finder jeg aldrig mere en mand som dig. Mig og Jens vi skal nok klare os.
Nu er det mange år siden. Jens kalder mig stadig mor. Og selv i mine sorger har jeg velsignet den dag, jeg alligevel tog ham til mig. Tilgivelse kan tage år kærlighed nogle gange kun et blik.
