Der sker alt muligt i livet
For mange år siden arbejdede vi sammen på Børneklinikken i Odense, hvor vi havde en dygtig hjertelæge Egon Rasmussen (navnene er sande nok, men for længst glemt af verden). Som det var skik og brug, tog vi læger om sommeren ud som læge ved et af de store feriekolonier for børn; Egon var ingen undtagelse. Han holdt øje med køkkenet, vejede børnene, tjekkede skabe, smurte jod på sår medmindre der da skete noget alvorligere, gudskelov skete det sjældent.
Egon var dengang omkring 38-40 år, stadig i god form, let krøllet hår lidt i retning af sild og peber markerede kindben, mørke bryn, varme øjne. Han havde den charme, som mange kvinder værdsatte.
Engang i slutningen af firserne, hvor Danmark også havde sine perioder med kampagner mod druk, kunne folk uden videre blive fyret, hvis der blev drukket for synligt især som offentligt ansat læge.
Det var den sidste sommerskift på lejren, den sidste aften. Alt gik som det plejer; ungerne sov for sent, løb på tværs af sovesalene, smurte tandpasta på hinanden, vikarierende forældre og pædagoger holdt øje, men så gennem lukkede øjne, mens de selv både hældte lidt rødvin eller snaps op, ikke for rusens skyld bare af gammel dansk tradition.
Egon holdt sig ikke tilbage vi var vel alle i samme båd. Natten gled forbi, børnene blev fodret fra morgenstunden, og vi rullede dem af sted med busserne mod Odense centrum. Ved Klosterbakken blev de hentet, talt og afleveret ingen manglede!
Så blev der skænket endnu et glas vin, og alle trak hjemad. Hos Egon stod der allerede dækket bord for nu var både feriekolonien forbi, og familien skulle straks samme dag flyve fra Billund til Bornholm til hans mors sensommerhus. September. Livet var godt.
Men da ramte det ham… Vin, søvnløs nat, mere vin, vuggende bus, solen, hovedpine og Egon faldt om i det høje græs for enden af pladsen, bevidstløs for en stund.
Lejrfolkene var allerede spredt for alle vinde, men sygeplejersken Anne lagde mærke til ham, prøvede at vække ham, men forgæves Egon sov som et barn, fandt dyb ro i græsset.
Heldigvis boede Anne tæt ved, i en lejlighed på Vesterbro 44. Med hjælp fik hun Egon på benene, slæbte ham næsten bogstaveligt hjem til sin fireværelses delelejlighed. Egon kunne snorke, men traskede dog med.
Efter to timer vågnede han, ikke fordi han var ædru igen, men fordi han nu skulle så voldsomt på toilettet, at han nærmest gik i panik.
Han prøvede at rejse sig, Anne skyndte sig at tysse på ham, holdt ham nede, trykkede sin hånd mod hans mund og hviskede, at han ikke måtte vække nogen mere rystet over sin egen situation end af hensyn til ham.
For naboerne, de ældre damer i opgangen, de holdt øje. Anne var en ordentlig pige, boede alene, og hvis det rygtedes, at der havde været en mand på værelset, så… ja, hun ville aldrig få fred igen.
Egon havde ondt af hende, men bindeblæren blev det ikke bedre af. Til ærlig dansk vis erkendte han, at han stod på kanten. Anne grabede en spand, trippede ud og ind, og lod ham endelig gøre det han skulle. Lettelsen var total.
I det øjeblik gik det op for Egon, at han nu havde stået sin familie op i flere timer de dækkede bord derhjemme, kufferterne skulle pakkes, og både hustru, svigerfar, svigermor og resten af den store familie sad spændte og spejdede, snart ringede de sikkert til hospitalerne efter ham!
Han forklarede hviskende og med vilde fagter sit problem til Anne, at hendes bekymring for sin ære ville blegne, hvis først hans familie satte hele Odense på den anden ende.
Til sidst fandt de på det: én nabo var taget ud fra morgenen af; den anden kunne Anne sende i byen efter rugbrød; og den tredje ville hun lokke ud i køkkenet under påskud af at fortælle om lejrens sidste dag. Egon skulle snige sig afsted, med skoene i hånden, på sokker gennem korridoren og ud af døren uden at smække den.
Der gik lidt tid, naboen smuttede i Brugsen; den næste rodede med komfuret, og Anne lavede ballade med tekanden for at skabe larm. Egon slap af sted på tæer, med skoene klemt sammen i den ene hånd som en anden snigmorder.
Men da han endelig åbnede døren, lød den genkendelige, hæse og frygteligt velkendte stemme bag ham, netop fra den dør som burde være tom: Dav, Egon Rasmussen!! Skoene skvattede på gulvet, han skubbede fødderne i med højlydt skraben, åbnede døren med et brag og snerrede ud: Goddag, Fru Møller… For han kendte alt for godt stemmen på sin svigermors gamle veninde og vidste præcis, hvordan hun ville rapportere alt hvad hun så, med lydeffekter, billeder og alt, og hvem skulle tro på hans undskyldning med skoene under armen?
En halv time senere var Egon hjemme. Fru Møller havde åbenbart endnu ikke ringet, stemningen var lettet: Egon, hvor har du været, vi troede du var forsvundet! Kom, sæt dig, taxaen er her, vi skal nå flyet! og familien myldrede om ham.
De kom til Bornholm, hos moren i huset – men Egon kunne knapt spise eller sove, hele tiden ventede han på at telefonen skulle ringe med svigermor i røret. Han undgik stranden, følte sig rastløs, var som en skygge, parat til at springe op og forsvare sig for sin hustru.
Efter nogle dage fandt hans mor ham i køkkenet, skubbede til ham og fik sandheden ud han aflagde fuld rapport.
Jaja, min dreng, sagde hun, jeg tror da på dig, men ærlig talt, hvem ellers ville gøre det? Jeg kan ikke hjælpe dig, men jeg skal nok tage alle opkald imens du er her, så du kan slappe lidt af. Hvor det bærer henhjemme, må tiden vise. Prøv at sove lidt.
En måned senere fløj de hjem. Egon forestillede sig det værste hvordan det ville blive mødt, spørgsmålene, råben, den store scene. Da flyet landede i Billund, sad han alene tilbage, bange for at gå ud, benene ville ikke bære ham han kunne ikke rejse sig. Hans kone måtte nærmest trække ham ud af flyet, mens svigerforældrene modtog dem med åbne arme og overstrømmende ord: Nej, hvor er I blevet brune og fine! Egon, hvorfor ser du så bleg og slank ud? Har du været syg?
Han så på de falsk-omsorgsfulde ansigter, mærkede gammelt knust tillid brænde, men satte sig pænt og holdt masken.
En måned gik. Egon tabte sig syv kilo, sov dårligt, fik hjertebanken, kunne knapt fungere på arbejde. Han rørte knapt alkohol, og det han drak satte sig som forgiftning.
Så kom november og familien samledes til det store festbord. Stemningen var høj, tømmermændene dovne og svigermoren sad lige over for Egon. Og Egon kunne ikke tie Han støtte albuerne i bordet, lænede sig frem og råbte nærmest: Hvordan går det egentlig Fru Møller for tiden?!
Svaret fra svigermoren var tilforladeligt: Åh, Egon, den dag I rejste, fik kære Møller et lille slagtilfælde og har siden mistet talens brug… Egon brød sammen, først i grin, så i latterbrøl, hamrede bordet, væltede stolen, og rystede i en blanding af latter og lettelse, alt imens familien forskrækket forsøgte at forstå, hvad i alverden der var fat…
Han satte sig til sidst, hældte op, skålede og kunne for første gang i lang tid mærke smagen af ro.
