Mere end to år siden havde Mikkel alt: en familie, en kone, fremtidsplaner og håb. Nu er intet tilbage. Smerten ved tabet er ubærlig, og tanken om, at han kunne ændre den uheldige dag, holder ham vågen. Hvis han kunne vende tiden, ville han gøre alt for at forhindre den tragedie.
For første gang i to år hastede Mikkel ind i den tunge stilhed i det tomme hus på Nørrebro. Endelig ville han kunne tage hævn for sin kones død. Han overvejede at købe et glas snaps, men vendte sig om. Hævnen skulle udføres med klar hoved og ren samvittighed. Mikkel gik tidligt i seng og faldt overraskende hurtigt i søvn. To timer senere vågnede han med hjertet hamrende, mens han desperat trak vejret. Han drømte ofte om Kirsten, hendes åndedræt tæt ved ham, og håbede på at åbne øjnene og se hende ved sin side. Men der var ingen pude, der var trykket ned. Kun søvnen vendte tilbage.
Mikkel strøg hånden over lagnet; den blev varm under hans fingerspidser, og for et øjeblik føltes det som om Kirsten stadig lå ved hans side, lige før han vågnede. Søvn fandt han ikke igen. Han lå med blikket fanget på den hvide loftsplade i mørket og mindedes de to år med ventende hævn og dyb sorg. Fjenden var tilbage, og Mikkel vidste det med sikkerhed.
Den forfærdelige dag gik Kirsten hjem fra arbejdet tidligt for at gå til en ultralyd hos jordemoderen i Frederiksberg. Hun var forsinket, for hun stolede ikke længere på graviditetstests. Årene de havde forsøgt at blive forældre uden held, havde gjort håbet om et barn til en brændende drøm.
Kirsten stod på fortovets kant. På den anden side af vejen tændtes det grønne fodgængerlys, og hun gik som den første ind på overgangen. Hun så ikke den hastende bil, der skød frem for at nå overkørslen, hverken den cyklist, der kom fra den modsatte retning. Hvis bilen havde fortsat ligeud, ville den have ramt cyklisten. Men føreren drejede hårdt til højre, sendte bilen ind i Kirsten. Hun døde øjeblikkeligt. Bilforhandleren i nærheden skrev en rapport.
Føreren fik to års fængsel, mens Kirsten aldrig vendte tilbage. Cyklisten endte kun med blå mærker fra faldet. Lægerne erklærede, at Kirsten ikke var gravid.
Fjenden levede videre med sin kone og søn, mens Mikkel stod uden nogen, intet håb, ingen fremtid. Han havde længe besluttet at dræbe sin fjende, at rykke ham ned med den fulde kraft fra sin bilmotor, så hans egen families lidelse skulle ende. Mikkel ville ikke gemme sig eller løbe væk selvom han måtte dø selv. Han havde allerede mistet sin kone for to år siden. Det kan ikke kaldes et liv at vente på hævn.
Af og til kørte Mikkel forbi krydset, hvor Kirsten faldt. Han købte blomster og lagde dem på fortovets kant. Gående forbi forstod dem, men gik videre. Mikkel stod og forestillede sig, hvad Kirsten tænkte i den sidste brøkdel af et sekund. Måske håbede hun på en glad nyhed, trak den sidste ånde og gik over overgangen…
Han besøgte begravelsen, gik i kirken, men fandt ingen lindring. Kun ved at tage hævn ville han opnå frihed. Træt af søvnløs agitation vandt han op, tog et brusebad, barberede sig omhyggeligt, spiste langsomt et smørrebrød med te, mens han så på en plet på væggen. Kirsten havde planlagt at sætte nyt tapet op. Mikkel lod den plet blive den var en del af mindet om hende. Han trak en ren skjorte på, kastede et sidste blik på rummet og gik ud.
Først kørte han rundt i byen uden mål, alt for tidligt. Hans fjende lå stadig på et ryddeligt sengetøj ved siden af sin kone, eller stod måske op, strakte sig, gik ind på badeværelset og gnubbede benet under trusene. Efter at have gjort sine fornødenheder gik han i bruse. Hans kone havde allerede lavet morgenmad. Da han forlod badet med duften af sæbe, kyssede han hende og satte sig ved bordet over for sønnen. Nok, sagde Mikkel. Fjenden ser alt for god ud til at være min brors dræber.
Mikkel forestillede sig, at fjenden la aftenen forinden ud, drak for at indhente de tabte to år. Han vågnede med hovedpine og en brændende tørst, drak vand direkte fra hanen som i fængslet, gik uden at barbere sig, og satte sig i sin T-shirt og undertøj ved bordet. Nu er alt på sin plads. Sådan bør fjenden se ud. Det er ikke værd at bekymre sig om.
Han vendte bilen og kørte mod fjendens hjem. I gården placerede han bilen så han kunne se indgangen. På legepladsen legede to børn. Mikkel ventede. Tidligt eller sent ville fjenden komme ud alene eller med familien. Ikke i dag, men næste gang ville hævnen nå ham.
Det var slutningen af april. På buskene og træerne, især på den solrige side af gården, skød små grønne blade frem. Asfalten var stadig våd efter nattens regn. Himlen var tung af skyer, og vejret køligt.
Pludselig kom en dreng på omkring seks år ud af indgangen. Han løb mod legepladsen, men så Mikkels SUV langsomt nærme sig. Er han måske min fjendes søn? tænkte han. Mikkel sænkede vinduet.
Hvad vil du, dreng?
Ingenting, svarede drengen uden frygt. Min far har også en bil. Ikke så sej som din.
Hvor er den blevet af? Solgt?
Kolliderede i en ulykke, har ikke købt en ny endnu.
Mikkel så på drengen, forsøgte at genkende fjenden i hans ansigt, men fandt kun lighed med moderen, som han ikke kunne huske. På forruden faldt små regndråber.
Vil du sidde i bilen? Hop ind, så du ikke bliver våd.
Drengen tøvede et øjeblik, men regnen slog stærkere. Han klatrede op på førersædet, lukkede døren, og lyden af regnen blev næsten tavs i kabinen. Hans øjne lyste, mens han så på instrumentbrættet med de røde lys.
Har bilen varmeruder? Brænder den meget benzin? spurgte drengen i en voksen tone.
Mikkel svarede ivrigt på alle spørgsmål. Han tænkte, at det var farligt at stå i gården med en dreng.
Skal vi køre en tur? Regnen gør ikke så meget.
Drengen så mistænkeligt på Mikkel.
Hvis du ikke vil, kan vi bare sidde, sagde Mikkel højt. I tankerne tænkte han: Denne modige lille fyr er snarrådet.
Mor vil blive sur. Jeg forstår det.
Drengen kiggede igen på Mikkel.
Hun har ikke tid til mig. Kun et kort stykke.
Mikkel kørte ud af gården, undrende om nogen havde set ham. Børnene var for små til at forstå bilmærker eller huske numre. En tanke om et gammelt ordsprog slog ham: Den bedste hævn er at dræbe det, den hader mest. Beslutningen kom pludselig.
Hvad hedder du?
Villy, svarede drengen.
Altså er vi navnebrødre. Jeg hedder også Mikkel.
Mikkel tænkte: Jeg vil ikke dræbe, jeg kan ikke. Drengen er uskyldig. Fjenden er én, men lille dreng er en anden. Jeg kan bare sætte ham væk og lade ham gå. Lad ham lede efter sin far og lide. En stemme i hans hoved advarede ham.
Hvad sagde du? spurgte Mikkel.
Jeg sagde, at min far ikke kørte den kvinde i. Moren styrede bilen. Far sad ved siden af.
Hvilken kvinde? Mikkels ryg gik kold.
Min mor, Kirsten, blev aldrig ramt af min far, men af hans kone, svarede drengen.
Mikkel følte en brændende varme. Han greb rattet med fugtige hænder.
Hvorfor fortæller du mig det? Vil du have, at jeg går til politiet?
Villy kiggede på ham.
Min far har allerede afsonet. Kan man blive dømt to gange for samme forbrydelse?
Det tror jeg ikke, svarede Mikkel tvunget til et smil.
Bilen gled ud af byen, mens Villy stirrede ud af vinduet med store øjne. Asfalten under bilens dæk var våd og tegnet med hvide linjer.
Hvor skal vi?
Villys stemme bar en svag frygt.
Jeg har tænkt over det, svarede Mikkel, stoppede ved vejkanten, åbnede vinduet og lod den friske regn ramme hans ansigt. Lyden fra de forbipasserende biler voksede.
Er du okay? spurgte drengen med bekymring.
Mikkels hjerte slog hårdt. Forstår han mig? Føler han? Man kan ikke bedrage børn eller dyr. Hvad gør jeg? Han vendte bilen, kørte tilbage mod byen.
Kirsten kunne ikke bringes tilbage. Fjenden havde ikke dræbt hende; hans kone havde taget skylden. Hvem skulle han så hævde sig mod? Hans egen sorg var allerede en straf. Villys mor led af en alvorlig nyresygdom, kun én nyre tilbage. Mikkel så den våde vejstribe, mens regnen lettede.
Hvor gammel er du?
Syv. Jeg starter i skole til september. Har du børn?
Mikkel rystede på hovedet. Han vidste, at han ønskede en søn, men hans liv var tomt.
Vi er kommet, sagde han.
De kørte ind i gården, børnene søgte ly i deres huse. Villy åbnede døren.
Hvem var du på besøg hos?
Mikkel tøvede.
Jeg kom på besøg hos venner, men de var væk.
Villy sprang ud på asfalten.
Kommer du igen?
Det ser man. Hvis du har lyst, kan du køre med mig? Jeg har ingen søn eller datter, ingen. Han tøvede. Hvis din far køber en ny bil, kan den blive din. Du vil ikke fortryde det.
Tak, farvel. Villys stemme smeltede sammen med døren, der smækkede i.
Villy stod ved indgangen og så tilbage. Mikkel løftede hånden, kørte ud, købte en flaske snaps i den nærmeste kiosk, gik ned til søen, satte sig på den fugtige græsplæne og drak direkte fra flasken. Brænden i maven var som ild. Han lagde sig på ryggen og så op på himlen. Skyerne skiltes, og et klart blått skær afslørede sig.
Hey, onkel, bliver du forkølet? lød en hæs stemme.
Mikkel åbnede øjnene. To teenagere stod over ham; han havde sovet. Han sprang op, gik til bilen.
Hey, onkel, vil du have en flaske snaps? råbte den ene.
Det er for tidligt at drikke, svarede Mikkel, løftede den næsten halve flaske fra jorden.
Et råb lød bag ham, men han vendte sig ikke om. Han satte sig i bilen og kørte hjem. For første gang i to år følte han sig fri.
Gud, jeg var ved at gøre noget forfærdeligt. Tak for at jeg slap fra den vej. Jeg ville så gerne have haft en søn hviskede han, mens vejen forsvandt i tårene, der strømmede ned ad hans kinder.
Mennesker kan bruge al sin tid på at hævne sig, men så ender de med at bruge deres eneste liv på at skade andre. Den sande visdom er at lade smerte give plads til tilgivelse, for kun da kan livet gå videre i fred.
